Kroatien bryder 26 års ECB-monopol

Siden ECB (Den Europæiske Centralbank) blev oprettet i 1998, har Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien behandlet bankens direktion som en fast ejendom, der skulle fordeles mellem dem. Det stod ingen steder i traktaterne, men sådan fungerede magten. Den 1. juni brydes mønsteret. Boris Vujčić, chef for Kroatiens centralbank, bliver næstformand i ECB efter Spaniens Luis de Guindos. Kroatien indførte euroen i januar 2023. Intet land uden for de fire store har før haft en plads i den seks personer store direktion, som står for ECB’s daglige ledelse og har faste stemmer om renten (Global Banking & Finance, Euronews).

Spaniens kalkulerede tilbagetog

Spanien valgte ikke at kæmpe for posten. Sánchez-regeringen undlod at stille en kandidat og henviste til den uformelle regel om, at samme nationalitet ikke bør afløse sig selv. Den egentlige kamp ligger længere fremme: I 2027 udløber tre direktionsposter, herunder formandsposten. Christine Lagardes otteårige mandat kan ikke forlænges og slutter i oktober samme år. Spanien vil have den post.

Kandidaten er Pablo Hernández de Cos, tidligere chef for Spaniens centralbank og nuværende direktør for Den Internationale Betalingsbank. De Guindos fremstillede afgangen som et midlertidigt tab: "Spanien er den fjerdestørste økonomi i euroområdet, og jeg er overbevist om, at landet vil sikre sig en plads" (Global Banking & Finance). Men regnestykket har en indenrigspolitisk risiko. Sánchez regerer i mindretal, hans position er svækket efter regionale nederlag, og den nuværende spanske centralbankchef arbejder angiveligt på at svække Hernández de Cos’ kandidatur.

Rentefalkene greb åbningen

Vujčić vandt, fordi hans pengepolitiske linje passede til det, de nordeuropæiske eurolande ønskede. Eurogruppen, hvor eurolandenes finansministre koordinerer, nominerede ham i januar efter tre afstemningsrunder. Han slog Finlands Olli Rehn og Portugals Mário Centeno. Vujčić regnes som rentefalk, altså en centralbankmand, der prioriterer inflationskontrol og derfor accepterer højere renter. Det flugtede med Tyskland, Østrig og de baltiske lande, som netop ønskede den stemme i direktionen.

Centeno stod på den modsatte side. Han er due i ECB-sprog: mere tilbøjelig til at støtte lavere renter og en lempeligere pengepolitik. Efter nederlaget kritiserede han offentligt den portugisiske regering for at have bakket hans kandidatur op for sent. Det er usædvanligt fra en siddende centralbankchef og viste, at ECB-udnævnelser nu handler lige så meget om renteideologi som om national lobbykraft.

Formandskampen og dem uden stemme

Den store pris kommer i oktober 2027. ECB-formanden vælges af Det Europæiske Råd, hvor EU’s stats- og regeringschefer mødes. Det kræver kvalificeret flertal: 55 % af medlemslandene, som tilsammen repræsenterer 65 % af EU’s befolkning. Intet enkelt land kan nedlægge veto, men Tyskland og Frankrig kan hver især samle blokerende mindretal. Spanien, Nederlandene og Tyskland har alle kandidater i spil.

Én aktør mangler helt i processen: Europa-Parlamentet. Den direkte valgte institution, som også repræsenterer eurozonens borgere, har ingen formel stemme om, hvem der leder den bank, der sætter renten og påvirker låneomkostningerne. Parlamentet holder høringer og afgiver ikke-bindende udtalelser. Udnævnelsesmagten ligger hos de nationale regeringer. For en institution, hvis beslutninger rammer boliglån, opsparing og kreditvilkår i 21 lande, er vælgernes indflydelse bemærkelsesværdigt indirekte.

Kroatiens plads i direktionen viser, at mindre eurolande kan bryde igennem, når den politiske og pengepolitiske timing passer. Om det bliver en varig åbning eller en enkelt undtagelse, afgøres i 2027. Hvis Spanien får en toppost, og de fire store igen lukker kredsen, bliver Vujčićs udnævnelse en fodnote: det første brud i et monopol, som hurtigt reparerede sig selv. Hvis mindre økonomier bliver ved med at konkurrere om de øverste poster, ændrer ECB’s interne magtkort sig for første gang siden euroens fødsel.