Belgien tillader dronejamming ved atomkraftværker

Når en drone nærmer sig hegnet om et atomkraftanlæg, tæller sekunderne. Sensorer slår ud, vagter alarmerer, og den normale kommandovej gennem politi eller forsvar kan være for langsom. Belgien vil derfor give udvalgte beskyttede anlæg en hurtigere mulighed: autoriseret jamming, før de statslige enheder når frem.

Ændringen vil lade udvalgte operatører bruge anti-drone-jammere under snævre betingelser ved blandt andet atomkraftanlæg, fængsler, Seveso-anlæg, altså kemiske industrianlæg med særlig ulykkesrisiko, og europæiske institutioner i Bruxelles. Dermed vil Belgien udvide et redskab, som i dag især ligger hos politi, forsvar og efterretningstjenester. Forsøget er interessant for resten af Europa, fordi det rammer et svært spørgsmål: Kan stater flytte droneforsvaret tættere på sårbare steder uden at skabe privat radiostøj med for løs kontrol?

Tilladelse ved hegnet

Jamming kan afbryde en drones styring, videoforbindelse eller navigation uden at skyde den ned. Det gør teknologien brugbar ved tætbefolkede eller følsomme steder. Men den er også risikabel, fordi radiospektret er fælles infrastruktur. EU-regler som radioudstyrsdirektivet og den europæiske kodeks for elektronisk kommunikation behandler skadelig interferens som noget, staten skal holde kontrol med.

Belgien forsøger at gøre tilladelsen smal. Operatører skal give hændelsesspecifik besked til BIPT/IBPT, den belgiske telemyndighed. De skal også begrænse både område og varighed mest muligt. Den offentlige sikkerhedsgevinst skal veje tungere end risikoen for forstyrrelser.

Det flytter statens tilladelse ned til selve hegnet. Operatørerne får ikke en blankocheck. De får en kontrolleret beføjelse i de tilfælde, hvor dronen allerede er tæt på, og den normale godkendelseskæde kan være for langsom.

Presset kommer efter gentagne ulovlige overflyvninger nær lufthavne, militære anlæg og steder med forbindelse til opbevaring af atomvåben. Belgien satte derefter en anti-drone-indsats på 50 mio. euro i gang med radarer og bærbare jammere. Svagheden viste sig igen og igen at være autorisationen: uforklarede hændelser omkring kritiske steder afslørede forsinkelser mellem registrering, kommando og handling.

Industrien havde allerede vist hullet. Efter mistænkelige droneflyvninger over Thales Belgium havde virksomheden udstyr til at opdage dronerne, men den måtte ikke lovligt gribe ind uden de kompetente myndigheder. Den kunne se og advare, mens dronerne stadig var i luften (EU Today, War Wings Daily).

Europas ujævne kort

Belgiens beslutning handler ikke kun om national sikkerhedsadministration. Den beskyttede geografi omfatter EU-institutioner, NATO-forbundne steder og infrastruktur knyttet til håndhævelse af sanktioner. Belgiens udsathed hænger sammen med NATO’s hovedkvarter, EU-institutionerne og Euroclears rolle i indefrosne russiske aktiver. En belgisk regel om jammere kan derfor få praktisk betydning for sikkerheden omkring europæiske magtcentre, selv om lovgivningen fortsat er national.

Her ligger det europæiske problem. EU-Kommissionen har en handlingsplan mod dronetrusler, som bygger på test, fælles værktøjer og arbejde med fælles standarder. Medlemslandene afgør stadig, hvem der faktisk må bruge magt eller skabe interferens. Euronews ramte begrænsningen: EU kan støtte koordinering, men dronesikkerhed er fortsat i hovedsagen national.

Frankrig bevæger sig i samme retning. En tekst i det franske Senat vil give vitale operatører eller deres leverandører mulighed for at bruge anti-drone-udstyr mod nært forestående trusler ved beskyttede steder. Tyskland holder en strammere linje. Bundesnetzagentur betragter jammere som ulovlig interferens som hovedregel.

Europa vælger altså forskelligt mellem hastighed og kontrol. Belgien og Frankrig afprøver et delegeret forsvar ved selve anlægget. Tyskland holder sig tættere på en statscentreret model. Jo flere droner der dukker op nær lufthavne, havne, militære anlæg og energiinfrastruktur, desto sværere bliver det at forsvare dette kludetæppe.

Risikoen står tilbage

Argumentet for Belgiens model er enkelt: Droner bevæger sig hurtigere end ministerier. Operatøren på stedet kan være den eneste aktør, der er tæt nok på til at handle i tide.

Risikoen er lige så konkret. En jammer kan forstyrre nødkommunikation, luftfartssystemer eller lovlige radiotjenester. En drone, der mister forbindelsen, kan også styrte ned uden for hegnet. Dermed flyttes risikoen fra det beskyttede område til borgerne omkring det.

Den afgørende prøve ligger i de detaljer, Belgien endnu ikke fuldt har afklaret offentligt: hvem der kan kvalificere sig, om operatører skal have forudgående instruktion eller kun give besked, hvordan aktiveringer logges, hvem der efterprøver dem, og hvem der betaler, hvis lovlig jamming fører til skade. Belgien giver Europa en model for hurtigere forsvar i sidste led. Landet viser samtidig, hvor let dronesikkerhed kan løbe fra de juridiske ledninger, der skulle holde den under kontrol.