Bulgarsk domstol bremser Lukoil-salg

Bulgarien forsøgte at gøre energisikkerhed til noget, der lignede statslig ejerkontrol over brændstofselskaber med forbindelse til Lukoil. Forfatningsdomstolen sagde nej. Afgørelsen rækker ud over Sofia, fordi den viser et hul, intet EU-land har lukket alene: Sanktioner kan fryse russiske aktiver, men EU har ikke et fælles juridisk redskab, der fjerner russisk indflydelse fra kritiske raffinaderier. Hvert land finder sin egen løsning. De nationale domstole sætter grænsen.

Hvad domstolen fjernede

Bulgariens ordning med en “særlig forvalter” gav regeringen mulighed for at indsætte en statsligt udpeget leder med vidtgående beføjelser over selskaber knyttet til Lukoil. Det gjaldt blandt andet kontrol med aktier, stemmerettigheder og salg af aktiver (24 Chasa). Den del af ordningen har domstolen nu skåret kraftigt ned. Den fastslog, at beslutninger om udpegning skal kunne prøves ved domstolene, og at staten ikke kan sælge raffinaderiaktiver uden ejerens medvirken (Blitz).

Kun Lukoil Neftochim, raffinaderiet i Burgas og Bulgariens eneste store olieraffinaderi, er fortsat under særlig forvaltning. Tre andre selskaber med forbindelse til Lukoil er helt taget ud af ordningen.

Sofia er samtidig presset fra en anden side. Bulgarske diplomater har arbejdet for at holde Lukoils grundlægger, Vagit Alekperov, ude af en ny EU-sanktionspakke med henvisning til energi- og transportinteresser (EFE). Litasco, Lukoils handelsarm, har truet med voldgiftssag over Bulgariens indgreb, og staten risikerer derfor et stort erstatningskrav. Dilemmaet er enkelt nok: Bulgarien vil styre et russisk knyttet strategisk aktiv uden at skabe brændstofmangel eller udløse dyre retssager.

Fire lande, fire nødløsninger

Det politiske mål er fælles i Europa. De juridiske værktøjer er det ikke.

Tyskland satte Rosneft Deutschland under forvaltning i 2022 for at holde PCK Schwedt-raffinaderiet i drift. En forvalter styrer den daglige drift, men ejerskabet ligger fortsat hos Rosneft. Berlin har ingen plan om at købe eller ekspropriere selskabet (Bundestag). Den tyske grundlov kræver, at ekspropriation sker i offentlighedens interesse og mod fuld erstatning (Article 14 GG). Jo længere forvaltningen varer, desto sværere bliver det at forklare den som midlertidig over for domstolene.

Italien valgte en anden vej ved ISAB Priolo-raffinaderiet på Sicilien. Rom satte raffinaderiet under midlertidig administration med et nøddekret og godkendte derefter et privat salg til G.O.I. Energy (Gazzetta Ufficiale, Reuters). Staten overtog aldrig ejerskabet. Den overvågede en markedsbaseret exit og undgik dermed den mest risikable juridiske konflikt.

Rumænien kan granske mulige købere og lægge pres på selskaber gennem licenser, især omkring Trident-gasfeltet i Sortehavet. Et konsortium af arabiske og amerikanske investorer har ifølge Economica.net kontaktet Bukarest om køb af Lukoil-aktiver (Economica.net). Men Rumænien kan ikke bare beordre et salg.

Polen står stille og roligt stærkere. Når Schwedt bevæger sig væk fra russisk råolie, får polsk logistik via Gdańsk og PERN-rørledningen større betydning (DW).

Hullet, Bruxelles ikke har lukket

EU-sanktioner kan fryse aktiver og forbyde transaktioner, men de kan ikke overføre ejerskabet af et raffinaderi (Regulation 269/2014). EU’s forordning om screening af udenlandske investeringer samordner nationale vurderinger af udenlandske købere, men den endelige beslutning ligger hos hvert enkelt land (FDI Screening Regulation). EU-Domstolen har desuden fastslået, at også sanktioner kan prøves ved domstolene (Rosneft C-72/15). Nødpolitik ophæver ikke retsstatens almindelige kæde af kontrol.

Europa har et fælles geopolitisk problem, men ikke et fælles juridisk redskab til at løse det. Tyskland fastholder en forvaltning, hvis proportionalitet bliver mere sårbar år for år. Italien skabte en kontrolleret exit med et særligt dekret. Bulgarien gik for langt og blev trukket tilbage af sin egen domstol. Rumænien venter på købere, som staten ikke kan tvinge frem. Uden en fælles EU-ramme, der skelner klart mellem at holde brændstoffet flydende og at tage ejendom ad bagvejen, fortsætter improvisationen. Regningen fordeles ujævnt: retssager ét sted, forsyningsrisiko et andet, investorer med kolde fødder et tredje. EU-Kommissionen kan ikke afgøre bulgarsk ejendomsret. Den kan afgøre, om Europa bliver ved med at overlade problemet til nationale lappeløsninger.