Gibraltar åbner grænsen for 15,000 pendlere

Omkring 15.000 daglige pendlere krydsede 15. juli grænsen mellem Spanien og Gibraltar uden at vise pas ved landgrænsen for første gang i mere end 100 år (BBC, Spaniens udenrigsministerium). Aftalen, som den britiske minister Stephen Doughty og EU-kommissær Maroš Šefčovič underskrev dagen før i Bruxelles, fjerner ikke EU’s ydre grænse. Den flytter Schengen-kontrollen, altså pas- og identitetskontrollen ind til EU’s fælles rejseområde, fra det gamle trådhegn ved La Línea til Gibraltars lufthavn og havn. Her arbejder spanske og gibraltariske betjente nu side om side (den britiske regering, Brussels Times). Striden om suverænitet er stadig låst fast. Den daglige friktion er bare flyttet.

Spanien kontrollerer Schengen-porten

Spanien afgør nu, hvem der får adgang til Schengenområdet via Gibraltars lufthavn og havn. Spanske betjente gennemfører fuld ind- og udrejsekontrol dér og har adgang til EU’s sikkerhedsdatabaser (Spaniens udenrigsministerium). Madrid kan også udløse en suspension eller opsigelse af ordningen, hvis Spanien vurderer, at betingelserne ikke bliver overholdt. Gibraltar og Storbritannien bevarer deres egne kontroller ved de samme faciliteter.

Alle parter kalder det en sejr. London fastholder, at britisk suverænitet er "fuldt og udtrykkeligt beskyttet" (Gibraltars regering). Spanien siger, at landets krav på suverænitet står uændret (RTVE). Gibraltars vicechefminister, Joseph Garcia, formulerede det mere jordnært: "grænsen forbliver præcis, hvor den var", og "Schengen er et praktisk redskab og ikke et politisk flag" (Gibraltars regering). Aftalen skiller ejerskabet til territoriet fra selve grænsefunktionen. For Gibraltar giver det økonomisk luft til de omkring halvdelen af arbejdsstyrken, der hver dag pendler ind fra Spanien.

Kameraer erstatter hegnet

Det gamle hegn er væk. I stedet er der kommet et kontrolsystem fordelt på kameraer, databaser og lufthavnsgates. Gibraltar har opsat klatresikre hegn udvalgte steder, livekameraer med ansigtsgenkendelse koblet til Interpol og databaser over eftersøgte personer, automatisk nummerpladegenkendelse, CCTV og en permanent politimæssig tilstedeværelse langs den tidligere grænse (Gibraltars regering). I lufthavnsterminalen kobles EU’s nye biometriske ind- og udrejsesystem, EES, som registrerer fingeraftryk og ansigtsscanninger af rejsende uden for EU, til Schengeninformationssystemet, SIS. Det er EU’s fælles database for blandt andet eftersøgte personer og indrejseforbud. Aftalen giver også spanske betjente mulighed for under stramme betingelser at forfølge mistænkte over den gamle grænselinje ind i Gibraltar. Det kræver blandt andet forudgående varsel, identificerbare betjente og overholdelse af lokal lovgivning (GBC).

Mønsteret minder om Nordirland, hvor Brexit-løsningen undgik en hård landgrænse ved at flytte handelsfriktionen ud i Det Irske Hav. I begge tilfælde har London holdt en politisk følsom grænse blød ved at acceptere EU-regler og udenlandske embedsmænd et andet sted i systemet (Le Figaro). Gibraltars løsning er smallere. Den flytter kontrollens sted og personale, men indfører ikke et bredere sæt EU-regler på britisk territorium, sådan som Nordirland-aftalen gør.

Hvem tager telefonen

Aftalen mangler stadig godkendelse i Europa-Parlamentet, EU’s direkte valgte lovgiver, før den kan ratificeres fuldt ud. Men det mere presserende hul handler om ansvar.

Tag en rejsende, der ankommer til Gibraltars lufthavn, bliver fejlagtigt markeret i SIS og derefter nægtes indrejse af en spansk betjent. Hvem behandler klagen? Spanien kontrollerer indrejsebeslutningen og databaseadgangen. Klageadgang for markerede rejsende går gennem spanske administrative kanaler (Spaniens udenrigsministerium). Samtidig siger den britisk-gibraltariske aftale, at London har det endelige ansvar efter folkeretten. Guvernøren, den britiske monarks udpegede repræsentant i Gibraltar, har fortsat myndighed over den indre sikkerhed og står over den lokale regering på sikkerhedsområdet (den britiske regering). Og Gibraltar selv skal føre aftalens daglige forpligtelser ud i livet.

Én grænsehændelse kan dermed spænde over tre jurisdiktioner, to retssystemer og to regimer for datastyring. Aftalen gør hverdagen lettere for pendlerne. Den gør ikke ansvaret mere enkelt. Europa-Parlamentet, som skal stemme om ratifikationen, er den institution, der kan kræve klarere svar, før det siger ja.