Wang Yi besøger Sverige

Kinas udenrigsminister, Wang Yi, besøgte Danmark, Sverige, Finland og Norge i slutningen af juni og begyndelsen af juli. Det var den første kinesiske rundrejse på højt politisk niveau i Norden i mere end 15 år (Politiken). Timingen var ikke tilfældig. Beijing sendte sin chefdiplomat ind i en region, der har ændret sikkerhedspolitisk karakter, efter at Sverige og Finland er blevet medlemmer af NATO. Besøget kom samtidig få dage efter, at EU og Kina ved handelsforhandlinger i Bruxelles indgik en skrøbelig aftale om at holde dialogen åben frem til en ny status i oktober (de.euronews.com).

På overfladen var møderne høflige. Den politiske betydning ligger et andet sted: Beijing afprøvede, om bilaterale samtaler kan bløde stemningen op omkring EU-beslutninger, der formelt træffes i Bruxelles.

Koordineret modstand

Danmark sendte det klareste signal om, at de nordiske regeringer læste rundrejsen som en samlet test og ikke som fire adskilte høflighedsbesøg. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen gjorde Kinas rolle som muliggjører for Ruslands krig mod Ukraine og ubalancen i EU-Kina-handlen til hovedpunkter. Han ønskede, at Wang Yi skulle høre samme budskab i alle nordiske hovedstæder, ikke kun i København (Politiken, BT/Reuters). Hvis Beijing håbede på at finde forskellige priser i forskellige hovedstæder, forsøgte København at lukke den mulighed.

Finland fulgte samme logik. Udenrigsminister Elina Valtonen placerede mødet inden for rammerne af EU-Kina-forholdet og europæisk sikkerhed og bad Kina yde et "konstruktivt bidrag" til begge dele (Ulkoministeriö, Yle). Helsinki fremstillede ikke mødet som en bilateral genstart. Samtalen blev lagt ved siden af EU-linjen, ikke i opposition til den.

I Sverige blev mødet med statsminister Ulf Kristersson mødt af aktivistisk pres på grund af den fængslede svensk-kinesiske forlægger Gui Minhai. Det tilføjede et menneskeretligt lag, som gjorde det sværere for Beijing at sælge besøget som en varm genåbning. South China Morning Post beskrev hele rundrejsen som et forsøg fra Beijing på at teste, om "transatlantisk uro" kunne mildne Europas "nordiske høge" (SCMP). Det er en analytisk plausibel læsning, men ingen nordisk embedsmand brugte den slags sprog offentligt.

Sådan bevæger bilateralt pres sig gennem Bruxelles

EU’s magtkort forklarer, hvorfor rundrejsen betyder noget, selv uden synlige indrømmelser. EU-Kommissionen, ikke de nationale hovedstæder, fører EU’s handelspolitiske forsvarssager, for eksempel told og undersøgelser af statsstøtte. Det er en enekompetence efter EU-traktaterne (TEUF art. 207).

Udenrigs- og sikkerhedspolitikken fungerer anderledes. Den kræver fortsat enstemmighed i Rådet, hvor medlemslandenes regeringer fastlægger EU’s fælles positioner. Dermed beholder hver hovedstad en politisk stemme og ofte i praksis et veto (TEU art. 31).

Kina kan ikke bruge et møde i Helsinki eller Stockholm til at standse en antidumping- eller antisubsidiesag i Kommissionen. Men Beijing kan bruge de bilaterale spor til at påvirke, om Europa holder presset oppe eller langsomt skruer ned. Tyskland viser mekanismen tydeligst. Efter Wangs europæiske kontakter skrev tyske medier, at Beijing opfordrede Berlin til at fremme en mere "rationel" EU-linje, mens tysk industri fortsat er stærkt afhængig af både det kinesiske marked og risikoen for kinesiske modtræk (Zeit, zdfheute.de). Den juridiske kompetence bliver i Bruxelles. Det politiske pres går gennem Berlin.

Litauens stille kursskifte

Den største komplikation for fortællingen om nordiske høge, der afviser kinesisk charme, ligger længere mod øst. Litauen blev EU’s tydeligste eksempel på modstand mod Beijing, da landet i 2021 tillod et taiwansk repræsentationskontor i Vilnius. Kina nedgraderede de diplomatiske forbindelser og lagde økonomisk pres på landet. Nu diskuterer Litauen åbent en normalisering af forholdet (LRT, Lrytas). Litauiske medier peger på et politisk mål om at genoprette forbindelserne inden for omtrent seks måneder, selv om eksperter i samme debat kalder tidsplanen ambitiøs.

Det betyder noget for det større billede. Hvis det medlemsland, der betalte den mest synlige pris for at udfordre Kina, nu søger en form for tilpasning, vil andre hovedstæder læse signalet. Spørgsmålet bliver, hvad konfrontation med Beijing koster, og hvem der bærer regningen.

Ingen kontrolleret kilde viste konkrete indrømmelser fra nogen nordisk regering under Wangs rundrejse. Ingen fælles erklæring flyttede en position i Rådet. Ingen handelssag rykkede sig. EU-Kina-statussen i oktober bliver derfor næste reelle test: Holder Kommissionens forhandlingsstyrke, eller har de bilaterale kanaler stille udhulet den politiske opbakning bag den?