Cypern åbner for selskabsskattedata

Cyperns parlament har enstemmigt vedtaget, at landets skattemyndighed automatisk kan dele selskabsskattedata med alle andre EU-lande (Stockwatch). Loven gennemfører DAC9, EU-direktivet der bygger dataudvekslingen op omkring den globale minimumsskat for selskaber.

I sig selv er det en rapporteringsregel. Men den rammer ned i en større ændring: For Europas største koncerner er en lav officiel selskabsskattesats ikke længere nok til at afgøre regningen. Det afgørende bliver i stigende grad, hvad virksomhederne faktisk betaler, og om andre landes skattemyndigheder kan kontrollere det.

Tre skridt fra global regel til national skattemyndighed

Kæden har tre led. Først udformede OECD Pillar 2, et regelsæt der siger, at koncerner med en årlig omsætning på mindst 750 mio. euro skal betale en effektiv selskabsskat på mindst 15 % i alle lande, hvor de opererer (OECD). Ordet »effektiv« er centralt. Testen handler ikke om den officielle skattesats, men om hvad selskabet faktisk betaler efter fradrag, kreditter og undtagelser.

Derefter gjorde EU OECD-reglerne bindende gennem direktivet om minimumsbeskatning, som alle medlemslande skal anvende (EUR-Lex). Hvis en koncerns effektive skat i ét land ligger under 15 %, skal en tillægsskat lukke hullet. Lavskattelandet får først mulighed for selv at opkræve forskellen. Hvis det ikke gør det, kan moderselskabets hjemland opkræve beløbet i stedet (OECD).

Tredje led er DAC9, som Cypern nu har vedtaget. Direktivet opretter selve datakanalen. En multinational koncern indsender én standardiseret opgørelse over sin struktur, sine overskud og sine skatteberegninger i hvert land. Én skattemyndighed modtager opgørelsen og sender de relevante dele videre til andre EU-lande (EUR-Lex, Council of the EU). Uden den del ser hvert land kun sit eget udsnit. Med den kan myndighederne kontrollere, om en koncern reelt overholder gulvet på 15 % på tværs af EU.

Irland viser, hvordan den gamle model tilpasser sig

Irland er det tydeligste eksempel på, hvad ændringen betyder i praksis. Dublin har ikke afskaffet sin selskabsskattesats på 12,5 %, men for virksomheder omfattet af Pillar 2 opkræver landet nu en effektiv minimumsskat på 15 %. Forskellen hentes gennem Irlands egen nationale tillægsskat (Irish Statute Book). Logikken er enkel: Hvis nogen skal opkræve forskellen mellem 12,5 % og 15 %, vil Irland helst selv gøre det frem for at sende pengene videre til for eksempel Tyskland.

Irlands første betalingsfrist under Pillar 2 udløb 30. juni 2026. I første halvår lå indtægterne fra selskabsskat på omkring 13,7 mia. euro, en stigning på 4,7 % i forhold til året før (Irish Times, Deloitte). De offentlige tal viser endnu ikke, hvor stor en del der stammer fra tillægsskatten. Men systemet er i drift.

Ungarn viser bagsiden af samme logik. Landets officielle selskabsskattesats på 9 % er fortsat EU’s laveste (EU Council). For små indenlandske virksomheder gælder den stadig. For store multinationale koncerner omfattet af Pillar 2 giver de 9 % ikke længere samme fordel, fordi tillægsskatten under alle omstændigheder løfter den effektive beskatning til 15 % (PwC). Ungarske skattekommentarer beskriver reformen især som en administrativ byrde: frister, beregninger og dataudveksling (Adóvilág).

Nederlandene har en anden sårbarhed. Hollandske selskabsstrukturer har længe været brugt til at føre royalties og renteindtægter gennem selskaber med begrænset reel aktivitet, så skattepligtige overskud flyttes væk fra lande med højere skat. Pillar 2 mindsker skattegevinsten ved den type konstruktioner, og DAC9 gør dem mere synlige for andre landes myndigheder (Rijksoverheid). Gennemstrømningsselskaberne forsvinder ikke fra den ene dag til den anden, men incitamentet til at oprette nye bliver svagere.

Hvem vinder, hvem betaler

De nationale statskasser får to fordele: bedre indblik i, hvordan multinationale koncerner organiserer deres skat, og, hvor landene indfører egne tillægsskatter, retten til at opkræve indtægter, der ellers kunne ende i en anden jurisdiktion. Store multinationale selskaber mister noget af fordelen ved lavskattelande, fordi en officiel sats på 12,5 % eller 9 % ikke længere afgør, hvad de faktisk skylder.

Skatterådgivere og compliancefirmaer får til gengæld mere arbejde. Beregninger af effektiv skattesats og standardiserede indberetninger bliver nye ydelser oven på den almindelige selskabsskat (Alvarez & Marsal). Små og mellemstore virksomheder under grænsen på 750 mio. euro er i det store hele ikke berørt (OECD).

Rådet fremstiller DAC9 som en forenkling: én indberetning i stedet for mange dubletter (Council of the EU). Om virksomhederne oplever det sådan, afhænger af, om den centrale indberetning faktisk erstatter lokale krav eller blot lægger et nyt lag ovenpå. Skattekonkurrencen mellem EU-landene er ikke død. Men for de virksomheder, der er store nok til at falde ind under Pillar 2, flytter konkurrencen sig: Det handler mindre om laveste sats og mere om, hvilket land der kan drive systemet uden at gøre det unødigt tungt for de virksomheder, det gerne vil tiltrække.