Berlin låner til budgethuller

Den tyske regering har godkendt 838 mia. euro i ny låntagning i perioden 2027-2030 til forsvar, infrastruktur og klima (BMF, DW). Det afgørende er ikke kun beløbets størrelse, men hvad pengene faktisk køber: nye jernbaner, elnet og forsvarskapacitet, eller blot politisk luft til at flytte gamle udgifter væk fra det synlige budget. De første tal peger ubehageligt meget på det sidste.

De fleste penge er ikke nye

Det centrale begreb er additionalitet: Betaler en lånt euro for et projekt, som ellers ikke ville være blevet gennemført, eller erstatter den bare penge, staten alligevel ville have brugt fra de almindelige indtægter?

Det tyske ifo-institut har testet spørgsmålet på 2025-tallene, det første år hvor Tysklands særlige infrastrukturfond var i brug. Berlin lånte 24,3 mia. euro gennem fonden. De faktiske føderale investeringer steg kun 1,3 mia. euro i forhold til 2024. ifos konklusion var klar: 95 % af den nye gæld blev ikke til ekstra investeringer. Institut der deutschen Wirtschaft i Köln nåede frem til 86 % fortrængning. Uanset metode blev hovedparten af den såkaldte infrastrukturgæld brugt til at lukke huller i det ordinære budget.

Finansministeriets økonom Armin Steinbach svarede, at udgifterne reelt var ekstra, fordi de ikke ville være blevet afholdt under strammere finansielle rammer. Det argument kan ikke efterprøves direkte i regnskaberne. Regnskaberne viser derimod, at låntagningen stiger langt hurtigere end de målte investeringer.

Sådan overlever gældsbremsen på papiret

Tysklands gældsbremse, den forfatningsmæssige regel der begrænser statens strukturelle låntagning til 0,35 % af BNP, findes stadig. Men Berlin fører en stor del af de nye udgifter uden om den gennem to mekanismer.

Den første er, at forsvars- og sikkerhedsudgifter over en fastsat tærskel helt undtages fra loftet. I 2027 dækker undtagelsen 85,4 mia. euro af kernebudgettets nye gæld på 118,7 mia. euro. Gældsbremsen bider altså på alt undtagen militæret.

Den anden er særlige fonde, Sondervermögen, som er budgetter uden for det normale ministeriebudget med egen låneadgang. Gælden står ikke i de årlige ministerbudgetter, men den ender stadig på den offentlige balance. Samlet låner Tyskland mere end 200 mia. euro alene i 2027 (BMF, Reuters via Marketscreener). Samtidig skal alle ministerier uden for forsvaret finde en besparelse på 1 %. Transportbudgettet falder fra 27,9 mia. euro til 26,4 mia. euro (vergabeblog.de).

Eurobond-modsigelsen

Tyskland kan gøre dette, fordi den offentlige gæld ligger omkring 62,5 % af BNP (Eurostat). Italien ligger på 135,3 % af BNP og er under en underskudsprocedure, EU’s proces for lande der bryder reglerne for underskud eller gæld. Rom har ikke samme råderum.

Den forskel gør Tysklands holdning til fælles EU-låntagning stadig sværere at sælge som principfast sparsommelighed. Berlin låner i historisk stor skala nationalt, men blokerer fortsat eurobonds, som ville give andre medlemslande et tilsvarende finanspolitisk rum. Italien og Spanien presser nu i fællesskab på for fælles europæisk gæld.

Gennemførelsen er den reelle begrænsning

Tyske skatteydere overtager en voksende renteregning. De planlagte renteudgifter stiger fra 33,6 mia. euro i 2026 til 82,1 mia. euro i 2030 (Surplus Magazin). Scope Ratings vurderer, at programmet kan løfte den årlige vækst med 0,3-0,4 procentpoint, men kun hvis projekterne faktisk bliver bygget. Bruegel advarer samtidig om, at større forsvarsbudgetter uden fælles indkøb ikke skaber effektive produktionslinjer.

Den skarpeste begrænsning er derfor ikke penge. 36 % af moderniseringsbudgettet for 2025 blev ikke brugt, fordi planlægningskapaciteten og indkøbssystemet ikke kunne følge med. Prøven for de 838 mia. euro bliver leverede jernbaner, fungerende elnet og militær kapacitet, der kan bruges. Budgetteknik leverer ikke noget af det alene.