Berlin går med i Ukraine-øvelser

Først sagde Berlin nej. Så sagde Berlin ja. Det lille forløb siger en del om Europas mest ambitiøse forsøg på at bygge militære sikkerhedsgarantier for Ukraine uden om NATOs kommandostruktur: Der er politisk vilje, men konstruktionen er skrøbelig. En koalition af villige lande, ledet af Frankrig og Storbritannien og nu med Tyskland koblet på, skal i efteråret øve indsættelsesplaner for en multinational styrke på polsk jord (UK government, Notes from Poland).

Øvelserne knytter sig til Multinational Force for Ukraine, MNF-U, en midlertidig militær ordning, som koalitionen på topmødet i Paris erklærede »klar til at operere«. Den er hverken en NATO-operation eller en EU-forsvarsmission. NATOs generalsekretær, Mark Rutte, deltog i Paris-mødet, men som gæst, ikke som øverstkommanderende (NATO).

Emmanuel Macron, Keir Starmer og Friedrich Merz leder koalitionen sammen, men hvert land bevarer sin egen forfatningsmæssige godkendelsesproces ved en eventuel indsættelse. Élysée beskriver styrken som defensiv og som et redskab til sikkerhedsgarantier efter en troværdig våbenhvile (Élysée). TF1 Info gengav den franske sondring: Styrken skal ikke overvåge en våbenhvile. Det lyder teknisk, men det afgør, hvem der bærer risikoen, og efter hvilke regler (TF1 Info). Der findes ingen automatisk udløsermekanisme, ingen stående styrke og ingen offentliggjorte fælles regler for magtanvendelse.

Berlins hurtige korrektion

Den 14. juli lød det fra tyske regeringskredse, at Berlin ville stå over efterårets øvelser over, som på det tidspunkt blev beskrevet som en mindre planlægningsøvelse (MDR). Dagen efter bekræftede regeringstalsmand Stefan Kornelius, at Tyskland alligevel ville deltage, mens detaljerne stadig blev drøftet forud for det fransk-tyske sikkerheds- og forsvarsråd (n-tv). Merz holdt selv formuleringen politisk: Tyskland var klar til at spille en vigtig rolle i fremtidige sikkerhedsgarantier, men Forbundsdagen skulle beslutte »art og omfang« (Bundesregierung).

Hvorfor skiftet kom, viser det offentlige materiale ikke. Den mest nærliggende læsning er, at Berlin først behandlede øvelsen som en mindre stabssag. Da fravær fra en polsk værtsøvelse, støttet af Frankrig og Storbritannien, begyndte at ligne politisk selvudelukkelse fra Europas mest synlige Ukraine-initiativ, ændrede regnestykket sig hurtigt.

Berlin har ikke oplyst, om Tyskland vil sende kamptropper, stabsofficerer, logistikenheder eller forbindelsespersonel. Når øvelsen beskrives som begrænset i omfang, virker planlægningsroller mere sandsynlige end en større troppeindsættelse (Tagesspiegel).

Polen bliver testbanen

Donald Tusk har tilbudt polsk territorium, logistik og finansiel støtte til øvelserne (NV). Dermed flytter Warszawa sig fra rollen som frontlinjestat, der efterspørger sikkerhed, til rollen som regional sikkerhedsarrangør. Når Polen huser styrker fra Frankrig, Storbritannien og Tyskland, handler det om terrænvalg, kommandoforbindelser og politisk eksponering på NATOs østflanke.

Øvelsesaktiviteten kan række ud over Polen. Finlands præsident, Alexander Stubb, sagde, at Finland vil bidrage med omkring ti stabsofficerer og beskrev aktiviteten som normal træning i en ny sikkerhedsvirkelighed. Yle har omtalt øvelser med forbindelse til Polen, Rumænien og Tyrkiet (Yle). Ti stabsofficerer er ikke mange. Men stabsofficerer er dem, der laver det planlægningsarbejde, som adskiller en reel generalprøve fra et pressemøde med uniformer. Finlands bidrag er et diskret signal om, at seriøse lande begynder at sætte folk ind i forberedelserne.

Problemet med lappeløsningen

Ikke alle er med. Slovakiets Robert Fico afviser yderligere militær støtte til Ukraine (SITA). Netop den ujævnhed forklarer, hvorfor koalitionsformatet findes. NATOs formelle strukturer er bundet af hensynet til eskalation. EU’s udenrigspolitik kræver enstemmighed, hvor ét land kan blokere en beslutning. Når begge spor bliver for langsomme eller for snævre, bygger villige lande sidekoalitioner, hvor nogle handler, nogle støtter, og andre bliver siddende.

Efterårets øvelser i Polen bliver den første konkrete prøve på, om modellen kan levere noget, der rækker ud over erklæringer. Europa er gået fra løse formuleringer om garantier til at navngive en styrke, planlægge øvelser og udpege territorium. Koalitionen er kommet videre fra topmødescenen. Den har endnu ikke vist, om medlemslandene kan levere de folk, mandater og kommandoregler, der får en sikkerhedsgaranti til at betyde noget, før den næste åbning for en våbenhvile opstår.