Constanta-eksplosion udløser ny droneprotokol

Den 5. juni drev en ukrainsk marinedrone ind i Constanta, Rumæniens største havn ved Sortehavet. Mellem klokken 10.27 og 10.28 selvdetonerede den. Ukraine havde først advaret de rumænske myndigheder klokken 09.54, altså godt en halv time før eksplosionen, mens situationen allerede var i gang. Fire ukrainske droner havde mistet forbindelsen nær Sevastopol, ifølge Kyiv på grund af russisk elektronisk jamming, og var gået over i en automatisk selvdestruktionssekvens. En af dem nåede helt ind til en kajplads i en civil havn i et NATO-land.

Rumæniens fungerende udenrigsminister, Oana Toiu, sagde 5. juli, at Bukarest og Kyiv forhandler om en protokol: Ukraine skal advare Rumænien, når landet mister kontrollen over droner, og programmere dem til at selvdestruere, før de når rumænsk territorialfarvand (HotNews). Det er den rigtige retning. Men et løfte er først noget værd, når det kan omsættes til en mekanisme, som nogen faktisk kan holdes ansvarlig for.

Hvem bestemmer over Rumæniens havn

NATO står for air policing langs alliancens østlige flanke og kan overvåge trusler. Men alliancen træffer ikke beslutningen om magtanvendelse over et medlemslands egen havn (NATO). Rumænien har suveræniteten over sit luftrum og sit territorialfarvand. Når en langsom og billig drone driver mod en civil kaj, er det rumænske myndigheder, der skal beslutte, om havnearbejdere skal evakueres, eller en terminal skal lukkes. Ikke NATO’s kommandostruktur.

Den beslutning afhænger af varslingstiden. Tallene viser, hvor almindelig risikoen er blevet. Siden Ruslands fuldskala-invasion begyndte, har Rumæniens forsvarsministerium registreret mere end 100 angreb nær grænsen, 29 ulovlige russiske droneindtrængninger i rumænsk luftrum og 15 luftrumskrænkelser alene i 2026, som har udløst 26 indsættelser af militærpoliti (Agerpres). Rumænien har bedt allierede om lavtflyvningsradarer og interceptor-droner, altså systemer, der kan opdage og nedkæmpe små, langsomme mål, som klassisk luftforsvar ikke er bygget til (Straits Times). Landet har også bestilt 24 tyske Skyranger 35-systemer til bekæmpelse af droner (ArmyRecognition). Men indkøb af luftforsvar måles i år, ikke uger. En bilateral protokol med Kyiv kan lukke noget af hullet hurtigere, hvis den vel at mærke findes som andet end en hensigtserklæring.

En protokol, ingen kan læse

Der er ikke offentliggjort nogen underskrevet tekst. DW Romania skrev, at myndighederne efter tidligere dronehændelser i Galați og Constanta lovede forklaringer "inden for få dage". Offentligheden fik i stedet ubesvarede spørgsmål.

En brugbar protokol skal afklare det helt grundlæggende. Hvor mange minutter må der gå, fra Ukraine mister kontakt med en drone, til Rumænien bliver advaret? Hvor præcist skal selvdestruktionen udløses? Hvem modtager alarmen: flåden, havnemyndigheden eller grænsepolitiet? Og hvis vragdele fra en detonation før grænsen alligevel rammer et skib eller tvinger havnen til at lukke, hvem betaler så?

Litauen viser, hvordan den slags kan gøres mere håndfast. Den 30. juni vedtog parlamentet i Vilnius en lov, der giver civile ret til erstatning fra forsvarsmidler, hvis de lider skade, når litauiske eller allierede styrker lovligt skyder en drone ned. Krav kan indgives i op til tre år (LRT). Litauen identificerede ansvarsproblemet, skrev det ind i loven og offentliggjorde løsningen. Rumæniens protokol er derimod usynlig for de havnearbejdere, rederier og kystbeboere, som vil bære omkostningen, hvis systemet svigter. Den samme improvisation ses langs store dele af NATO’s østlige kant, hvor Letland og Finland opbygger hver deres anti-drone-systemer og ansvarsregler uden en fælles skabelon (Euronews, Yle).

Rumæniens fungerende forsvarsminister, Radu Miruta, har sagt, at ansvaret ligger hos dem, der sender dronerne af sted. Den formulering trækker en vigtig grænse mellem solidaritet med Ukraine og accept af, at krigens bivirkninger bliver hverdag i Rumænien. Men et princip er ikke en erstatningsordning. Bukarest har beskrevet en sikkerhedsplan tydeligere, end landet har vist den. Indtil protokollens vilkår bliver offentlige, må havnearbejdere og rederier i Constanta stole på en mekanisme, de ikke kan se.