Kongressen vil blokere tyrkisk motorhandel

Den amerikanske regering orienterede 24. juni Kongressen om et planlagt salg af General Electric F110-motorer til Tyrkiets egenudviklede kampfly KAAN. Handlen har ifølge ProtoThema en værdi på omkring 700 mio. dollar. Få dage senere fremsatte den demokratiske kongrespolitiker Dina Titus et forslag, der skal blokere salget.

På papiret handler sagen om en motor. I praksis tvinger den Washington til at vælge mellem to hensyn, som begge betyder noget for Europas sikkerhed: Skal USA bruge forsvarseksport til at holde Tyrkiet fast i vestlige forsyningskæder, eller skal straffen fastholdes for Ankaras køb af det russiske S-400-luftforsvarssystem? Svaret flytter balancen for forskellige allierede på meget forskellige måder.

Hvad Kongressen faktisk kan gøre

USA sælger våben til allierede gennem Foreign Military Sales, den statslige kanal for våbenhandler mellem regeringer. Når en handel er notificeret, kan Kongressen forsøge at stoppe den. Det er den procedure, Titus har brugt: et fælles misbilligelsesforslag, som udløser en afstemning om, hvorvidt et anmeldt salg skal blokeres (ProtoThema, CRS).

Det lyder mere håndfast, end det normalt er. Forslaget skal vedtages i både Repræsentanternes Hus og Senatet. Præsidenten kan nedlægge veto. Et veto kan kun tilsidesættes med to tredjedeles flertal i begge kamre (CRS). Den tærskel når Kongressen næsten aldrig i våbensager. Den reelle virkning ligger derfor et andet sted: Kongressen kan tvinge debatten frem, gøre prisen diplomatisk højere og påvirke, hvilke handler en administration tør sende videre næste gang.

Motorsalget og en eventuel tyrkisk tilbagevenden til F-35-programmet ligger heller ikke på samme tidsskala. KAAN er stadig en prototype, og uden motorer, adgang til forsyningskæder og flere års test bliver flyet ikke et troværdigt kampfly (El Confidencial). At give Tyrkiet adgang til F-35 igen ville være en langt større tillidsbeslutning, fordi det ville rulle Ankaras udelukkelse fra programmet i 2019 tilbage. Der findes ingen formel F-35-notifikation for Tyrkiet i den offentlige DSCA-oversigt.

S-400-fælden

Tyrkiets køb af det russiske S-400-missilsystem er stadig den knude, som alt andet bindes op på. Washington smed Tyrkiet ud af F-35-programmet i 2019 med den begrundelse, at russisk luftforsvarsudstyr i nærheden af F-35-operationer kunne afsløre flyets stealth-egenskaber (White House). I december 2020 indførte USA sanktioner mod Tyrkiets myndighed for forsvarsindkøb under CAATSA, den amerikanske lov, der straffer væsentlige forsvarshandler med Rusland (State Department).

Sanktionerne skabte et troværdighedsproblem, som endnu ikke er løst. Hvis Washington nu godkender avanceret eksport uden en verificeret løsning på S-400-spørgsmålet, sender det et klart signal: Sanktioner kan forhandles væk, hvis en allieret er strategisk nyttig nok. Græske og cypriotiske kritikere bruger netop det argument. For dem handler blokeringen ikke kun om motorer, men om hvorvidt håndhævelse overhovedet betyder noget, så længe S-400-sagen står åben (Capital, CNA).

Europa læser sagen fra forskellige positioner

De europæiske allierede har ikke én fælles Tyrkiet-politik, fordi de ikke bærer den samme risiko.

Grækenland ser sagen gennem luftmagt. Athen har købt 18 Rafale-kampfly fra Frankrig og fået amerikansk godkendelse til op til 40 F-35 (Dassault Aviation, DSCA). Så længe Tyrkiet er udelukket fra F-35, har Grækenland et forspring i luften. Hvis Ankara får adgang igen, bliver det forspring mindre.

Tyskland begynder et andet sted: ved Tyrkiets nytteværdi for NATO. Ankara har alliancens næststørste militær, kontrollerer Bosporus og har leveret droner til Ukraine (FAZ). I tysk dækning fremstår motorer til KAAN som en mere afgrænset indrømmelse end F-35-adgang, der fortsat er det egentlige tillidsspørgsmål (merkur.de).

Spanien tilfører en interessant detalje. Da det fransk-tysk-spanske kampflyprojekt FCAS løb ind i problemer om designkontrol og fordeling af industriarbejde, undersøgte Madrid indledende kontakter om KAAN. Samtidig noterede rapporteringen, at flyet stadig er for umodent til Spaniens behov for hangarskibsbaseret luftfart (El Confidencial). Interessen gør ikke KAAN til et reelt alternativ. Den viser snarere, at problemer i Europas egne kampflyprogrammer gør selv prototyper politisk brugbare som forhandlingskort.

Hvad der endnu ikke er sket

Der er ikke fremlagt nogen verificeret plan for at skille sig af med S-400-systemet. Der findes ingen formel F-35-notifikation for Tyrkiet. Og der er ikke offentligt dukket et detaljeret tyrkisk forslag op, som løser betingelserne fra udelukkelsen i 2019 (Haberler, Jerusalem Post).

Uden de elementer er motorstriden en forpost til den større F-35-beslutning. Argumentet for at holde Tyrkiet bundet til Vesten vejer reelt tungt: Amerikanske motorer vil fastholde Ankara i vestlige forsyningskæder og give Washington løbende indflydelse. Modargumentet er lige så alvorligt: Hvis CAATSA udhules, lærer alle allierede, at sanktioner kan ventes ud. Uanset om Titus’ forslag bliver vedtaget eller ej, har det allerede en funktion. Det gør enhver fremtidig F-35-bevægelse dyrere politisk og tvinger Washington til at vælge, hvilket signal der vejer tungest: det, der opfattes i Athen, eller det, der opfattes i Ankara.