EU-gæld presser nye prioriteter

EU vil opruste, støtte Ukraine og betale pandemigæld tilbage. Men budgetrammen, der skal finansiere det hele, er omtrent på størrelse med den ramme, der blev vedtaget, før de nye prioriteter opstod. Derfor handler den næste budgetkamp ikke kun om nye penge, men om hvad der må vige.

Den flerårige finansielle ramme, MFF, sætter loftet for EU’s udgifter i syv år og skal vedtages enstemmigt af alle medlemslande (EUR-Lex). Den nuværende ramme for 2021-2027 er på omkring 1.074 mia. euro i 2018-priser (European Commission).

Den næste ramme får en regning, som tidligere budgetter ikke havde. Under pandemien lånte EU cirka 750 mia. euro gennem NextGenerationEU, genopretningsfonden efter coronakrisen (Council of the EU). Afdragene begynder i 2028. De penge skal betales, før nye programmer kan få plads. Dermed skal den næste MFF rumme forsvar, Ukraine-støtte og investeringer i konkurrenceevne, samtidig med at EU begynder at servicere en fælles gæld, som ikke fandtes, da det nuværende loft blev fastsat.

Hvor pengene ligger

To gamle budgetposter fylder mest. Samhørighedspolitikken, altså regionale investeringer der skal mindske forskellen mellem rigere og fattigere dele af EU, udgør 426,7 mia. euro. Landbruget får yderligere 401 mia. euro. Tilsammen sluger de omtrent to tredjedele af budgettet. Sikkerhed og forsvar får 14,9 mia. euro, omkring 1,2 % (EUR-Lex).

Oven på det kommer de nye krav. Ukraine har en vedtaget EU-facilitet på 50 mia. euro for 2024-2027, men ingen afklaret efterfølger (European Commission). EU’s strategiske dagsorden peger på konkurrenceevne, forsvar, Ukraine-støtte og sikkerhed som centrale prioriteter (European Council). Europa-Parlamentet har desuden stemt for at kræve næsten 200 mia. euro mere end Kommissionens forslag for den næste budgetperiode (Euronews).

Fire muligheder, fire blokerende koalitioner

Hullet kan kun lukkes på fire måder: EU kan hæve budgetloftet, vedtage nye indtægter på EU-niveau, skære i eksisterende programmer eller låne igen. Hver mulighed møder en koalition, der kan blokere.

Nederlandene ser forhandlingerne gennem nettobidragsyderens regneark. Landets betalinger til Bruxelles kommer især via BNI-baserede bidrag, hvor medlemslandene betaler efter national indkomst. De bidrag stiger, når andre EU-indtægter ikke slår til (Rijksoverheid, European Commission). Tyskland har typisk lagt sig samme sted. Begge lande mener, at nye udgifter først skal findes inden for det eksisterende loft, før højere nationale betalinger kommer på bordet.

Polen står på den modsatte side. Warszawa bruger blandt de højeste andele af BNP på forsvar i NATO (NATO), men er samtidig stærkt afhængig af samhørighedsmidler og landbrugsstøtte. Den kombination fungerer kun, hvis budgettet vokser. En gruppe på 16 medlemslande, blandt dem Italien, Polen og Rumænien, har afvist Kommissionens udkast og krævet stærkere beskyttelse af samhørighedspolitik og landbrug (EUNews).

Frankrig behandler den fælles landbrugspolitik, altså landbrugsstøtte og støtte til landdistrikter, som en politisk rød linje (European Commission). Paris har derfor brug for enten et større budget eller nye indtægter. Ellers støder franske prioriteter ind i hinanden.

Rumænien viser en risiko, som de rå budgettal skjuler. Hvis penge flyttes fra formelbaserede samhørighedsmidler, der fordeles efter regioners indkomstniveau, til puljer hvor landene skal vinde støtte med de bedste projekter, bliver institutionel kapacitet afgørende. Lande med svagere forvaltninger skal så konkurrere om penge, de tidligere modtog efter behov (Cohesion Data). Budgettet kan altså vokse, mens fattigere medlemslande alligevel står dårligere.

Indtægter, der endnu ikke findes

Kommissionen har foreslået nye »egne indtægter«, altså pengestrømme der går direkte til EU-budgettet. Forslagene omfatter indtægter fra kvotehandelssystemet ETS, EU’s marked for CO2-udledninger, fra CO2-grænsetilpasningsmekanismen CBAM, en afgift på CO2-tunge importvarer, og fra en statistisk afgift på selskabers overskud (European Commission). Ingen af dem er vedtaget. Indtægter fra ETS og CBAM kan ramme importører og forbrugere, og dermed åbner de deres egne fordelingskampe. Hvis de giver mindre end ventet, er nationale bidrag fortsat bagstopperen (EUR-Lex).

Budgettet, der skal forme EU’s udgifter i syv år, bliver forhandlet, mens hvert medlemsland beskytter sine egne poster. Det ubesvarede spørgsmål er, om nogen regering vil sige højt, hvilket program den er villig til at miste.