70 tankskibe passerer ureguleret Hormuz

Tankskibene er tilbage i Hormuzstrædet. På en nylig dag sejlede 70 fartøjer gennem passagen, mod færre end ti i de værste måneder af konfrontationen mellem USA og Iran (CNN). Våbenhvilen holder foreløbig. Det gør ruten ikke. Iran, USA, forsikringsselskaber og rederier arbejder stadig med hver deres definition af sikker passage, og Europa ender med at forsikre lasten, sende krigsskibe og bære politisk risiko gennem et stræde, som ingen reelt styrer.

Modstridende instrukser, ingen dommer

Iran kræver forhåndsgodkendelse og sejlads tæt på den iranske kyst. USA og vestlige forsikringsselskaber foretrækker en korridor nær Oman under amerikansk luftdækning. Et rederi, der følger den ene instruks, risikerer ansvar over for den anden side (Rzeczpospolita, EFN). Iran har truet skibe, der sejler uden tilladelse (Omni).

Mere trafik er ikke det samme som sikker trafik. Præmierne på krigsrisikoforsikring ligger fortsat omkring otte gange højere end før konflikten, og flere store rederier holder sig stadig væk fra området (Business Insider Polska).

Lloyd's Market Association understregede, at faldet i antallet af skibe skyldes sikkerhedsbekymringer, ikke mangel på forsikringsdækning (LMA). Krigsdækning kan stadig købes, men til høje præmier og med usikkerhed om minerydning og havnedrift (S&P Global). EU-Kommissionen vurderede, at råolieforsyningen foreløbig er stabil, hjulpet af lagre og alternative ruter, men at olie fra Golfen vil være tid om at nå Europa (European Commission).

Intet kommandocenter

Europas dybere problem er, at ingen ejer opgaven. EU's udenrigschef Kaja Kallas skal ifølge Reuters have sagt, at der ikke er "appetit" på at udvide Aspides, EU's flådeoperation i Det Røde Hav, til Hormuz (Reuters). NATO's generalsekretær Mark Rutte beskrev en fransk-britisk koalition, ikke en NATO-ledet operation (Rutte remarks). FN og Den Internationale Søfartsorganisation, FN's søfartsorgan, koordinerer sikkerhed og evakuering af strandede søfolk, men leder ikke militære eskorteoperationer (UN News). Ingen har sagt, hvem der skulle kommandere en europæisk Hormuz-mission, hvilket retsgrundlag den skulle operere på, eller hvornår eskorte kunne bruge magt.

Alligevel handler enkeltlande. Folketinget har godkendt et dansk bidrag på omkring 10 personer til en europæisk ledet indsats: stabsofficerer, droneoperatører og tolke (BT, Copenhagen Post). Nederlandene har dirigeret fregatten Zr.Ms. De Ruyter mod strædet (Defensie, Stars and Stripes). E5-gruppen, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Storbritannien, har erklæret sig villig til at deltage "så snart forholdene tillader det" (Élysée). Der findes altså konkrete militære bidrag og konkrete parlamentsbeslutninger, men ikke et fælles mandat.

Rumænien viser, hvordan lande kan blive trukket ind på eskalationskortet uden at deltage i en Hormuz-mission. Efter Rutte sagde til Fox News, at Bukarest havde reduceret kommercielle flyvninger for at give plads til amerikanske tankfly, beskyldte Iran Rumænien og Italien for medvirken til "aggression" (HotNews). Rumænien afviste at være part i konflikten og henviste til eksisterende bilaterale aftaler (News.ro). Baser og luftrum kan gøre et land til mål, før et parlament overhovedet stemmer om en udsendelse.

Den manglende trafikregel

Amerikanske og iranske forhandlere ventes til Doha 30. juni til tekniske samtaler om at fastholde våbenhvilen. Selv hvis de lykkes, står de afgørende spørgsmål om Hormuzstrædets brugbarhed åbne. Chatham House vurderer, at minerydning bliver vanskelig og afhænger af en holdbar våbenhvile (Chatham House). Der findes ikke et offentligt minekort. Der findes ikke en fælles sejladskorridor, som har erstattet de modstridende iranske og amerikanske instrukser. Og intet europæisk parlament har fået klart at vide, hvilken eskalationsrisiko regeringen accepterer ved at bidrage med skibe, huse fly eller forsikre last gennem strædet.

Vandet er åbent. Reglerne er det ikke. Det er Europas arbejdsrum, indtil nogen aftaler, hvem der kontrollerer sikker passage.