Belgien vrager FCAS for amerikanske droner

Belgiens forsvarsminister, Theo Francken, har ifølge La Razón og g-enews erklæret det fransk-tysk-spanske kampflyprogram FCAS for dødt og argumenteret for, at Belgien i stedet bør satse på amerikanske autonome droner (La Razón, g-enews). Belgien var kun observatør i FCAS, ikke en af de bærende partnere. En belgisk tilbagetrækning vælter derfor ikke programmet.

Men signalet rækker længere end selve beslutningen. Et NATO-land, som allerede køber F-35-fly, vurderer nu Europas vigtigste projekt for fremtidens luftkamp som langsommere og mindre anvendeligt end de løsninger, USA allerede kan levere.

Kommando-problemet, Bruxelles ikke kan løse

FCAS var tænkt som et samlet luftkampsystem: et bemandet kampfly, autonome følgedroner og et fælles datalag, der binder sensorer, våben og kommando sammen på tværs af et flyvevåben (The Guardian, El País). Programmet gik i stå på et spørgsmål, der lyder industrielt, men i virkeligheden handler om magt: Hvem bestemmer over designet?

Franske Dassault stod i spidsen for kampflydelen og krævede kontrol over arkitektur, software og eksportrettigheder. Det krav hang også sammen med Frankrigs atomstrategi. Flyet skulle på sigt kunne indgå i den franske nukleare afskrækkelse, og dermed blev fælles kontrol et suverænitetsspørgsmål for Paris (Le Figaro). Tyske Airbus afviste til gengæld at få en underordnet rolle i et program, som Berlin skulle være med til at finansiere i stor skala (FAZ). Ingen af parterne flyttede sig. Programmet gik i stå.

EU har ikke et redskab, der kan skære igennem sådan en konflikt. Indkøb af kampfly er fortsat en national beslutning efter EU-traktaterne. Artikel 346 i traktaten om EU’s funktionsmåde giver medlemslandene vid adgang til at fravige almindelige regler ved våbenindkøb, når de henviser til national sikkerhed (Article 346). Bruxelles kan støtte fælles forskning gennem Den Europæiske Forsvarsfond og forsøge at fremme fælles indkøb gennem programmer som EDIP, EU’s forsvarsindustriprogram (EDF, EDIP). Men EU-Kommissionen kan ikke udpege en hovedleverandør, fordele designmyndighed eller forhindre en minister i at købe amerikansk.

Ifølge Kommissionens eget EDIP-forslag gik 78 % af medlemslandenes forsvarsindkøb efter oprustningen siden 2022 til leverandører uden for EU, mens 63 % gik til amerikanske leverandører (EDIP proposal). EU’s politik for strategisk autonomi skal mindske den afhængighed. Franckens linje vil, hvis den bliver omsat til indkøb, trække i den modsatte retning.

Pengene flytter sig hurtigere end Europas kommandostrukturer

FCAS-sammenbruddet rammer partnerne forskelligt. Frankrig får på kort sigt friere hænder til at beskytte Dassaults designkontrol og forfølge en mere fransk vej efter Rafale. Til gengæld mister Paris medfinansiering og et vigtigt argument for, at Europa selv kan bygge næste generation af kampfly uden at ende hos Washington (Brussels Signal).

Tysklands forsvarsminister, Boris Pistorius, har beskrevet næste skridt som en søgen efter "mere pålidelige muligheder". Både et Airbus-ledet alternativ og flere F-35-fly er nævnt som muligheder (Deutschlandfunk). Berlins styrke er finansiel: Frankrig kan vanskeligt betale et sjettegenerationskampfly alene uden en velhavende partner (FAZ).

Spanien, den tredje FCAS-partner, står mellem de to positioner og møder samtidig amerikansk pres for at genåbne døren til F-35 (Infobae). For lande på NATO’s østflanke, især Polen, er regnestykket mere direkte. Med Rusland som den konkrete trussel vejer samspil med amerikanske systemer her og nu tungere end et europæisk kampfly, der først ventes omkring 2040.

Konkurrencen gør forskellen tydeligere. Det amerikanske flyvevåben har allerede tildelt de første produktionskontrakter på 150 Collaborative Combat Aircraft, autonome droner, der skal flyve sammen med bemandede kampfly, til Anduril og General Atomics (Shephard, Forecast International). Europæiske programmer forhandler stadig styring. Amerikanske programmer afgiver ordrer.

Det er den forskel, EU’s forsvarspolitik nu skal måles på. Bruxelles har bygget finansieringsværktøjerne og skabt incitamenter til fælles indkøb. Det, EU stadig mangler, er en måde at afgøre, hvem der bestemmer over designet, før køberne én efter én vælger det, der allerede står på hylden.