Berlin bliver fransk atommedforvalter

Frankrig og Tyskland holdt 27. maj i Paris det første arbejdsmøde i deres bilaterale Nuclear Steering Group (n-tv, Deutschlandfunk). Gruppen er del af en ny ramme for atomafskrækkelse, som nu omfatter ni europæiske stater. Ingen af deres parlamenter har stemt om de konkrete ordninger.

Rammen begyndte 2. marts, da præsident Emmanuel Macron på Frankrigs ubådsbase Île-Longue annoncerede dissuasion avancée, fremskudt afskrækkelse. Frankrig vil for første gang siden 1992 øge sit antal atomsprænghoveder og holde op med at offentliggøre størrelsen på arsenalet. Kansler Friedrich Merz medunderskrev en erklæring, der oprettede styringsgruppen. I ugerne efter blev Polen, Norge, Finland, Nederlandene, Belgien, Grækenland, Sverige, Danmark og Storbritannien hver især koblet på gennem særskilte bilaterale spor.

Hvad Tyskland faktisk får

Frankrig kalder Berlins nye rolle co-gestionnaire doctrinal, altså doktrinær medforvalter. I praksis betyder det strategiske samtaler om, hvordan franske atomvåben, konventionelle styrker og missilforsvar spiller sammen. Tyskland får ikke adgang til at planlægge angreb, udpege mål eller påvirke beslutningen om affyring. Den kompetence ligger fortsat alene hos den franske præsident.

Det første konkrete tyske skridt bliver observatørstatus ved Frankrigs atomøvelse "Poker" i september 2026. Senere kan tyske kampfly levere eskorte eller lufttankning til franske Rafale-fly med atomvåben (n-tv). Det er konventionelle støtteopgaver, ikke atomar levering.

Under NATO har Tyskland allerede mere. På Büchel-basen træner tyske piloter i at levere amerikanske B61-atombomber, og Tyskland sidder i Nuclear Planning Group, alliancens øverste organ for atompolitik. IPG-Journal vurderer den franske ordning som "mindre substantiel" og uden nogen "troværdig afskrækkelsesgevinst", så længe Berlin ikke får reel indflydelse på planlægningen (IPG-Journal).

Motivet er forsikring. Tvivlen om USA’s sikkerhedsgaranti er blevet en fast del af europæisk politik, og både Paris og Berlin har brug for et synligt bilateralt resultat. Styringsgruppen leverer det. Værdien ligger i politisk afdækning, ikke i ny militær kapacitet.

Ni demokratier, ingen lovbehandling

Styringsgruppen blev oprettet ved en fælles erklæring efter artikel 4 i Aachen-traktaten, den fransk-tyske samarbejdsaftale fra 2019. Det krævede ingen ny parlamentarisk ratifikation. Merz’ sikkerhedsrådgiver Günter Sautter ledte mødet i Paris, og et opfølgende møde er planlagt før Forbundsdagens sommerpause (Stern, Deutschlandfunk).

Det samme mønster går igen i resten af rammen: regeringer handler først, parlamenter kommer bagefter, hvis de overhovedet kommer med. Polen sluttede sig til franske atomøvelser efter Gdańsk-topmødet i april. Norge underskrev Narvik Arrangement 27. maj. Finland har fremsat lovgivning, der ophæver landets forbud mod at huse atomvåben, og står som det eneste af de ni lande, hvor oppositionspartier har krævet egentlig lovbehandling. Andre steder er parlamenterne højst blevet orienteret, ikke konsulteret.

Tre EU-lande, Østrig, Irland og Malta, er juridisk bundet af traktaten om forbud mod atomvåben til at modsætte sig enhver form for atomar bistand. De har ingen institutionel kanal til at gøre indsigelse mod de bilaterale rammer, som nu bygges op omkring dem.

Juridiske grænser uden praksis

Flere spørgsmål er ikke prøvet juridisk. Det er uklart, om et tysk tankfly, der lufttanker en atombevæbnet Rafale, udgør "bistand" efter ikke-spredningstraktaten, aftalen fra 1968 som forbyder ikke-atomstater at erhverve eller kontrollere atomvåben. Tysklands To-plus-fire-traktat fra 1990, som muliggjorde genforeningen, forbyder tysk "kontrol over" atomvåben. Den franske model er omhyggeligt konstrueret til at holde sig under den grænse, men selve grænsen er aldrig blevet juridisk defineret i en operationel sammenhæng.

Når Poker-øvelsen finder sted i september, vil rammen have bevæget sig gennem to runder bilaterale samtaler, én observatørmission og nul parlamentsafstemninger. Det militære indhold er begrænset: Tyskland får mindre fra Frankrig, end landet allerede har gennem NATO. Det demokratiske skifte er større. Ni europæiske lande er ved at normalisere, at regeringer alene kan definere national deltagelse i atomare ordninger. Spørgsmålet er, hvornår konventionel støtte til atomoperationer holder op med at være konventionel.