Berlins omvej rundt om gældsbremsen

Tysklands føderale revisorer advarede 3. september Forbundsdagen om, at regeringen er på vej ind i en gældsfælde. Hvis Berlin gennemfører de nuværende udgiftsplaner, kan den føderale gæld blive fordoblet fra omkring 1,5 billioner euro ved udgangen af 2020 til mindst 3 billioner euro i 2030 (FAZ, Bundestag). Det er ikke kun et tysk regnestykke. Europas største økonomi låner massivt til forsvar og infrastruktur hjemme. Samtidig presser Berlin på for at skære omkring 400 mia. euro i EU’s næste budget (Investir/Les Echos). Jo mere gældstung Tyskland bliver, desto mindre gavmildt bliver landet over for resten af Europa.

Sådan glider 200 mia. euro om året uden om gældsbremsen

Bundesrechnungshof, der kontrollerer, om den føderale regering bruger penge lovligt og korrekt, forudser ikke en statsgældskrise. Advarslen handler om mekanikken: Låntagning bliver ført uden om Tysklands gældsbremse, den forfatningsregel der begrænser det føderale strukturelle underskud til 0,35 % af BNP (Bundestag). Reglen skulle forhindre store underskud i de almindelige budgetter. En forfatningsændring fra marts 2025 lavede to åbninger. Forsvarsudgifter over 1 % af BNP er nu undtaget. Samtidig kan en ny fond på 500 mia. euro til infrastruktur og klimaneutralitet optage lån på egen hånd over 12 år (BMF).

Dermed stiger lånebehovet hurtigt. Den føderale nettolåntagning i kernebudgettet går fra 98 mia. euro i 2026 til 167,3 mia. euro i 2030. Med særlige fonde medregnet når den samlede nye låntagning alene i 2027 op på omkring 203 mia. euro (Bundestag, Onvista/Reuters).

Renteregningen viser, hvor gæld bliver til færre valgmuligheder. Regeringens egne fremskrivninger sætter renteudgifterne til 80,7 mia. euro i 2030 ud af samlede føderale udgifter på 635,4 mia. euro (Bundestag). Cirka hver ottende euro vil gå til gældsservice. De penge skal betales, før budgettet kan finansiere skoler, jernbaner eller skattelettelser.

Lånte penge, broer der ikke bliver bygget

Argumentet for at låne er reelt. Bundesbank har sagt, at Tysklands nettoinvesteringer i fast kapital blev negative i 2024 og 2025 for første gang siden genforeningen. Det betyder, at veje, jernbaner og energinet blev slidt hurtigere ned, end de blev erstattet (Bundesbank).

Men det er lettere at godkende gæld end at bygge noget. ifo-instituttet har opgjort, at regeringen i 2025 lånte 24,3 mia. euro gennem infrastrukturfonden, mens de føderale investeringer kun steg 1,3 mia. euro (ifo). Hovedparten af den nye gæld erstattede udgifter, som budgettet alligevel ville have dækket, i stedet for at skabe ekstra kapacitet. Zeit har rapporteret, at kun omkring 10 % af infrastrukturfonden indtil videre er blevet brugt (Zeit). Finansministeriet mener, at fondens egentlige effekt bør vurderes over perioden 2025-2028 (BMF). Det kan vise sig rigtigt, men foreløbig er det en forventning, ikke et resultat.

Hvem betaler i Europa

Når Tyskland låner mere, stiger låneomkostningerne for alle i eurozonen. Tyske statsobligationer fungerer som referenceprisen for sikker gæld i Europa. Når den bundlinje rykker op, kræver investorerne også mere af andre regeringer. Renten på tyske tiårige obligationer er allerede kommet over 3,36 %, det højeste niveau i 15 år (Euronews, Le Monde). Frankrig, hvor den offentlige gæld ligger på 115,6 % af BNP (Insee), er allerede under EU’s procedure for uforholdsmæssigt store underskud, en formel proces der tvinger lande med for store budgetunderskud til at skære udgifter eller hæve skatter. Det franske Senat vurderer, at Frankrigs bidrag til EU’s næste budget kan stige fra 26 mia. euro til 36 mia. euro om året (Sénat). Højere markedsrenter gør den klemme strammere.

Den politiske regning lander i forhandlingerne om EU’s næste syvårige budget for 2028-2034, som Kommissionen har foreslået på omkring 2 billioner euro (European Commission). Seks nettobidragslande, herunder Tyskland og Nederlandene, kræver store besparelser (NOS). Polen frygter, at tysk budgetpres vil føre til lavere samhørighedsmidler, altså EU-støtte der skal mindske økonomiske forskelle mellem medlemslande og regioner. Samtidig går omkring 28 % af Polens eksport til Tyskland, så tysk stagnation rammer polske producenter direkte (Rzeczpospolita).

Tysklands partnere har nu et bedre grundlag for en ubehagelig mistanke: Berlin kan hurtigere skabe plads til tyske prioriteter end til fælles europæiske. Om det billede ændrer sig, afhænger af det, revisorrapporten ikke kan afgøre endnu: om infrastrukturfonden bliver til reelle investeringer, eller om den primært ender som en måde at give gamle udgifter ny gældsetiket på.