CDU binder nye udgifter til gældsfald

Hver euro i nye offentlige udgifter skal sænke gældskvoten. Ikke bare stabilisere den. Sænke den. Det er CDU’s betingelse for at ændre Tysklands gældsbremse, den forfatningsbestemte grænse for statens låntagning. Friedrich Merz har samtidig gjort den politiske pris klar: En ændring kræver to tredjedeles flertal i begge kamre i parlamentet (FAZ, Reuters). Det er ikke kun en tysk budgetstrid. Tyskland er eurozonens største økonomi, og når Berlin beslutter, hvor meget staten må låne, mærkes det i resten af Europa.

Hvordan kvoten virker, og hvem den gavner

Tysklands gældsbremse, Schuldenbremse, begrænser det føderale strukturelle underskud, altså budgetunderskuddet renset for konjunkturudsving, til 0,35 % af BNP (German Basic Law, Bundesbank). CDU vil fastholde loftet, så længe den offentlige gæld ligger over 60 % af BNP. Forsvarsudgifter, der i dag behandles som en undtagelse, skal igen ind i det almindelige budget i begyndelsen af 2030’erne (t-online).

Gældskvoten, den samlede offentlige gæld målt som andel af BNP, kan falde, selv om staten låner flere euro. Det kræver blot, at økonomien vokser hurtigere end gælden. CDU’s test blokerer derfor ikke automatisk alle nye udgifter. Den gør bare ét spørgsmål afgørende: Får udgiften gældskvoten ned?

Tyskland kan godt komme igennem den port. Landet låner billigt, økonomien er stor nok til, at vækst kan opsluge moderat ny gæld, og Berlin har allerede lavet store nationale undtagelser for forsvar og infrastruktur. BNP Paribas vurderede, at Tysklands investeringsløft i 2025 kan øge væksten med omkring 0,7 procentpoint i 2026 (BNP Paribas).

Italien kan ikke på samme måde. Ifølge LeaseNews ventes den italienske gældskvote at nå 138,5 % af BNP i 2026, mens underskuddet ligger over 3 %. Det holder landet under EU’s finanspolitiske overvågning. Italiens vigtigste investeringsredskab er genopretningsplanen PNRR på 194,4 mia. euro, hvor mere end 63 % består af lån og ikke tilskud (Business.it). Tyskland investerer med sin egen balance. Italien låner fra Europa og betaler tilbage.

Hvor det presser europæiske investeringer

Tysk budgetdisciplin rammer resten af Europa ad to veje. Den første er konkret. Tyskland ligger midt i de europæiske forsyningskæder. Når Berlin udskyder offentlige investeringer, mister leverandører i andre EU-lande ordrer (EU-Kommissionen).

Den anden begrænsning er større: Hvem må låne til europæiske projekter? Hvis Berlin behandler gældsdisciplin som et forfatningsprincip derhjemme, er det svært at se Tyskland støtte stor fælles EU-låntagning. EU-Kommissionens forslag til langtidsbudgettet for 2028-2034 kræver enstemmighed, hvilket giver Tyskland et reelt veto (EU-Kommissionen). Franske analytikere fra Ifri formulerer modsætningen direkte: Tyskland åbner nationalt finanspolitisk rum til tyske prioriteter, men modsætter sig tilsvarende ambitioner på EU-niveau (Ifri).

Draghi-rapporten om europæisk konkurrenceevne anslår Europas ekstra investeringsbehov til omkring 800 mia. euro om året (Draghi report). Det beløb finder man ikke ved at finpudse nationale budgetlinjer. Fælles EU-låntagning, som kan lade lande som Italien investere uden at øge deres egen statsgæld yderligere, ville kunne lukke noget af hullet. Tysklands foreløbige svar er nej, hvis det hæver gældskvoten.

Ordet der bærer det meste

CDU’s formel er ikke forkert på egne præmisser. IMF understreger, at finanspolitiske buffere er vigtige, når renteudgifterne stiger, og nye chok fortsat er sandsynlige (IMF). IMK har omvendt vist, at lånefinansierede offentlige investeringer kan sænke gældskvoten over tid, hvis udgifterne løfter den økonomiske produktion nok (Finanznachrichten/IMK).

Det afgørende ord er investering. Tysklands test spørger, om en udgift sænker gældskvoten. Svaret afhænger af, om udgiften øger fremtidens BNP. Ingen i Berlin, Paris eller Rom har fremlagt en opgørelse på projektniveau, der viser, hvilke euro der reelt er investeringer, og hvilke der blot er almindelige udgifter med ny etiket. Tysklands gældskvotetest er økonomisk forsvarlig, hvis Berlin bruger samme målestok på sine egne undtagelser som på EU’s fælles udgifter. Indtil videre gør den det ikke.