Belgien mangler €7.7 billion

Belgien har sat tal på det hul, som mange europæiske regeringer helst omtaler i mere tågede vendinger. Den føderale overvågningskomité har meddelt regeringen, at den skal finde 7,7 mia. euro frem mod 2029 for at leve op til EU’s finanspolitiske krav. I 2031 vokser behovet til 9,8 mia. euro (BRF). Finansminister Vincent Van Peteghem havde allerede advaret om, at regningen ville blive mindst 7 mia. euro (PAL). Arbejdsgiverorganisationen FEB/VBO går længere og henviser til beregninger fra den belgiske nationalbank, som peger på 14 mia. euro, hvis underskuddet skal under 3 % af BNP i 2029 (FEB/VBO).

Det hul kan kun lukkes med en blanding af højere skatter, lavere offentlige udgifter og ændringer i pensionssystemet. Spændet mellem estimaterne, fra 7 til 14 mia. euro, viser allerede problemet: Koalitionen har endnu ikke besluttet, hvem der skal betale.

Reglerne, der tvang tallet frem

EU ændrede sine finanspolitiske regler i 2024. Det gamle system kredsede især om ét spørgsmål: Ligger det årlige offentlige underskud under 3 % af BNP? De nye regler ser også på den såkaldte nettoudgiftssti, altså et loft over, hvor hurtigt de offentlige udgifter må vokse fra år til år, når renteudgifter og EU-finansierede programmer holdes ude (European Commission, Regulation 2024/1263).

Hvert land afleverer en flerårig plan. EU-Kommissionen vurderer, om tallene hænger sammen. Ministerrådet godkender planen, og derefter bliver udgiftsloftet bindende.

Når en regering overskrider 3 %-grænsen eller afviger fra den aftalte kurs, åbner EU en procedure for uforholdsmæssigt store underskud. Det er ikke bare en irettesættelse, men et formelt korrektionsforløb med frister, overvågning og krav om tilpasning. Belgien er et af ni lande, der aktuelt er underlagt proceduren sammen med Frankrig, Italien, Østrig, Finland, Ungarn, Polen, Rumænien og Slovakiet (European Commission). Malta er netop kommet ud af den (Brussels Times). Belgien er ikke.

Samme pres, forskellige kneb

Belgien skiller sig ud, fordi regeringen har lagt et konkret tal frem. De fleste lande under finanspolitisk pres forsøger at undgå netop det.

Tyskland er den klare kontrast. Finansminister Lars Klingbeils budgetudkast for 2027 lægger op til 203,7 mia. euro i samlet ny gæld (ZEIT). Det kan Berlin blandt andet gøre, fordi en forfatningsændring nu holder forsvarsudgifter over 1 % af BNP uden for gældsbremsen, den tyske forfatningsregel, der begrænser, hvor meget forbundsstaten må låne på et år. Resten dækkes gennem træk på reserver og mindre overførsler til de sociale forsikringsordninger (t-online).

Tysklands pres på de offentlige finanser er reelt. Det fremstår bare ikke som én synlig regning. Låntagningen ligger i forskellige rum, som Bruxelles ikke tæller ens.

Rumænien viser den anden ende af skalaen. Landet har været under EU’s underskudsprocedure siden 2020 og havde i 2025 et underskud på 7,9 % af BNP (European Commission). Relativt set er hullet flere gange større end Belgiens. Når en stat ikke hurtigt kan opkræve væsentligt flere indtægter, falder tilpasningen normalt på de redskaber, der er lettest at administrere: højere forbrugsafgifter, lønstop i den offentlige sektor og flade besparelser. Husholdninger og offentligt ansatte tager regningen, fordi alternativerne kræver reformer, som tager år at bygge.

Timingen gør opgaven vanskeligere for alle. EU og NATO beder regeringerne bruge mere på forsvar, netop som EU’s finanspolitiske regler presser dem til at bruge mindre på stort set alt andet.

Et tal er ikke en plan

Belgien har noget, mange lande i underskudsproceduren mangler: et synligt mål. Men et mål er ikke en plan. De 7,7 mia. euro fortæller ikke pensionister, om ydelserne bliver mindre, patienter, om sundhedsvæsenet skal spare, eller regionale regeringer, om overførslerne falder.

Andre belgiske estimater ligger mellem 7 og 11 mia. euro, afhængigt af antagelser om vækst og renter (Business AM). FEB/VBO henviser samtidig til tal fra overvågningskomitéen, som viser et sparebehov på 4,9 til 6,7 mia. euro, hvis udgifterne fortsætter i det nuværende tempo (FEB/VBO).

Ni eurolande står med hver deres version af samme regnestykke. Ingen har fremlagt en klar politisk fordeling af byrden. Belgien har gjort det sjældne: Det har sat navn på regningen. Indtil koalitionen også sætter navn på betalerne, hvilke skatteydere, hvilke pensionister, hvilke offentligt ansatte, er tallet ansvarlighed uden politik.