Belgien går efter engangsagent

Profilen er skabt til at forsvinde. En person med løse forbindelser til en fremmed magt, rekrutteret til én opgave, med næsten ingen viden om den bredere operation og droppet, så snart noget går galt. I efterretningstjenester kaldes det en "engangsagent".

Belgiske anklagere har for nylig tilbageholdt en 46-årig mand mistænkt for at have videregivet statshemmeligheder. Belgiske medier beskriver sagen som landets første efterforskning af en wegwerpagent — en agent, der kan smides væk. Offentligheden ved foreløbig meget lidt: Der er ingen anklageskrift, ingen navngiven føringsofficer og ingen oplysning om, hvilken hemmelighed der angiveligt er videregivet. Sagen er derfor mindre vigtig som belgisk enkeltsag end som del af et mønster, der går igen i Europa.

En grovere metode efter diplomat-udvisningerne

Efter Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine udviste europæiske regeringer hundredvis af russiske diplomater, som var mistænkt for efterretningsarbejde. Klassisk spionage har ofte bygget på efterretningsofficerer med diplomatisk dække: De kunne rekruttere kilder og samtidig være beskyttet af diplomatisk immunitet. Da mange af dem forsvandt fra ambassaderne, stod Moskva med et praktisk hul.

Tidligere efterretningsfolk beskriver erstatningen som grovere og mere risikabel: fjernstyring via krypterede beskedtjenester, rekruttering på sociale medier og personer, der bruges én gang og derefter opgives (Telegraph). Belgiske efterretningstjenester har samtidig øget brugen af særlige overvågningsmetoder, efterhånden som spionage og organiseret kriminalitet i højere grad overlapper hinanden (Belga).

Europæiske sikkerhedstjenester kan se forskydningen. At bevise den i en retssal er noget andet. Hvert land rejser sager efter egne regler og egne beviskrav, mens engangsagenter netop udvælges, fordi de efterlader få spor. Metoden lever i afstanden mellem det, tjenesterne kan se, og det, anklagere kan føre som bevis.

Polen viser mekanikken

Polen giver det tydeligste offentlige billede. I sidste uge tilbageholdt ABW, Polens interne sikkerhedstjeneste, elleve personer, som ifølge myndighederne rekrutterede og betalte deltagere i demonstrationer i det ukrainske flygtningemiljø (Rzeczpospolita, Interia). Den påståede metode passer til mønstret: lokale mellemled, politisk følsomme temaer og små forstyrrelser, som er svære at føre tilbage til en bestiller.

Den polske sagsbunke rækker videre. Tre borgere er sigtet for spionage, og anklagere hævder, at de har arbejdet for russisk efterretning og rekognosceret NATO-udstationeringer. ABW har også undersøgt påstået grænseoverskridende sabotage koordineret gennem Eurojust, EU-agenturet der forbinder nationale anklagemyndigheder. Den russiske kommandokæde er ikke bevist i retten. Men bredden i anklagerne i ét land er svær at affeje.

Tyskland viser, hvad målene kan være. I april 2024 blev to tysk-russiske mistænkte anholdt for angiveligt at have kortlagt amerikanske militæranlæg og transportinfrastruktur med henblik på sabotage (Reuters). Tysk sikkerhedsrapportering beskriver overvågning af militærtransporter udført af lavt placerede hjælpere, ikke uddannede officerer (Tagesschau). Estlands sikkerhedstjeneste advarer om rekruttering af stedfortrædere via Telegram og operationer, der er indrettet, så efterforskere får svært ved at bevise, hvem der gav ordren (KAPO).

Hvem kan faktisk føre sagerne

Engangsagent-metoden krydser grænser. De institutioner, der skal svare igen, gør det som regel ikke. Nationale sikkerhedstjenester efterforsker. Nationale anklagere skal have beviser, der holder i retten. Europol koordinerer politisamarbejde mellem lande, men rejser ikke tiltale. EU-Kommissionen har for nylig foreslået at styrke både Europol og Eurojust, så de bedre kan håndtere grænseoverskridende trusler fra fjendtlige stater (European Commission). NATO støtter allieredes modstandskraft gennem hold mod hybride trusler, men spiller ingen rolle i straffesager (NATO).

Polen har anklager på anklagemyndighedsniveau. Tyskland har formelle efterforskninger. Belgien har én tilbageholdelse. At samle det til et billede, der kan bære i retten på tværs af landegrænser, kræver et samarbejde, Europa stadig er ved at bygge.

Den belgiske mistænkte vil formentlig glide ud af nyhedsstrømmen. Det er meningen med engangsagenter: De skal glemmes. Så længe afstanden mellem efterretningstjenesternes mønstergenkendelse og domstolenes beviskrav består, har metoden en fordel.