Bulgarien må skille kul ud

Bulgariens vicepremierminister Atanas Pekanov sagde i sidste uge til parlamentet, at landet har 45 dage til at gennemføre alle udestående reformer i sin EU-genopretningsplan (Fakti). Den største knude er ikke et nyt kraftværk eller en stor lovpakke, men selskabsstyring: To kulselskaber skal løftes ud af det statslige energiholdingselskab. Sker det ikke, risikerer Bulgarien at miste omkring 400 mio. euro i EU-midler.

Pengene kommer fra genopretnings- og resiliensfaciliteten, RRF, EU’s post-pandemiske fond, hvor medlemslande kun får udbetalinger, når de kan dokumentere, at aftalte reformer er gennemført (Europa-Kommissionen, forordning EU 2021/241). Mangler en reform, kan EU-Kommissionen skære i betalingen eller sætte den på pause. Bulgariens sidste betalingsanmodning er på næsten 1,7 mia. euro og skal indsendes senest 31. august (BTA). Bruxelles har allerede vist, hvordan mekanikken virker: Da Bulgarien indsendte sin fjerde anmodning på 1,1 mia. euro, vurderede Kommissionen, at 23 af 26 milepæle var opfyldt, og tilbageholdt penge for resten (Mirage News).

Hvorfor en opsplitning af et holdingselskab betyder noget

Selve reformen lyder administrativ: Mini Maritsa East, en statslig kulmine, og TPP Maritsa East 2, et kulkraftværk, skal ud af Bulgarian Energy Holding, BEH. Energiminister Iva Petrova har bekræftet, at det er en bindende forpligtelse, som ikke kan rulles tilbage (BTA).

Bruxelles’ begrundelse er enkel. Inde i BEH kan profitable aktiviteter som gashandel og elnet i praksis opsuge tabene fra kul. Den interne krydssubsidiering skjuler, hvad det faktisk koster at holde kulsektoren i live. Når kulselskaberne står på egne regnskaber, bliver hvert underskud synligt, og regeringen må åbent beslutte, hvor mange offentlige penge der skal bruges (Mirage News). Hvis kul skal have støtte, skal den stå på budgettet, ikke gemmes i en selskabskonstruktion.

Fra statsbudget til lønseddel

Hvis Bulgariens sidste udbetaling går i stå, rammer det først statsbudgettet. Pekanov beskrev den forrige tranche som afgørende for de offentlige finanser, samtidig med at under halvdelen af genopretningsmidlerne faktisk var nået frem til projektmodtagerne (Fakti). En forsinkelse tvinger Sofia til enten at låne mere, skære andre steder eller bremse betalinger til leverandører, der allerede venter.

Presset er mere konkret i kulregionen. Petrova oplyste, at Mini Maritsa East på én måned havde brug for omkring 50 mio. euro til lønninger og drift, mens lønudgifterne steg omkring 8 %, og eksterne tjenester blev omtrent 12 % dyrere (BTA). Selskabet kan ikke selv betale sine lønninger. Staten dækker hullet. Hvis EU-midlerne fryses, bliver det hul sværere at fylde.

Petrova har lovet, at der hverken kommer lukninger eller massefyringer (Nova). Det foreslåede alternativ er indirekte: Omkring 500 mio. euro fra EU’s Fond for Retfærdig Omstilling kan gå til naturgenopretning, industrizoner og nye arbejdsgivere i regionen. Pekanov sagde til parlamentet, at pengene ikke kan gå direkte til de to kulselskaber, selv om de kan arbejde som underleverandører. For arbejderne i Maritsa East er forskellen ikke teoretisk. Omstillingsmidler kan rydde jord og bygge veje, men de garanterer ikke næste lønseddel.

Bulgarien er ikke alene om at kæmpe mod fristen. Rumænien risikerer at miste mere end 4,5 mia. euro, hvis landet ikke får vedtaget seks reformlove inden en tilsvarende deadline (Digi24). Når RRF lukker ved udgangen af 2026, får hver ufærdig reform en direkte budgetpris (forordning EU 2021/241). Bulgariens sag er bare skarpere. Den omstridte reform handler ikke om et forsinket udbud, men om styringen af en sektor, hvor der er politisk modstand, og hvor staten allerede betaler lønregningen.

RRF fungerer præcis, som ordningen var tænkt. For lande, der accepterede reformer og siden udskød dem, er det netop problemet.