Russiske milliarder rammer Belgien

Tre tidligere vestlige embedsmænd foreslog 8. august, at EU overtager den administrative kontrol med omkring 210 mia. euro i indefrosne reserver fra Ruslands centralbank. Forslaget, som først blev omtalt i tyske medier, kommer fra Annegret Kramp-Karrenbauer, tidligere tysk forsvarsminister, Nathalie Loiseau, tidligere fransk Europaminister, og Daleep Singh, tidligere højtstående amerikansk sanktionsrådgiver (FAZ, RBC Ukraine). Det er en politisk kampagne, ikke EU-politik. Netop forskellen mellem de to er sagens kerne.

Det system med afkast, Europa allerede bruger

Da EU i 2022 indefrøs russiske centralbankreserver, blev de underliggende aktiver, blandt andet obligationer og kontante indskud, ved med at give afkast. Kuponer forfaldt. Renter løb på. EU tager den indkomst og sender den videre til Ukraine, mens hovedstolen bliver stående som indefrosset og formelt russisk ejet (Rådet, EUR-Lex).

Den 3. august overførte EU 1,4 mia. euro i sådanne indtægter. Dermed er det samlede beløb oppe på 8 mia. euro, siden ordningen begyndte (EEAS, Euronews). Det meste af pengene, 95 %, hjælper Ukraine med at betale renter og afdrag på G7-lån snarere end at købe våben. De sidste 5 % går gennem Den Europæiske Fredsfacilitet til militær støtte (EU-Kommissionens repræsentation i Frankrig).

G7-modellen fungerer sådan: Långiverne betaler Ukraine nu, og fremtidige indtægter fra de indefrosne russiske aktiver er med til at tilbagebetale lånene over tid (G7’s Apulia-kommuniké). Det er snild finansiel konstruktion, men den hviler stadig på renteindtægter, ikke på hovedstolen på 210 mia. euro. Målt mod Ukraines krigs- og genopbygningsudgifter er 8 mia. euro begrænset. Den forskel driver ønsket om at gå længere.

Hvad en overførsel af kontrollen ville ændre, og hvorfor Belgien bremser

Næsten alle de indefrosne russiske reserver ligger ét sted: hos Euroclear, en Bruxelles-baseret institution, der registrerer ejerskab af værdipapirer og afvikler handler mellem købere og sælgere. Omkring 90 % af EU’s indefrosne russiske aktiver opbevares der (EUobserver).

Den koncentration giver Belgien meget konkret magt. Ethvert skridt ud over at bruge afkastet, hvad enten det gælder overførsel af forvaltningen, beslaglæggelse eller nye anvendelser af hovedstolen, kræver belgisk medvirken, fordi aktiverne ligger i belgisk finansiel infrastruktur. Belgien kan sige nej, og så stopper forslaget.

Planen går ud på at flytte reserverne ud af Euroclear og ind i et nyt EU-kontrolleret organ. Det formelle ejerskab skulle blive hos Ruslands centralbank, og forslagsstillerne fremstiller derfor modellen som administration, ikke konfiskation (FAZ, Fakti). Men den praktiske virkning er en omfordeling af risiko. I dag bærer Belgien og Euroclear de juridiske og operationelle følger af en geopolitisk beslutning, som alle 27 EU-regeringer har truffet.

Presset er konkret. I juli stadfæstede en appeldomstol i Moskva et krav på 18,17 billioner rubler mod Euroclear i en sag anlagt af Ruslands centralbank (Washington Post, Brussels Times). Afgørelsen kan ikke håndhæves efter belgisk ret, men den viser, hvor Moskva sigter: mod den ene institution, der holder reserverne, ikke mod EU som kollektiv. Belgiens tøven er derfor ikke svaghed. Den er et rationelt svar på at bære koncentreret risiko på hele unionens vegne.

Den juridiske grænse, Europa ikke har krydset

Skellet mellem afkast og hovedstol er ikke juristeri. International ret beskytter centralbankaktiver stærkere end næsten nogen anden type statslig ejendom (FN’s konvention om statsimmunitet). Når EU bruger afkast efter indefrysningen, berører det indkomst, som ikke fandtes før indefrysningen. Når EU tager kontrol med hovedstolen, berører det ejendom, der tilhørte Rusland før krigen.

Forslaget forsøger at gøre den grænse mindre skarp. Ejerskabet bliver på papiret i Moskva, men kontrollen flytter til EU. Om verdens øvrige centralbanker i praksis vil opfatte det som konfiskation, er et åbent og væsentligt spørgsmål. Hvis reserveforvaltere konkluderer, at aktiver placeret i europæiske systemer kan skifte hænder ved politisk beslutning, kan nogle vælge at holde færre reserver i euro. ECB, Den Europæiske Centralbank, har anerkendt den bredere risiko for, at sanktionsrelaterede tiltag kan påvirke europæisk finansiel infrastrukturs internationale rolle, dog uden specifikt at nævne denne debat.

Polen og de baltiske lande vil hilse en model velkommen, hvor Rusland betaler, og deres eget finanspolitiske pres lettes. Belgien og Euroclear bærer en juridisk eksponering, som ingen model reelt har løst. Ukraine får finansiering under begge modeller, men størrelsen afhænger af, hvilken juridisk grænse Europa vælger at krydse. Foreløbig lyder svaret: afkast ja, hovedstol nej. Tre tidligere embedsmænd vil ændre det. De 27 siddende regeringer har ikke gjort det.