Østrig afsætter €264 million til gaslager

Østrig forlænger sin strategiske gasreserve med yderligere to år. Regningen er budgetteret til omkring 264 mio. euro frem til april 2029 (BMWET, Krone). Reserven er en nødbeholdning på 20 TWh, svarende til omtrent en fjerdedel af landets årlige gasforbrug. Den er under statslig kontrol og holdes uden for den almindelige handel med gas (BMWET). Ministeriet vurderer, at forsyningen aktuelt er sikker. Økonomiminister Wolfgang Hattmannsdorfer peger på konflikterne i Mellemøsten som en påmindelse om, hvorfor instrumentet skal holdes i live (Krone). Det er ikke kriseforbrug. Det er prisen for at undgå, at en krise bliver dyrere.

Hvorfor staten lagrer gas i stedet for at overlade det til selskaberne

Reserven findes, fordi gasmarkedet har et indbygget hul. Hvis gas er dyr om sommeren, kan en leverandør tabe penge på at fylde lagre op til vinteren. Der er ingen garanti for, at vinterpriserne senere dækker indkøbsprisen. Det er rationelt for den enkelte virksomhed at være forsigtig, men samlet kan den forsigtighed efterlade et land sårbart, når fyringssæsonen begynder.

EU erkendte problemet, efter at Rusland skar i rørledningsleverancerne i 2022. Med forordning 2022/1032 blev medlemslandene pålagt at fylde gaslagre før vinteren. EU-Kommissionen betragter lagret gas som EU’s vigtigste forsyningskilde i de kolde måneder. Østrig går længere end de fælles krav. Landet nøjes ikke med fyldningsmål, men holder 20 TWh under direkte statskontrol, som kun kan frigives, hvis regeringen erklærer en nødsituation.

Budgettet fordeler sig på cirka 115 mio. euro i 2027, 120 mio. euro i 2028 og 30 mio. euro i begyndelsen af 2029 (BMWET, Zur Sache). Østrig køber ikke ny gas for pengene. Staten betaler for at holde den eksisterende nødbeholdning juridisk adskilt og fysisk lagret under jorden. Ministeriet venter, at de faktiske omkostninger bliver lavere, men loftet er fastsat.

Hvorfor fyldningsprocenter kan snyde

Østrigs gaslagre var i begyndelsen af juli omkring 54,7 % fyldt mod et EU-gennemsnit på cirka 49,7 % (Voltstack). Det lyder middelmådigt, indtil man ser på størrelsen. Østrig har lagerkapacitet på omkring 100 TWh, svarende til omtrent 125 % af landets årlige gasforbrug (Energy News Magazine). Halvfulde lagre i den skala er stadig en betydelig fysisk buffer.

Polen viser, hvorfor procenttallet alene er misvisende. De polske lagre var på samme tidspunkt omkring 70,6 % fyldt, altså en højere andel end de østrigske. Men fordi Polens lagerkapacitet er lille i forhold til forbruget, dækkede det kun omkring 12 % af landets årlige gasforbrug (Rzeczpospolita). Østrigs lavere fyldningsgrad dækkede omtrent 78 % af et års forbrug (Energy News Magazine). Det afgørende spørgsmål er ikke, hvor fuld tanken er, men hvor længe den kan dække efterspørgslen.

Hvem betaler, hvem vinder

De østrigske skatteydere betaler direkte. Udgiften står som en synlig post på budgettet, ikke gemt i regulerede gastariffer, som andre EU-lande har valgt. Det østrigske handelskammer har kaldt reserven et "stabilitetsanker" for erhvervslivets rammevilkår (OTS/WKÖ).

Gevinsten ligger hos husholdninger og industri, som får lavere risiko for rationering eller panikdrevne prisstigninger, hvis forsyningen strammer til. Taberne er de kommercielle handlere, som ellers kunne tjene på knaphedspræmier under en krise, samt alle skatteydere, der finansierer en forsikring, som måske aldrig bliver brugt.

Risikoen er, at staten ender med at holde gas på lager år efter år for offentlige penge, selv om markedsvilkårene ændrer sig. Forsvaret for beslutningen er timingen. Efter en vinter, hvor de østrigske lagre faldt til 36 % i marts (BMWET), og hvor EU’s samlede fyldningsniveauer ligger klart under det normale for sæsonen (NDR), ville en senere fornyelse betyde, at staten skulle købe sikkerhed i et strammere marked. Om reserven er en veludformet forsikring eller blot en dyr en af slagsen, afhænger af detaljer, som budgettallene ikke viser: hvor hurtigt gassen faktisk kan nå frem til forbrugerne i en nødsituation, og om Østrigs indkøbsaftaler mindsker afhængigheden af enkelte leverandører før 2029.