Bruxelles presser Kina på handelsgab

EU-Kommissionen kræver nu, at Kina leverer "håndgribelige resultater" i forsøget på at nedbringe et handelsunderskud, som spanske medier opgør til omkring 360 mia. euro om året (eldiario.es, La Vanguardia). I tyske medier er tallet blevet kogt ned til cirka 1 mia. euro om dagen i Kinas favør (Euronews). Det er et stærkt billede, men også et, der kræver en præcisering: Et handelsunderskud er forskellen mellem det, Europa køber fra Kina, og det, Europa sælger tilbage. Det er ikke penge, der bare forsvinder ud af økonomien.

Det politiske pres bag tallet er til gengæld reelt. EU importerer store mængder kinesiske industrivarer, mens europæiske virksomheder har sværere ved at få samme adgang den anden vej. Den svære del for Bruxelles er, at EU's juridiske værktøjer er bygget til at undersøge ét produkt ad gangen, mens Kinas industripolitik virker på tværs af hele forsyningskæder.

Sag for sag mod konkurrence i hele forsyningskæden

Handelskommissær Maroš Šefčovičs frist lyder kontant, men EU's handelspolitiske forsvar virker ikke som en nødknap. Hvis Kommissionen vil indføre antidumpingtold, altså told på varer, der sælges i EU til en pris under prisen på hjemmemarkedet, skal den bevise, at dumpingen finder sted, at europæiske producenter lider skade, og at der er en direkte årsagssammenhæng mellem de to forhold (European Commission, EU Regulation 2016/1036).

Antisubsidiesager følger samme logik. Her skal Kommissionen identificere en konkret statslig støtte og vise, hvordan den skader europæisk industri (WTO SCM Agreement). En typisk undersøgelse tager omkring 14 måneder. "Kinesisk overkapacitet" kan være en præcis økonomisk diagnose, men det er ikke i sig selv en juridisk afgørelse.

Maskineriet er dog i gang. Kinesiske dækproducenter har øget deres markedsandel i Europa fra omkring 18 % i 2021 til mere end 30 % i 2025, og foreslåede toldsatser kan nå op på 45,3 % for visse producenter (Le Figaro). Toldsatserne på elbiler har allerede skabt en præcedens. Men hver sag beskytter kun et udsnit af europæisk industri og kan samtidig gøre det dyrere for importører, underleverandører og i nogle tilfælde forbrugere.

Fire hovedstæder, fire risikoregnskaber

EU står ikke med én samlet stemme over for Kina. Hvert medlemsland har sit eget regnestykke.

Tyskland bevæger sig mod en hårdere EU-linje, men med tydelig bekymring for modsvar. Ifølge Euronews er der varslet mere end 100.000 jobnedskæringer i den tyske bilindustri. Forskning fra Kiel peger dog på, at kun omkring en tredjedel af Tysklands tabte verdensmarkedsandele kan forklares med kinesisk konkurrence; resten skyldes blandt andet høje energiomkostninger og hjemlige problemer (FAZ).

Samtidig er Tyskland blevet mere afhængigt af Kina på kritiske råvarer. Kinas andel af de tyske galliumimporter steg fra 28,9 % i 2023 til 47,4 % i 2025 (Merkur). Gallium bruges blandt andet i chips og LED-teknologi. Hvis Kina begrænser eksporten, rammer det hurtigt tyske elektronik- og halvledervirksomheder. Derfor ønsker Berlin målrettede instrumenter og bredere forsyningskæder, ikke en toldspiral (Spiegel).

Frankrig hører til de mest offensive EU-lande i handelspolitikken over for Kina. Paris har blandt andet peget på, at kinesiske plug-in-hybrider i dag falder uden for de særlige elbiltoldsatser, hvilket kan give kinesiske producenter en oplagt omvej ind på markedet (Le Figaro). Spanien støtter tættere overvågning, men frygter kinesiske modforanstaltninger mod eksport af svinekød, vin og spiritus (Vinetur). Nederlandene har strammet kontrollen med eksport af chipproduktionsudstyr til Kina, samtidig med at regeringen forsøger at få Washington til ikke at indføre yderligere restriktioner, der kan ramme ASML, landets største teknologivirksomhed (Reuters).

Det er en klassisk EU-spænding: De regeringer, der presser hårdest på for told, er ikke altid dem, der først betaler prisen for kinesisk gengældelse. Den forskel sætter en grænse for, hvor langt EU samlet kan gå.

Årsagstesten kan Bruxelles ikke springe over

WTO-reglerne kræver, at skade på en industri ikke tilskrives dumpede importer, hvis andre forhold forklarer problemet (WTO Anti-Dumping Agreement). Hvis tysk industris svaghed delvis skyldes energiomkostninger og for lave investeringer, kan Kommissionen ikke lovligt lægge hele regningen over på kinesisk prissætning. Skellet mellem unfair konkurrence udefra og fejl begået hjemme bliver afgørende for, hvor mange sager Bruxelles kan vinde.

Frem til oktober giver fristen Kommissionen et forhandlingskort. Derefter bliver spørgsmålet, om produkt-for-produkt-sager kan blive til et svar, der matcher problemets størrelse. Og lige så vigtigt: Hvem betaler for svaret? De arbejdere, der bliver beskyttet af ny told, fabrikkerne, der får dyrere input, eller de spanske svineproducenter og tyske underleverandører, som står først i køen, hvis Beijing svarer igen.