Berlin og Warszawa strides om €6.6bn-fond

Ungarn har ophævet sit veto mod 6,6 mia. euro i EU-militærstøtte til Ukraine. Dermed forsvandt problemet ikke; det skiftede form. EU's forsvarsministre skal nu afgøre, om pengene først skal kompensere lande, der allerede har sendt våben, eller bruges på nye indkøb til fronten. Tyskland og Polen står på hver sin side af striden, og den rammer kernen i EU's løfte om at dele byrden ved støtten til Kyiv.

En fond, der ikke kan dække sine egne løfter

Den Europæiske Fredsfacilitet er en fond uden for EU-budgettet, hvor medlemslandene lægger nationale bidrag til militær støtte. Den ligger uden for det almindelige budget, fordi EU-traktaterne forbyder militære udgifter dér. Mekanismen er enkel: Lande sender våben til Ukraine bilateralt og søger bagefter delvis refusion fra den fælles kasse (Eur-Lex).

Ungarn blokerede kassen i mere end to år. Da Budapest trak sit veto tilbage i begyndelsen af juni, blev pengene frigivet. Men de ventende krav om refusion ligger samlet på omkring 43 mia. euro (Brussels Signal). Fonden dækker omkring 40 % af værdien af de overførte våben (Ground, Arab News/AFP). Selv den andel er der ikke penge nok til.

Kaja Kallas, EU's udenrigspolitiske chef, har foreslået en tredeling: delvis refusion til medlemslandene, nye fælles indkøb til Ukraine og finansiering af EUMAM Ukraine, EU's militære træningsmission. Ifølge rapporteringen er fordelingen 900 mio. euro til træning, 1 mia. euro til indkøb og 4,7 mia. euro til udbetalinger til medlemslandene (EEAS, Babel).

Prisen for at handle først

Tyskland mener, at pengene bør bruges dér, hvor de øger Ukraines kampkraft nu. Forsvarsstatssekretær Sebastian Hartmann sagde, at EPF-midler, som ikke straks bruges til refusion, stadig bør støtte Ukraine. Dagen efter lovede forsvarsminister Boris Pistorius yderligere 300 mio. euro til det tjekkiske ammunitionsinitiativ, som skaffer nye leverancer frem for at kompensere for gamle (BMVg).

Polen ser et brudt løfte. Viceforsvarsminister Cezary Tomczyk sagde, at Warszawa ønsker fuld tilbagebetaling af omkring 450 mio. euro for våben, der allerede er leveret (RMF24). De forventede refusionssatser er ifølge rapporter faldet fra omkring 84 % til 46 % og kan falde yderligere, hvis den nye fordeling presses igennem (Censor). Det er forhandlingstal, ikke vedtagne satser, men de forklarer den polske alarm.

Slovakiet viser, at utilfredsheden ikke kun findes i Warszawa. Bratislava donerede MiG-29-kampfly og et S-300-luftforsvarssystem under den tidligere regering, en pakke vurderet til omkring 700 mio. euro. Indtil nu har landet fået 92 mio. euro fra EPF (Bankier). Embedsmænd ventede omkring 250 mio. euro; nu kan beløbet ende på omtrent en tiendedel af det (Denník N). Premierminister Robert Fico har sagt, at han vil tage sagen op med Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fordi han mener, at penge er flyttet fra donorlandene til direkte Ukraine-udgifter (Aktuality.sk).

To logikker i samme kasse

Sverige, som også venter på EPF-midler, beskriver Ukraine-støtten som en langsigtet sikkerhedsnødvendighed snarere end et refusionskrav (GP). De nordiske lande støttede bredt Tysklands linje på forsvarsministermødet (RBC Ukraine). Den ene lejr ser EPF som en byrdefordelingsaftale, hvor tidligere løfter skal holdes. Den anden ser fonden som et krigsinstrument, der skal bruges dér, hvor Ukraine har størst behov nu.

Begge positioner har vægt. Ukraine mangler luftforsvar og ammunition, og nye indkøb giver en militær effekt, som refusioner ikke gør (EEAS). Men Polen og Slovakiet tømte nationale lagre ud fra en forventning om, at Europa ville dele regningen. Hvis den aftale udvandes bagefter, rammer det netop de lande, der handlede hurtigst.

Der er endnu ikke offentliggjort en endelig fordelingstabel. Kallas' kompromis er fortsat et forslag, ikke en vedtaget model (Tagesschau). Det næste forhandlingsspørgsmål er derfor enkelt: Hvem besluttede, at en tilbagerettet udvanding af løftet var et rimeligt sted at begynde?