Belgien truer med fregat-exit

Belgiens forsvarsminister har givet Holland og skibsbyggeren Damen frist til oktober: Få styr på det fælles fregatprogram, ellers forlader Belgien projektet. Prisen per skib er ifølge belgiske medier mere end fordoblet til omkring 1,3 mia. euro (RTBF), og første levering er skubbet til 2033 (Le Soir). Programmet skulle vise, at mindre NATO-flåder kan købe klogere sammen. Foreløbig viser det snarere, hvad der sker, når den lille partner ikke har en nødudgang.

Hvem styrer kontrakten, og hvem betaler bare

Det belgisk-hollandske flådesamarbejde er delt efter skibstype. Belgien leder udskiftningen af minestrygere, mens Holland leder udskiftningen af fregatter. Det ledende land håndterer industrien, fører kontrakten og træffer de løbende beslutninger. Partnerlandet betaler sin andel og får sine skibe, men sidder ikke selv over for værftet ved forhandlingsbordet.

Den model kan fungere, når projektet holder kursen. Det belgisk ledede minestrygerprogram har ikke udløst samme brud. Fartøjet Tournai forbereder søprøver, og ældre skibe er allerede ved at blive overført til Bulgarien (Army Recognition, Baird Maritime). Tolv fartøjer, bygget af Naval Group, efter planen (Naval Group).

Det hollandsk ledede fregatprogram er derimod kørt fast. I juni 2023 underskrev det hollandske forsvarsministerium kontrakt med Damen om fire antiubådsfregatter, to til hver flåde (Dutch Defence).

Hvad gik galt, og hvad koster det

Ifølge NRC ligger problemet i selve designet. Våben og sensorer passer ikke længere til det planlagte skrog. Når skroget bliver større, ændrer det fremdrift, stabilitet og pris. Skibet voksede, og budgettet fulgte med.

Prisen er politisk giftig. Minister Theo Francken siger, at omkostningen er steget fra omkring 600 mio. euro per skib. Belgiske medier skriver, at beløbet kan ende på 1,8 mia. euro i 2022-priser (RTBF). Det er ministerudtalelser og presseoplysninger, ikke reviderede kontrakttal. Men selv de lavere skøn peger på en fordobling.

En levering i 2033 betyder, at Belgiens aldrende Leopold I- og Louise-Marie-fregatter kan blive taget ud af drift uden afløser. Omkring 2030 risikerer Belgien at stå uden et eneste deployerbart eskortefartøj, netop som NATO beder Europas flåder om mere antiubådskapacitet i Atlanterhavet og Nordsøen.

Markedet er ikke tomt, men kapaciteten er bundet

Francken vil have alternative tilbud fra franske, tyske, spanske, italienske og tyrkiske værfter inden oktober. Frankrigs Naval Group har sin FDI-fregat i serieproduktion, men værftet i Lorient er booket frem til 2034 (franceinfo). Spaniens Navantia har netop lagt kølen til den tredje F-110-fregat, men de skibe er stadig på vej ind i spansk tjeneste (La Voz de Galicia). Rundt om i Europa er fregatværfternes ordrebøger fyldt. Problemet er ikke mangel på design. Det er mangel på ledige produktionsvinduer.

Et skifte er heller ikke gratis. Tyskland har for nylig annulleret sit eget fregatprogram med Damen som hovedleverandør og vendt sig mod konkurrenten TKMS. Den beslutning har allerede udløst beskyldninger om uberettiget kontraktophævelse og mulige milliardkrav (Zeit, NZZ). At opsige en forsvarskontrakt er sjældent en ren nulstilling. Det kan blive en juridisk flerårskamp oven i forsinkelsen.

Fælden

Belgien har tre dårlige valg. Landet kan blive hos Damen og sluge både merudgifter og et hul i flådens kapacitet. Det kan gå ud og tage risikoen for opsigelsesomkostninger, tabt arbejde og en ny leverandørs kø. Eller det kan bruge alternative tilbud som presmiddel og håbe, at Holland kan tvinge Damen tilbage på sporet.

Ingen har offentligt vist, hvor meget af fejlen der ligger hos Damen, hvor meget der skyldes hollandsk programstyring, og hvor meget der kommer fra ændrede belgisk-hollandske krav. Uden den opdeling træffes oktoberbeslutningen delvist i blinde.

Minestrygerprogrammet viser, at fælles indkøb kan fungere. Fregatprogrammet viser betingelsen: Begge partnere skal vide, hvem der kan standse kontrakten, hvem der betaler, når tidsplanen skrider, og hvad der sker, hvis det ledende land mister grebet. Belgien fik ikke sikret de svar. Alle europæiske regeringer, der nu presser på for fælles forsvarsindkøb, bør stille Franckens spørgsmål før underskriften, ikke efter.