EU-lande strides om €2tn-budget

EU's budgetkamp ligner nu en kø ved en smal bro: Alle kan se blokeringen, men hver hovedstad vil helst have en anden til at bakke. Tyskland kan juridisk bremse det næste flerårige budget. Det svære for Berlin er politisk: Der skal findes allierede, som afviser de samme prioriteringer. Den koalition er allerede ved at flosse.

Presset ligger i tallene. Det nuværende langtidsbudget er på omkring 1,2 billioner euro, mens EU-Kommissionens næste udkast af Den Europæiske Revisionsret beskrives som næsten 2 billioner euro. Cyperns første kompromistekst skærer ifølge oplysninger omkring 2 %. Det lille snit betyder noget, fordi det tvinger den egentlige beslutning frem: Skal forsvar, Ukraine, konkurrenceevne og udvidelse lægges oven på det gamle budget, eller skal de æde sig ind i det?

Den sparsommelige lejr er mindre samlet, end den ser ud

Cypern kan skrive kompromiserne. Det kan ikke få regeringerne til at ønske det samme resultat. Når tallene først står på papir, holder hovedstæderne op med at forsvare slagord og begynder at forsvare deres egne tab.

Her bliver Tysklands manøvrerum mindre. Et veto virker kun rent, hvis andre kan stå tæt på det. Sverige giver Berlin selskab på spørgsmålet om loftet: Jessica Rosencrantz har kaldt forslaget på 1,23 % af EU's BNI »helt oacceptabelt«. Men Stockholm ser samtidig Ukraine og forsvarssamarbejde som reelle prioriteter, hvilket fremgår af den nordisk-baltisk-ukrainske forsvarserklæring.

Det skaber et praktisk problem for lavbudgetlejren. Mange regeringer kan blive enige om, at budgettet bør være mindre. Færre kan blive enige om, hvilket program der først skal gøres mindre.

Italien åbner endnu en revne. Rom betaler ind til budgettet, men Giorgia Meloni har genåbnet kampen om rabatterne. Hun argumenterer via Euronews Italy for, at rabatter til andre lande ikke kan behandles som permanente, mens Italien betaler uden tilsvarende beskyttelse. Det stiller ikke bare bidragsydere over for modtagere. Det får bidragsyderne til at forhandle mod hinanden, før de overhovedet når frem til modtagerlandene.

Hovedtallet skjuler det egentlige pres

Det budget, der faktisk kan bruges, er mindre, end toplinjen antyder. Portugisiske medier skriver, at det cypriotiske forslag svarer til 1,23 % af EU's BNI, eller 1,13 %, når tilbagebetalingen af NextGenerationEU holdes udenfor. Gældsbetaling kan få loftet til at se generøst ud, mens der bliver mindre plads til reel politik.

Spanien afviser at finansiere nye prioriteter ved at skære i gamle. Madrids fælles erklæring om den flerårige finansielle ramme støtter forsvar, konkurrenceevne og strategisk autonomi, men ikke på bekostning af samhørighedsmidler, landbrug eller fiskeri. Budskabet er kontant: Hvis Europa vil have et geopolitisk budget, kræver det friske penge, nye indtægter, langsommere gældsbetaling eller fælles låntagning.

Rumænien begynder et andet sted. HotNews skriver, at landbrug og samhørighed fortsat ligger på omkring 770 mia. euro i en samlet pakke på omtrent 2 billioner euro, men at der stadig fremgår nedskæringer af den cirkulerede tekst. Bukarests landbrugskrav, omtalt af Agrointel, er at holde landbrugsstøtten adskilt, stabil og fri for obligatorisk national medfinansiering af direkte betalinger.

Støtten til Østeuropa er derfor den mest følsomme linje i udkastet. Polen og Rumænien ønsker en stærkere begrundelse for hjælp til regioner, der er udsat for Ruslands krig og presset fra EU-udvidelse. Sydeuropæiske regeringer vil spørge, om pengene kommer fra den samme samhørighedskasse, som de selv er afhængige af. Hvis løftet kun er formuleringer, køber det ro nu og problemer senere.

De eksterne udgifter viser, hvor stor forskydningen er. International Crisis Group skriver, at udkastet vil løfte de eksterne udgifter til 200,3 mia. euro, en stigning på 75 %. Det kan passe til et hårdere sikkerhedsmiljø. Det gavner også lande med forsvarsindustri, stærke administrationer og projekter klar i skuffen, fordi de kan omsætte nye penge hurtigere end fattigere regioner, der er bygget op omkring ældre støtteordninger.

Spørgsmålet er, hvem der betaler for Europas nye dagsorden, når hver hovedstad har en bremsepedal, og gældsregningen allerede ligger på bordet. Det næste budget vil vise, om den geopolitiske ambition kommer som en ekstra byrde, eller om landmænd, regioner og fattigere medlemslande bliver bedt om at bære den.