Berlin vil låne €203 milliarder

Tysklands nye budgetplan viser et andet billede, end kernebudgettet alene antyder. I 2027 lægger Berlin op til omkring 203,7 mia. euro i ny gæld, når man lægger det almindelige føderale budget, en særlig fond for infrastruktur og klima samt Bundeswehr-fonden sammen (Tagesschau, ZEIT). Frem mod 2030 peger kursen mod omtrent 839 mia. euro i ny gæld (n-tv). Landet, der i et årti bad Sydeuropa spænde livremmen ind, låner nu i et tempo, som Berlin selv ville have afvist for fem år siden.

Én gældsbremse, tre lånevinduer

Den tyske gældsbremse findes stadig. Reglen er skrevet ind i forfatningen og skal holde de almindelige årlige underskud nede. Den binder fortsat det ordinære føderale budget. Men de udgifter, som den politiske ledelse helst vil prioritere, ligger i stigende grad uden for den ramme.

Det sker gennem særlige fonde. En infrastruktur- og klimafond på 500 mia. euro optager gæld på egne bøger, adskilt fra kernebudgettet (Euroconstruct). Forsvarsudgifter over 1 % af BNP blev med den finanspolitiske reform i marts 2025 undtaget fra gældsbremsens beregning (Tagesschau). Derfor består låntagningen i 2027 af flere lag: 118,7 mia. euro i kernebudgettet (n-tv), 54,9 mia. euro gennem infrastrukturfonden og 30 mia. euro gennem Bundeswehr-fonden.

Resultatet er en mærkelig budgetpolitik. Tyskland låner samlet set rekordstore beløb, mens de enkelte ministerier stadig presses som under klassisk sparepolitik. Finansministeriet har brugt omkring 10 mia. euro fra reserver til at lukke huller i 2027-planen (Deutschlandfunk). Allerede i 2028 ventes der et nyt hul på 30 mia. euro (ad-hoc-news).

Hvem får pengene

Forsvars- og infrastrukturselskaber står først i køen. De offentlige investeringer stiger til omkring 117,5 mia. euro i 2027, mens forsvarsudgifterne alene når 130,1 mia. euro (Devdiscourse/Reuters). Det giver fyldigere ordrebøger til byggeri, ingeniørvirksomheder og militære leverandører. BNP Paribas har vurderet, at den finanspolitiske vending kan løfte tysk vækst med omkring 0,7 procentpoint i 2026 gennem offentlige investeringer og de private investeringer, de trækker med sig (BNP Paribas).

For husholdningerne er gevinsten langsommere og mere usikker. Bedre jernbaner, digitale net og sikkerhedspolitisk kapacitet tager år at levere. Samtidig kan presset på kernebudgettet føre til lavere tilskud og ændringer i velfærdsudgifterne. Den tydeligste regning lander hos fremtidige skatteydere. Den tyske tiårige statsrente ligger omkring 2,94 % (Trading Economics), langt fra de næsten nulrenter, der gjorde ældre gæld billig. Med en samlet føderal gæld på 1.843 mia. euro (BMF) vil højere renteudgifter gradvist æde sig ind på det råderum, kommende budgetter kan bruge til andet.

Europa læser signalet

Nabolandene læser den tyske kurs forskelligt. Frankrig ser hykleri: Berlin låner stort nationalt, samtidig med at Tyskland ifølge Reuters presser på for at skære omkring 400 mia. euro fra EU’s næste flerårige budget (Upday/Reuters). Italien får et politisk argument. Hvis Tyskland kan låne kraftigt til forsvar, kan Rom kræve samme fleksibilitet. Men et lavere BTP-Bund-spread, altså forskellen mellem Italiens og Tysklands lånerente, kan også skyldes, at den tyske rente er steget, ikke at Italien er blevet mere kreditværdigt (Corriere). Polen ser især mod EU-budgettet, hvor landet har 212,6 mia. zloty i aftalt medfinansiering på spil (MFiPR).

Obligationsmarkederne tager foreløbig udviklingen roligt. Tyskland er stadig eurozonens benchmark-låntager (FT). Det afgørende spørgsmål er derfor ikke kun, hvor høj gælden bliver, men om der faktisk er tale om nye investeringer eller gamle udgifter i en ny beholder. Den juridiske test for infrastrukturfonden kræver blot, at de justerede investeringer i kernebudgettet når 10 % af udgifterne. Det måler regnskab, ikke byggede broer (Euroconstruct). Ministerierne kan fortsætte med at spare, mens de særlige fonde låner videre. Det centrale holdepunkt bliver derfor, om pengene når at blive til reel kapacitet, før næste budgethul åbner sig.