Cyperns første gas går via Egypten

Eni og TotalEnergies har besluttet at investere i Cronos, det første cypriotiske offshore-gasfelt, der går videre fra efterforskning til egentlig udbygning. Planen er, at gassen skal nå europæiske markeder som LNG, altså gas der køles ned, så den fylder mindre og kan fragtes med tankskib, fra 2028. Men hele ruten går gennem egyptisk infrastruktur, og Egypten mangler selv gas.

Sådan kommer gassen til Europa

Gassen fra fire undersøiske brønde cirka 185 km sydvest for Cypern skal føres gennem en ny 105 km lang rørledning ind i systemet omkring Enis store Zohr-felt i egyptisk farvand (TotalEnergies, Ahram Online). Derfra kan den eksisterende infrastruktur føre gassen til Damietta-anlægget ved Egyptens kyst, hvor den bliver gjort flydende, lastet på tankskibe og sendt videre til en europæisk terminal, der kan omdanne LNG til gas igen.

Ruten er valgt, fordi Egypten allerede har anlæg til at gøre gas flydende. Et selvstændigt LNG-anlæg på Cypern ville koste omtrent det dobbelte. Cyperns energiminister, Michalis Damianos, har sat projektprisen til omkring 2 mia. dollar og sagt til AP, at byggeriet af rørledningen kan begynde senere i 2026. Det ventes at tage op til 18 måneder, så europæiske kunder tidligst kan modtage gas i marts 2028 (Euronews, ABC/AP).

Egypten har mere brug for gassen end Europa

Afhængigheden af Egypten er projektets svage punkt. Egypten er gået fra at være gaseksportør til nettoimportør. Den indenlandske produktion faldt fra omkring 59 mia. kubikmeter i 2023 til 42 mia. kubikmeter i 2025. Både det franske finansministerium og den amerikanske Energy Information Administration peger på faldende produktion fra Zohr-feltet og stigende hjemligt forbrug som forklaring (French Treasury, EIA).

Egyptens egne LNG-importer nåede i 2025 rekordniveauet 9,01 mio. ton, flere gange mere end Cronos er planlagt til at producere på et år (S&P Global, EnterpriseAM). Hvis Egypten mangler gas, bliver Damietta-anlægget, som skal gøre Cronos-gassen eksportklar, også en del af landets egen forsyningspolitik. Aftalen om Cronos indeholder en klausul, der giver mulighed for, at omkring en femtedel af gassen kan dække egyptiske behov (ABC/AP). Egypten har altså første adgang til en del af produktionen, før Europa ser noget til den.

Et reelt projekt, men et lille projekt

Investeringsbeslutningen, hvor selskaberne holder op med at regne på projektet og begynder at bruge penge, er reel. Eni, der er operatør med 50 %, og TotalEnergies, som ejer de resterende 50 %, har forpligtet sig til at udbygge et felt, der blev fundet i 2022, vurderet i 2024 og nu godkendt med et forventet produktionsniveau på omkring 2,8 mio. ton LNG om året (Eni, TotalEnergies). Hver partner skal sælge sin halvdel.

I forhold til EU's efterspørgsel er mængderne beskedne. EU importerede i 2025 rekordhøje 146 mia. kubikmeter LNG og blev dermed verdens største LNG-køber (European Commission, MondoVisione/ACER). Cronos kan give Europa en ikke-russisk kilde fra det østlige Middelhav, men de oplyste mængder er for små til realistisk at flytte de europæiske gaspriser. Der er heller ikke offentliggjort en navngiven europæisk køber, en terminalreservation eller en langsigtet salgsaftale.

Cypern vinder mest politisk. Øen har fundet gas offshore flere gange siden 2011, men ingen fund er endnu nået i produktion. For et land, der producerer det meste af sin strøm på importeret olie, er egen offshore-gas en milepæl, allerede før noget eksporteres til Europa. Cypriotiske embedsmænd har kaldt investeringsbeslutningen "historisk" (Cyprus Mail, Politis). Eni og TotalEnergies får en hurtig og relativt billig vej til LNG-markedet. Egypten holder sine LNG-anlæg i gang og sikrer sig en kontraktlig mulighed for at bruge noget af gassen hjemme.

Europæiske husholdninger skal ikke forvente lavere gasregninger på grund af Cronos. Lastene lander på et globalt LNG-marked, hvor konkurrencen med asiatiske købere, fragtpriser og terminalkapacitet bestemmer den endelige pris.

Cronos er finansieret og reelt. Om gassen når Europa, afhænger af, om Egyptens gasmangel gør eksportruten til en ventil for landets egen forsyning.