Bulgarien afviser Rusland-advarsel

Syv ledere fra Øst- og Nordeuropa underskrev 25. juni Gdańsk-erklæringen, hvor Rusland beskrives som den alvorligste direkte og langsigtede trussel mod deres sikkerhed. Bulgarien nægtede at skrive under (PISM).

Det er ikke en teknisk detalje. Bulgarien er både EU- og NATO-land, ligger ved Sortehavet og befinder sig tæt på Ruslands krig mod Ukraine. Sofia blokerede hverken en militær plan eller en EU-sanktion. Men afslaget brød billedet af en samlet østflanke få uger før NATO-topmødet i Ankara. Dermed rejser det et spørgsmål, som resten af Europa ikke kan springe over: Hvornår er politisk signalgivning bare signalgivning, og hvornår begynder den at påvirke de formelle beslutninger?

Et forum uden tvangsmagt

Gdańsk-formatet er ikke NATO i fælles beslutning. Det er en selvvalgt kreds af lande, der forsøger at presse både Bruxelles og alliancen i retning af en hårdere linje over for Rusland. Polen, Estland, Letland, Litauen, Sverige, Finland og Rumænien skrev under sammen med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU's forsvarskommissær, Andrius Kubilius (PISM, Euronews).

Det polske institut for internationale anliggender skelner selv tydeligt mellem denne platform og det ældre Bukarest-ni-format, en bredere gruppe af østlige NATO-lande, hvor også stater med mere tvetydige Ruslandslinjer indgår. Bulgarien er et af dem. Gdańsk-gruppen findes netop, fordi Bukarest-ni ikke længere kunne bære en fælles trusselsvurdering.

Europa fungerer i lag. NATO-beslutninger kræver enighed mellem alle allierede. EU-sanktioner kræver enstemmighed i Rådet, hvor hvert medlemsland i praksis har veto. Men mindre koalitioner går ofte forud: De sætter ord på truslen, definerer dagsordenen og lægger pres på de formelle organer, før beslutningerne træffes (NATO, Council of the EU). Gdańsk hører til i det uformelle lag. Dets magt er politisk, ikke juridisk.

Afslaget svækker signalet, ikke kommandokæden

Bulgariens linje ændrer ikke ved nogen traktatforpligtelse eller EU-beslutning. NATO's gensidige forsvarsgaranti i artikel 5 står ved magt. Samtidig var Tyskland og Nederlandene hver for sig i gang med at påtage sig en ny kommandorolle for Estland og Letland op til Ankara-topmødet. Det viser, at konkrete militære arrangementer fortsætter, uanset hvem der står på underskriftslisten i en regional erklæring (DW).

Prisen er politisk. For de baltiske hovedstæder er det ikke retorik at kalde Rusland for truslen. Estlands udenrigsminister har advaret mod enhver fredsløsning, der reelt overlader udsatte lande til Moskvas betingelser (ERR). Når en allieret ved Sortehavet ikke vil bruge samme sprog, kan modstandere læse det som tegn på ujævn politisk vilje på flanken. Det sker samtidig med, at NATO-ledere ifølge The Guardian frygter, at de ikke længere kan regne sikkert med amerikansk støtte, hvis Rusland angriber (The Guardian).

Rumænske medier beskrev Bulgariens position gennem præsident Rumen Radevs henvisning til national interesse, ikke som en tillidskrise (Digi24). Den nuance betyder noget. Bukarest behandler ikke Sofia som fjendtlig, men som upålidelig, når truslen skal formuleres klart.

Budapest får dækning fra Sofia

Ungarske regeringsvenlige medier var hurtige til at gøre Bulgariens afslag til en del af den hjemlige fortælling. Mandiner fremstillede det som bevis på, at et andet land havde overtaget rollen som afviger, efter at Viktor Orbán havde flyttet sig. Pointen var enkel: Vetoer er ikke en ungarsk specialitet (Mandiner).

Portfolio skrev samtidig, at Budapest uventet havde tilladt fremskridt i åbningen af en ny klynge i Ukraines EU-optagelsesforhandlinger, mens Bulgarien særskilt bad om at få fjernet formuleringer, der opfordrede til at åbne yderligere kapitler (Portfolio). For Budapest er Bulgarien nyttigt, fordi Sofia får Ungarn til at fremstå mere samarbejdsvilligt ved sammenligning. Det er en lidt billig gevinst, men i EU-diplomati tæller også de billige.

Den formelle prøve venter

Det afgørende bliver, om Bulgarien tager sin Gdańsk-linje med ind i de rum, hvor enighed er nødvendig. De allierede var stadig i gang med at forhandle fælles sprog om Rusland til Ankara-topmødets erklæring, som alle NATO-lande skal godkende (European Pravda). Hvis Sofia blokerer den formulering, bliver sagen et konsensusproblem. Hvis Bulgarien blokerer tilsvarende sprog i EU-Rådet under den næste sanktionspakke, bliver det et veto.

Indtil da befinder Bulgariens afslag sig i rummet mellem uenighed og obstruktion. Koalitionen kan hurtigere blive enig om trusselsbilledet, end den kan bevise, at alle udsatte lande også vil bære det sprog med ind i de beslutninger, der faktisk binder.