Magtkamp fælder fransk-tysk kampflyprojekt

FCAS/SCAF er faldet fra hinanden, fordi Frankrig og Tyskland ikke kunne omsætte fælles forsvarsambition til fælles kontrol. Projektet handlede om mere end ét kampfly. Det viste, at Europa godt kan bruge flere penge på forsvar og stadig mislykkes med at opbygge fælles industriel styrke, hvis stater og virksomheder ikke vil dele magten over, hvem der designer, opgraderer og eksporterer våbnene.

Bruddet lå i aftalen fra begyndelsen

Den politiske handel var enkel på papiret: Frankrig skulle føre an på fremtidens kampfly, mens Tyskland skulle lede MGCS, det planlagte næste generations kampvognsprojekt, som skal afløse Leopard- og Leclerc-familierne (tportal). Spanien gik ind i FCAS som fuld partner, med Indra i centrale roller på sensorer og simulation, mens Airbus skulle håndtere ubemandede støttefly og datasystemer til slagmarken (The Aviationist).

Aftalen knækkede dér, hvor politik bliver til ingeniørarbejde. Dassault og Airbus kunne ikke blive enige om ledelse, arbejdsdeling og rettigheder til teknologien (Le Monde, Euronews). Det er ikke tekniske detaljer. De afgør, hvem der kontrollerer systemets design, hvem der senere kan opgradere det, hvem der godkender ændringer, og hvem der får lov at sælge flyet til andre lande.

Den kommercielle konflikt var lige så hård som den nationale. Dassault og Airbus konkurrerer på eksportmarkedet, så deling af egenudviklet ingeniørviden ville give en fremtidig rival mere handlekraft. Frankrig ville beskytte en model bygget på selvstændigt kampflydesign, eksportfrihed, hangarskibskapacitet og atomvåbenrelaterede krav. Tyskland bruger nu flere penge og bærer større industriel vægt og ville ikke længere acceptere en birolle i et system, der kan forme Europas marked for avancerede kampfly i årtier (Le Grand Continent).

Skilsmissen er bitter, fordi begge parter har noget, den anden ikke uden videre kan undvære. Frankrig har doktrin og designmyndighed. Tyskland har penge og alternativer. Ingen af delene bliver automatisk til et fælles fly. Dassault står heller ikke nødvendigvis tilbage som klar vinder, for Frankrig kan få svært ved at finansiere et fremtidigt kampfly alene (Le Monde).

Regningen rækker ud over Paris og Berlin

Spanien rammes først. Madrid gik ind i FCAS for at opbygge reel industriel kapacitet, ikke for at se en fransk-tysk magtkamp fra sidelinjen. Ifølge spanske medier er kontrakter på 540 mio. euro til Indra og 160 mio. euro til et Indra-Airbus-konsortium i fare, ikke allerede tabt (Cinco Días, The Objective). Forsvarsminister Margarita Robles kaldte udfaldet en fiasko og pegede på, at industrielle interesser havde overtaget projektet (EFE via Infobae).

Italien får mere plads, men ikke sikkerhed. GCAP, kampflyprogrammet mellem Italien, Storbritannien og Japan, ligner nu det stærkeste europæisk forankrede alternativ. Leonardo har sagt, at Tyskland ville være en værdifuld partner, men en tysk indtræden kan åbne de samme diskussioner om arbejdsdeling og tidsplan i et program, der allerede er bygget op omkring Rom, London og Tokyo (Reuters via MarketScreener, Defense News).

Tyskland ser også mod nord. Airbus har undersøgt tidlige samtaler med Saab, men Sverige har behandlet et muligt samarbejde som et politisk valg, ikke som en underskrevet vej ud af FCAS-sammenbruddet (StreetInsider). Det er centralt, fordi Europas problem ikke er mangel på mulige partnere. Risikoen er, at penge, ingeniører og forsyningskæder spredes, før et nyt fælles design overhovedet tager form.

Lande tættere på Rusland vil måle fiaskoen i tid, ikke symbolik. Polske medier har fremhævet, at FCAS efter flere års strid om patenter og ledelse allerede var gledet mod 2040’erne (Defence24). Hvis europæiske projekter kommer for sent, vil regeringer købe systemer, der findes, fra USA, Sydkorea eller andre leverandører. Dermed låser de sig også til uddannelse, vedligeholdelse og ammunition i årtier.

Kampvognen bærer nu testen

MGCS arver det samme spørgsmål på landjorden. Rheinmetalls direktør, Armin Papperger, har advaret om, at franske budgetnedskæringer kan true kampvognsprojektet, selv om det tilgængelige franske materiale ikke uafhængigt bekræfter den konkrete påstand (Stern).

Det stærkere belæg peger på det samme kontrolproblem. MGCS er gledet ind i 2040’erne, og grundlæggende designvalg, herunder kanonkaliber, er stadig uafklarede (Shephard, FAZ). Et kampvognsprogram kan ikke blive Europas næste strategiske søjle, mens partnerne stadig strides om, hvem der fastlægger designet, hvem der ejer teknologien, og hvem der betaler regningen.

Europa siger, at det vil have mere forsvarsautonomi. FCAS viser prisen. Nogen skal afgive kontrol, før et fælles våben bliver mere end en pressemeddelelse.