144 droner over Europas atomsteder

Spiegel og The Guardian skriver med henvisning til en analyse knyttet til International Institute for Strategic Studies, en London-baseret forsvarstænketank, at der siden slutningen af 2024 er registreret omkring 144 mistænkelige dronehændelser i mere end et dusin europæiske lande (Spiegel, The Guardian). Målene var ikke tilfældige: militærbaser med fly, der kan bære atomvåben, i Storbritannien, Belgien og Nederlandene, Frankrigs ubådsbase ved Île Longue, kraftværker og havne. Vurderingen peger mod Rusland, muligvis med kommercielle skibe eller fartøjer fra skyggeflåden som affyringsplatforme.

Men ingen europæisk regering har officielt udpeget Rusland. Ingen drone er offentligt fremlagt med en dokumenteret teknisk beviskæde. Gennemsøgninger af et mistænkt fartøj, HAV Dolphin, fandt angiveligt intet (Spiegel, t-online). Mønstret er bekymrende, fordi målene er militære anlæg og energiinfrastruktur. Beviserne er stadig ikke hele vejen i mål.

Hvor myndigheden knækker

Den uafklarede placering af ansvaret betyder noget, fordi den gør håndhævelse langsommere. En lille drone, der flyver lavt over en militærbase og måske er sendt op fra et handelsskib med uklart ejerskab, falder ned mellem de sikkerhedssystemer, Europa har bygget. En stat kan kontrollere sit eget farvand. Længere ude kræver indgreb et juridisk grundlag: samtykke fra flagstaten, brud på sanktioner eller bevis for en forbrydelse (UNCLOS). I luften er NATOs air policing-system bygget til kampfly og missiler, ikke billige droner, der flyver lavt og forsvinder, før afvisningsberedskabet når frem (NATO).

På land efterforsker politiet, kystvagter patruljerer, og militære chefer beskytter følsomme anlæg. Men beslutningen om at jamme eller skyde en drone ned over beboede områder er stadig et nationalt juridisk spørgsmål uden fælles europæisk tærskel (New York Times).

EU kan gøre billedet skarpere. Unionens maritime operationer i Østersøen samler nationale kystvagtsressourcer med satellitbilleder og overvågningsdroner for at følge mistænkelige fartøjer (Finnish Border Guard). EU-sanktioner kan liste fartøjer, presse deres forsikring og gøre Ruslands skyggeflåde dyrere at drive (Council of the EU). Men hverken EU eller NATO kan borde et mistænkt skib eller neutralisere en drone på vegne af en national regering. Den taktiske beslutning bliver i det land, hvor hændelsen finder sted. Gråzoneoperationer er netop indrettet til at udnytte den slags ventetid.

Danmarks nyttige skepsis

Regeringer læser ikke beviserne ens. Danske medier har leveret den skarpeste modvægt til alarmen. Politiken beskrev en sag, hvor et dansk forsvarsfartøj angiveligt blev omringet af fire droner, og hvor myndighederne talte om en "kapabel aktør". Samme dækning spurgte, om beviserne rakte til at kalde det en russisk operation (Politiken). Weekendavisen gik længere: I nogle europæiske sager er de offentlige beviser svage, og i Danmark er det fortsat svært at fastslå, om der overhovedet var droner til stede (Weekendavisen).

Den skepsis er ikke en afvisning. Den peger på en anden risiko. Hvis regeringer taler om hybride trusler uden at vise beviser, efterlades borgerne med valget mellem blind tillid og blank afvisning. Begge dele gavner Moskva. Som Politiken formulerede det, kan Danmarks "dronepanik" i sig selv have været det, Putin ønskede: usikkerhed, der skaber frygt uden at kræve bevis.

Når håndhævelse flytter problemet til naboen

Sverige har vist, hvordan national handling kan se ud. Efter kystvagtens boardinger undgik flere sanktionsramte fartøjer angiveligt svensk territorialfarvand (Sjöfartstidningen). Svenske kommentatorer bemærkede, at trafikken blot kan flytte mod dansk og tysk farvand, hvor håndhævelsen er tyndere (Expressen). Tysk rapportering peger i samme retning: Skyggeflådens tankerruter er angiveligt rykket tættere på den tyske kyst (n-tv).

Det er et velkendt europæisk mønster. Truslen krydser grænser hurtigere end myndigheden. Et lands håndhævelse tester de juridiske redskaber, men flåden sejler videre. Frankrig behandler for sin del billige langtrækkende droner som et akut hul i forsvaret: Manglen på hurtige og billige metoder til at opdage og stoppe små droner. Derfor tilpasser landet lagdelte systemer til opgaven (Le Monde).

Det offentlige materiale mangler stadig det, der ville lukke sagen: nedtagne droner med sporbar elektronik, radarbilleder, der forbinder en flyvning med et fartøj, eller officielle regeringsvurderinger, der med juridisk sikkerhed udpeger Rusland. Den IISS-knyttede vurdering er, at en russisk forbindelse er meget sandsynlig. Regeringerne har indtil videre stort set undladt at sige det samme offentligt.

Europa står allerede med sårbarheden. Det afgørende spørgsmål er, hvem der kan bygge kæden fra mistanke til lovligt indgreb, før næste hændelse kommer.