Forfatningsstrid bremser Rumæniens våbenkøb

Rumænien har ni dage til at underskrive militærkontrakter for 8,33 mia. euro under EU's nye SAFE-låneprogram til forsvar (Reuters via MarketScreener). En forfatningssag om det juridiske grundlag blokerer processen. Hvis fristen 31. maj udløber uden underskrifter, mister Bukarest muligheden for at kræve, at halvdelen af materiellet produceres i Rumænien.

Hvad SAFE giver — og hvad fristen fjerner

SAFE, Security Action for Europe, er bygget efter samme finansielle logik som EU's coronagenopretningsfond: EU-Kommissionen låner på kapitalmarkederne med sin høje kreditvurdering og låner derefter pengene videre til medlemslandene til en rente, der ligger klart under deres egen. For Rumænien betyder det omkring 3 % i rente i stedet for de cirka 7 %, landet betaler på sin egen statsgæld (Centre for European Reform). Lånene løber i 45 år og har ti års afdragsfrihed, så hovedstolen først skal betales tilbage omkring 2036 (Breaking Defense).

Atten medlemslande er godkendt til samlet omkring 131 mia. euro. Polen er den største låntager med 43,7 mia. euro og underskrev sin aftale 8. maj (Notes from Poland). Rumænien ligger nummer to med 16,68 mia. euro (milmag.pl).

Efter 31. maj kan landene kun købe materiel gennem fælles indkøb med mindst én partnerstat. Økonomiminister Irineu Darău formulerede konsekvensen uden omsvøb: Efter den dato "vil vi ikke længere have lige så stærk indflydelse på lokalisering i Rumænien" (Mediafax). Fælles indkøb svækker det enkelte lands mulighed for at kræve lokale fabrikker og lokale arbejdspladser.

En væltet regering og en forhastet lov

Rumæniens parlament godkendte den første pakke på 15-16 forsvarsprogrammer 29. april. Få dage senere væltede en oppositionskoalition premierminister Ilie Bolojans regering med 281 stemmer den 5. maj (Agerpres). På vej ud pressede forretningsministeriet det juridiske grundlag for SAFE-kontrakterne igennem, men tilføjede sene ændringer, efter at det formelle møde var afsluttet.

Det er de sidste tilføjelser, der nu ligger til grund for en forfatningsklage. PSD, Socialdemokraterne, som var med til at vælte regeringen, mener, at forretningsministeriet gik ud over sit mandat ved at lovgive efter afsættelsen. Landets ombudsmand har indgivet en særskilt indsigelse. PSD siger, at partiet støtter SAFE som program, men anser proceduren for ulovlig. Dermed er Rumænien fanget i juridisk usikkerhed få dage før en frist, der ikke flytter sig.

Hvem får kontrakterne — og hvad Rumænien faktisk bygger

De godkendte kontrakter hælder tungt mod tyske Rheinmetall: omkring 68 % af den første tranche på 8,33 mia. euro, fordelt på 232 Lynx-infanterikampkøretøjer, Skynex-luftforsvarsbatterier, patruljeskibe og ammunition (HotNews). Rumæniens statslige våbenkoncern ROMARM har advaret om, at "simpel montage på licens ikke udvikler industri" (Adevărul). Bolojan lovede mindst 50 % lokal produktion. Forskellen mellem samlefabrikker og reel teknologioverførsel er stadig ikke afklaret.

Et mønster i hele programmet

Rumæniens tidspres står ikke alene. Italien, som er tildelt 14,9 mia. euro, har heller ikke underskrevet. Premierminister Giorgia Meloni sendte 17. maj et brev til Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, hvor hun gjorde italiensk deltagelse afhængig af finanspolitisk fleksibilitet til energiudgifter (Il Politico Web). Kommissionen afviste kravet. Ungarns 16,2 mia. euro er fortsat ikke godkendt (The Defense Post).

Mekanismen er enkel. Stabile regeringer med stærke indkøbsapparater kan sikre nationale industrifordele. Splittede regeringer taber tid og dermed forhandlingskraft. Rumænien, som både S&P og Fitch vurderer til BBB- med negative udsigter (Economica.net), er samtidig på vej til at lægge 16,68 mia. euro oven i en offentlig gæld, der allerede nærmer sig EU's Maastricht-grænse på 60 % af BNP. Over den grænse kommer medlemslande under pres for at stramme finanspolitikken.

Nu afgør forfatningsdomstolen, om Rumænien når fristen 31. maj. Kontrakterne er skrevet. Pengene er til rådighed. Hver dag uden en afgørelse flytter vægt fra Bukarest til Bruxelles og fra rumænske fabrikker til udenlandske produktionslinjer.