Bercy vil fryse 2027-budgettet

Fire økonomer udpeget af Bercy, det franske finansministerium, anbefaler en année blanche i 2027: et års nominelt stop for store dele af de offentlige udgifter, så de automatiske forhøjelser i de franske budgetter sættes ud af kraft (Le Figaro). Ifølge presseomtale af ekspertgruppens arbejde skal Frankrig finde 126 mia. euro i besparelser frem mod 2032, hvis underskuddet ikke skal bevæge sig mod 7 % af BNP (Upday). Selve rapporten er ikke offentliggjort, så tallene bør læses som lækkede estimater. Men forslaget siger i sig selv noget vigtigt: Vækst og skatteindtægter kan ikke længere alene få regnestykket til at gå op.

Samme euro, højere priser, færre ydelser

En nominel frysning betyder, at hospitaler, skoler og pensionsordninger næste år får det samme antal euro som i år. Hvis priserne stiger, selv beskedent, kan hver euro købe mindre. Besparelsen sker gennem inflationen.

Det er også mekanismen. Frankrigs udgiftsproblem handler ikke om ét enkelt, vildtvoksende program. Det handler om udgifter, der stiger automatisk: pensioner, der reguleres efter priserne, sundhedsudgifter, der følger en aldrende befolkning, og sociale ydelser, der løftes efter faste regler. En frysning angriber formlerne. I stedet for at skære særskilt på hver budgetpost lader regeringen inflationen udhule udgifterne bredt.

Regnestykket er tungt. Den franske offentlige gæld lå i 2024 på omkring 113 % af BNP, næsten det dobbelte af EU’s referenceværdi på 60 % (BNP Paribas Economic Research). Alene renteudgifterne ventes at nå 77,4 mia. euro i 2026, hvilket allerede gør dem til Frankrigs største enkeltpost på statsbudgettet (Boursorama).

Selv efter flere år med besparelser kan gælden ifølge BNP Paribas først stabilisere sig omkring 120 % af BNP i 2030 (BNP Paribas Economic Research). Det kræver et primært overskud, altså et overskud på budgettet før renteudgifter, på omkring 0,8 % af BNP. Det præsterede Frankrig senest i årene 1998 til 2001.

Investorerne behandlede kort Frankrig som Italien

Markederne venter ikke på, at den politiske debat bliver færdig. Den 14. juli lå renten på franske tiårige statsobligationer omkring 3,88 %, mens den tilsvarende tyske rente var cirka 3,12 % (Idéal Investisseur, Financial Times). Forskellen på omkring 76 basispoint, altså 0,76 procentpoint, skyldes ikke kun frygt for de offentlige finanser. Likviditet og forventninger til ECB’s rente spiller også ind. Men Frankrigs underskudskurs og politiske opsplitning er de vigtigste drivkræfter.

Det skarpere signal kom nogle dage tidligere. Omkring 9.-10. juli blev det kortvarigt dyrere at forsikre fransk statsgæld mod misligholdelse end italiensk statsgæld (QuiFinanza, MarketScreener). Det var et øjebliksbillede, ikke en endelig markedsdom. Men det slog en revne i en gammel antagelse i eurozonen: Frankrig låner som en kerneøkonomi, Italien som en perifer. I nogle få handelsdage var rangordenen vendt om.

Hvem betaler for frysningen

Frankrig er allerede omfattet af EU’s procedure for uforholdsmæssigt store underskud, den formelle proces, der sættes i gang, når et lands underskud eller gæld bryder EU’s finanspolitiske regler (European Commission). I andre hovedstæder bliver frysningen læst gennem lokale bekymringer. Tyske FAZ har kaldt Frankrig Europas »Risikopatient« og koblet diagnosen til politisk fragmentering og stigende gæld (FAZ). Belgien kender mønsteret: Landets egen koalition står ifølge omtale over for et hul på 7,7 mia. euro frem mod 2029 (info.fr, 21news.be).

Det større spørgsmål er, om EU’s reformerede finanspolitiske ramme kan holde, når testen hedder Frankrig. De nye regler erstatter stive årlige mål med gældsplaner, der forhandles land for land. Hvis frysningen troværdigt bringer underskuddet ned, kan låneomkostningerne falde, og regelsættet får ro. Hvis den ikke gør, udvides rentespændet, renteudgifterne vokser, og Frankrig må træffe sværere budgetvalg under hårdere pres fra markederne.

Ekspertgruppen har ifølge Upday drøftet at friholde de laveste alderspensioner (Upday). Det viser den politiske kerne i sagen. En frysning kan kun overleve, hvis nogle udgifter beskyttes. Men hver undtagelse flytter byrden over på det, der er tilbage: lokale serviceydelser, offentlige lønninger, hospitalsbudgetter og investeringer. Den første egentlige budgetkamp kommer til at handle om, hvilke frosne poster der får lov at tø op.