Belgien binder havvind til energiø

Belgien forbereder et nyt udbud af havvind i Princess Elisabeth-zonen med levering omkring 2031. På papiret ligner det et nationalt projekt: én regering, ét havområde og én park af nye møller. Men under overfladen ligger det egentlige forsøg. Den kunstige energiø, som skal samle strømmen og sende den videre gennem kabler til nabolande, gør udbuddet til en test af, om Nordsøen kan fungere som fælles europæisk produktionsområde for grøn strøm (FPS Economy Belgium).

De første vindere bliver ikke husholdningerne. Det bliver udviklere, som får kontrakter, banker tør finansiere, havne og ingeniørvirksomheder med den knappe kapacitet til installation, og netselskaber, der bygger reguleret infrastruktur. Forbrugerne får kun gevinsten, hvis mindre afhængighed af gas og kul på længere sigt sænker omkostningerne. Det sker ikke af sig selv. Netbetalinger og statsstøtte ender også på elregningen, så fordelingen afhænger af beslutninger, Belgien endnu ikke har truffet.

En ø bygget til mere end ét land

Princess Elisabeth Island, som det belgiske transmissionsselskab Elia bygger til havs, skal samle strøm fra nye havvindmølleparker og understøtte højspændingsforbindelser til andre lande (Elia). Øen er tænkt som et knudepunkt i det grænseoverskridende elnet, som regeringerne omkring Nordsøen forpligtede sig til på topmødet i Oostende i 2023. Her aftalte Belgien, Tyskland, Danmark og Nederlandene at koordinere kabler, der forbinder flere lande, i stedet for blot at føre én havvindmøllepark ind til én kyst (North Sea Summit Declaration).

EU-Kommissionens havvindstrategi forklarer økonomien bag: Havvind bliver billigere og mere nyttig, når den kobles til grænseoverskridende kabler og markedsregler, der lader strømmen flyde derhen, hvor efterspørgslen er størst (EUR-Lex). I et koblet elmarked bevæger strømmen sig fra billigere områder til dyrere områder gennem koordinerede auktioner. Belgisk havvind kan dermed presse priserne ned i Nederlandene og Tyskland, men også flytte flaskehalse rundt i nettet.

Belgien rammer samme anlægsvindue som det dansk-tyske Energiø Bornholm-projekt, der skal forbinde havvind med transformerstationer i begge lande, mens større anlægsarbejder ventes at begynde omkring 2027-28 (Bornholm.dk). Det betyder konkurrence om de samme kabler, konverterplatforme og installationsskibe.

Kontrakten bærer den reelle risiko

Europa har allerede dyre erfaringer med, hvor meget udbudsdesignet betyder. Den nulstøttemodel, som Nederlandene og Tyskland afprøvede i årene omkring 2019 til 2025, brød sammen, da højere renter og anlægsomkostninger gjorde projekterne vanskelige at finansiere. Landene vender derfor tilbage til differencekontrakter, de såkaldte CfD’er: Staten garanterer en minimumspris per produceret megawatt-time. Når markedsprisen ligger under denne aftalte pris, betaler staten forskellen. Når markedsprisen ligger over, betaler udvikleren tilbage (European Commission).

Den offentlige eksponering kan blive stor. EU-Kommissionen godkendte i sidste uge en fransk støtteordning for havvind på 11,1 GW med et teoretisk loft på 63 mia. euro over 25 år (Commission européenne, Connaissance des Énergies). Loftet bliver lavere, hvis engrospriserne holder sig høje, men tallet viser, hvor meget finanspolitisk plads sådanne løfter kan lægge beslag på.

Den tyske energiindustris brancheorganisation BDEW ønsker inflationsindekserede differencekontrakter med det argument, at faste budpriser efterlader udviklere med risikoen for prisstigninger, der først viser sig efter auktionen (Energie & Management). Belgien står over for samme valg. Indekseres den garanterede pris til inflationen, overtager staten mere af omkostningsrisikoen. Låses prisen fast, kræver udviklerne en højere betaling fra start eller bliver væk.

I hele regionen er elnettet den snævreste passage. EU-Kommissionens handlingsplan for elnet advarer om, at transmissionsnettene skal udbygges hurtigere, hvis de skal håndtere både mere vedvarende energi og øget elektrificering (European Commission). Havvind uden netkapacitet er stål i havet uden samfundsøkonomisk nytte.

Mindre brændselsafhængighed giver ikke automatisk lavere regninger

Den strukturelle gevinst er mindre afhængighed af gas og kul. Men den når kun frem til husholdningernes elregninger gennem en kæde af betalinger, som Belgien endnu ikke har defineret: nettariffer for Princess Elisabeth Island og kablerne, afgifter til finansiering af differencekontrakter og balanceomkostninger, når vindproduktionen svinger. Hver post er et politisk valg. Hver post rammer industri, små virksomheder og husholdninger forskelligt.

Belgiens udbudsregler er endnu ikke offentliggjort. De skal fastlægge garanterede priser, indeksregler, ansvar hvis elnettet bliver forsinket, og regler for perioder med negative engrospriser. Belgien køber derfor ikke bare møller. Landet fordeler finansiel risiko i et grænseoverskridende elsystem, hvor nettet stadig halter efter produktionen.