Kina trænede 200 russere i dronekrig

I juli 2025 indgik Kina og Rusland en hemmelig bilateral aftale, som forbød offentlig omtale. Ifølge aftalen trænede Kinas Folkets Befrielseshær omkring 200 russiske soldater på militære anlæg i dronekrig, elektronisk krigsførelse og pansret infanteritaktik i november og december 2025. Nogle af dem vendte siden tilbage til krigen i Ukraine. Tre europæiske efterretningstjenester fulgte programmet i månedsvis, før det blev offentligt 19. maj, samme dag som Putin landede i Beijing (Kyiv Independent, n-tv).

Oplysningerne flytter Kina fra rollen som økonomisk muliggører af Ruslands krig til noget tættere på direkte militær medvirken. EU havde efterretningerne til at afsløre operationen. Spørgsmålet er, om unionen har det politiske system til at straffe den.

Hvad programmet faktisk byggede op

Deltagerne omfattede militære instruktører fra juniorsergenter til oberstløjtnanter, og mange var udvalgt netop på grund af deres træningsfunktioner. På kinesiske militæranlæg i Shijiazhuang, Zhengzhou, Yibin og Nanjing øvede de samspil mellem droner og artilleri, elektronisk krigsførelse mod droner og flyvning med FPV-droner på kinesiske simulatorer. En efterretningstjeneste vurderer, at nogle af de uddannede russere senere gennemførte droneoperationer på det besatte Krim og i Zaporizjzja. Reuters kunne ikke uafhængigt bekræfte den del.

Programmet var bygget til at kunne brede sig. Når en russisk instruktør vender hjem, kan kinesiske droneteknikker føres videre til hundredvis af operatører længere nede i systemet. Det er teknologioverførsel gennem mennesker snarere end gennem udstyr, og det giver Rusland adgang til erfaring fra verdens førende droneland.

Enstemmighedsfælden

EU har gradvist skruet op for sanktionerne mod kinesiske selskaber, der forsyner Ruslands krigsmaskine. Den 20. sanktionspakke fra april 2026 ramte omkring 27 kinesiske og Hongkong-baserede enheder. Kommissionsformand Ursula von der Leyen har kaldt Kina en "de facto" muliggører af Ruslands krigsøkonomi.

Det er én øvelse at sanktionere stråselskaber. Det er en anden at behandle Kina som en statslig militær aktør. EU’s sanktionsregler er i princippet brede nok til at ramme aktører, der underminerer Ukraines territoriale integritet. Barrieren er politisk: Enhver udenrigspolitisk beslutning mod enheder i Folkets Befrielseshær eller kinesiske militære embedsmænd kræver enstemmighed blandt alle 27 medlemslande. Ét land kan altså blokere. Ungarn har igen og igen udvandet eller nedlagt veto mod fælles EU-linjer over for Kina, og det gør springet fra selskabssanktioner til statslige militærsanktioner næsten umuligt.

Tre hovedstæder, tre distraktioner

Tyskland viser dilemmaet tydeligst. Kansler Friedrich Merz sagde 19. maj, at han håbede, Xi Jinping ville presse Putin til at afslutte krigen. Det var samme dag, Reuters viste, at Kina havde trænet russiske soldater. Samtidig mister tyske bilproducenter hastigt markedsandele i Kina. Berlin har svært ved at eskalere mod en partner, som det allerede er ved at tabe.

Italiens version er anderledes. Tre dage før Reuters-historien erklærede industriminister Adolfo Urso, at kinesiske bilproducenter var "velkomne" til at købe lukkede Stellantis-fabrikker, mens regeringen i det stille strammede sikkerhedskontrollen med kinesiske investeringer i sektorer tæt på forsvar. Ingen italiensk embedsmand har offentligt koblet oplysningerne om militær træning til den industrielle frierproces.

Polen rettede sin bekymring et andet sted hen. Warszawa brugte ugen på at håndtere en aflyst amerikansk tropperotation og insisterede på, at beslutningen "vedrører Tyskland, ikke Polen". Det land, der har mest at frygte fra bedre russiske dronekapaciteter, talte kun lidt om Kina.

Mønstret er det samme i alle tre tilfælde: Medlemslandene er optaget af hjemlige kriser og bilaterale investeringer, mens en samlet europæisk linje over for Beijing udebliver.

Hvad der stadig er skjult

Aftalen fra juli 2025 gik begge veje. Samtidig med at russiske soldater blev trænet i Kina, blev "hundredvis" af kinesiske soldater trænet i Rusland, hvor de kunne opsamle kamptestede dronetaktikker fra den mest droneintensive krig i moderne tid. Hvis Folkets Befrielseshær bruger de erfaringer i sin egen operative planlægning, bliver udvekslingen både et europæisk sikkerhedsproblem og et indo-pacifisk problem. Europæiske ledere behandler ofte de to regioner som adskilte. Beijing gør tydeligvis ikke.

Tre efterretningstjenester sad på historien i månedsvis og lod den komme frem, netop da Putin ankom til Xi Jinpings hovedstad. Timingen var næppe tilfældig. Den institutionelle reaktion, som lækket skulle fremprovokere, er til gengæld stadig ikke kommet.