Ceuta-returer rammer fem juridiske låse

EU-Kommissionen sagde i sidste uge, at EU-retten giver mulighed for at sende uledsagede mindreårige fra Ceuta tilbage til Marokko. Flere europæiske medier læste det som et grønt lys fra Bruxelles til Spaniens ønske om hurtige hjemsendelser (Euronews, Ceuta Ahora). Den læsning er for vidtgående. Den samme EU-lovgivning, som Kommissionen henviser til, indeholder garantier, der gør det ulovligt at sende et barn tilbage uden en individuel sag, en vurdering af barnets tarv og dokumentation for, at barnet lander et sikkert sted.

Kommissionen kan sende et politisk signal. Men det er Spanien, der gennemfører hjemsendelserne, og det er domstole, anklagere og børnebeskyttelsesmyndigheder, der afgør, om hver enkelt sag holder juridisk. Den kæde har Kommissionens udtalelse ikke ændret.

Hvad Lammert faktisk henviste til

EU-Kommissionens talsmand for indre anliggender, Markus Lammert, sagde til journalister, at Spanien og Marokko bør sikre »en hurtig tilbagesendelse af alle personer, der opholder sig ulovligt i Ceuta«. Han henviste til EU’s tilbagesendelsesdirektiv, loven fra 2008, der regulerer, hvordan medlemslande kan sende irregulære migranter ud, herunder reglerne for uledsagede mindreårige (Brussels Signal).

Udtalelsen lød hård. Den ændrede ikke retten. Reglerne forbyder ikke i sig selv hjemsendelse af uledsagede børn, men de opstiller betingelser, som ingen regering kan springe over.

Fem låse på hvert barns sag

Artikel 10 i tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115/EF) sætter minimumskravene. Før et medlemsland træffer afgørelse om hjemsendelse af en uledsaget mindreårig, skal uafhængige børnebeskyttelsesmyndigheder inddrages. Før barnet faktisk sendes ud, skal staten kontrollere, at et familiemedlem, en udpeget værge eller passende modtagefaciliteter tager imod barnet i Marokko. Artikel 5 føjer tre krav til: barnets tarv, hensynet til familieliv og non-refoulement, altså forbuddet mod at sende nogen tilbage til fare.

Kommissionens egen håndbog om tilbagesendelser gør rækkefølgen konkret: Find barnets familieforbindelser, hør barnet, vurder barnets tarv og kontroller den faktiske modtagelsesordning, før myndighederne gennemfører udsendelsen (Commission Return Handbook). EU-Domstolen strammede den linje i TQ-dommen: Et medlemsland kan ikke sætte en uledsaget mindreårig ind i et tilbagesendelsesforløb uden først at have fastslået, at der findes passende modtagelse i destinationslandet. Kontrollen skal bære afgørelsen, ikke dukke op som en formalitet til sidst (CJEU, C-441/19).

Spanien kender problemet. Landets højesteret har tidligere underkendt hjemsendelser af uledsagede mindreårige fra Ceuta, fordi der manglede individuelle sager, høringsret og konkrete vurderinger. Retten beskrev operationerne som kollektiv udvisning (Público). UNICEF Spanien fastholdt samme linje: Identifikation skal komme først, og intet barn bør sendes tilbage uden individuel vurdering, juridisk bistand og bekræftelse af et sikkert miljø (Europa Press).

Hastighed møder sagsmappen

Europæiske regeringer deler sig efter en velkendt linje. I et fælles brev pressede 22 regeringer, anført af Italien og Danmark, på for skarpere EU-redskaber til hjemsendelser (ANSA). Tyske Tagesschau skrev nøgternt, at mindreårige ikke bare kan sendes tilbage, fordi særlige beskyttelsesregler gælder (Tagesschau). Franske jurister sagde det samme til France 24: individuel behandling, ingen samlede hjemsendelser og dokumentation for, at nogen faktisk tager imod barnet (France 24). Selv den nye tilbagesendelsesforordning, som Europa-Parlamentet godkendte i juni, bevarer de særlige garantier for børn.

Kommissionen gav Spanien politisk dækning. Den gav ikke Spanien en juridisk genvej. Hvert barn i Ceuta kræver fortsat en individuel sag: identifikation, beskyttelsesscreening, høring, inddragelse af anklagemyndigheden, familiesporing i Marokko og verificeret dokumentation for, at barnet modtages sikkert. Spanske domstole har allerede fastslået, at det er kollektiv udvisning at springe de trin over. Bruxelles har besvaret det politiske spørgsmål. Nu ligger det juridiske hos spanske anklagere, børnebeskyttelsesmyndigheder og dommere: om sagerne kan bygges barn for barn, hurtigere end det politiske pres kræver.