Tjekkisk mangan rammer for sent

De tjekkiske myndigheder har godkendt placeringen af et manganforarbejdningsanlæg ved Chvaletice i Pardubice-regionen øst for Prag. Det betyder, at staten accepterer, at denne type projekt kan ligge på området (iROZHLAS, Zdarbuh). Det er ikke det samme som en byggetilladelse. Projektet, der drives af et tjekkisk datterselskab til canadisk børsnoterede Euro Manganese, mangler stadig byggetilladelse, tilladelse til minedrift, finansiering, bindende købsaftaler og en endelig kapitalbeslutning i bestyrelsen. Kommerciel produktion er først planlagt til 2032 (Mining Weekly, Smallcaps).

Det er timingen, der gør sagen interessant. EU’s forordning om kritiske råstoffer, Critical Raw Materials Act, skal mindske Europas afhængighed af udenlandske leverandører af blandt andet batteriråvarer. Dens forsyningsmål er sat for 2030 (Eur-Lex). Chvaletice leverer nul ton inden da.

Ren logik, langsom kalender

Selve projektet har en usædvanligt pæn logik. Chvaletice er ikke en ny mine. Planen er at genbehandle omkring 27 millioner ton tailings, altså affaldsrester fra minedrift under den kolde krig mellem 1951 og 1975, og omdanne dem til højrent mangan til katoder i elbilbatterier (iROZHLAS, Newsfile). Begge planlagte produkter, en sulfat-forløber og et ultrarent metal, kræver langt mere raffinering end den mangan, stålindustrien bruger. Derfor står de også på EU’s strategiske liste under råstofforordningen (Euro Manganese).

Projektet har status som strategisk EU-projekt og national tjekkisk prioritet. Det er præcis den slags projekt, Bruxelles har forsøgt at skubbe frem med forordningen (Mining Weekly, European Commission).

Euro Manganeses foreløbige økonomiske vurdering fra 2026 anslår, at anlægget kan producere 150.000 ton om året. Det vil dække omkring 20 % af den forventede europæiske efterspørgsel efter mangan i batterikvalitet. Første byggefase ventes at koste cirka 627,5 mio. dollar (Smallcaps, National Law Review). Men en foreløbig vurdering er ikke en gennemførlighedsundersøgelse. Selskabets egen indberetning advarer om, at der ikke er dokumenterede mineralreserver, og at de beregnede økonomiske resultater måske aldrig bliver realiseret (Barchart). Selskabet forventer at søge om den endelige byggetilladelse omkring årsskiftet 2027/2028 (iROZHLAS). Den eneste navngivne kundeaftale er et ikke-bindende term sheet med amerikanske 6K Energy, som hverken fastlåser mængder eller priser (The Globe and Mail).

Fabrikker før råvarer

Europa kan bygge batterifabrikker hurtigere, end kontinentet kan sikre de materialer, fabrikkerne skal bruge. Tyskland viser spændingen tydeligt. PowerCo, Volkswagens batteriselskab, er begyndt produktionen på gigafabrikken i Salzgitter med nikkel-mangan-kobolt-katoder, men forarbejdede råvarer og dele af produktionsteknologien kommer stadig fra Kina (Volkswagen Group, FAZ). Tysk industri er mere end 99 % importafhængig for visse strategiske input, herunder lithium, nikkel og sjældne jordarter (BDI).

Økonomien forklarer hvorfor. Mellem 50 % og 60 % af et batteris værdi ligger i udvinding og forarbejdning af materialer, mens kun 15 % til 30 % ligger i celleproduktionen, som er det led, Europa især har prioriteret (Chemietechnik, Deloitte). Europa har bygget den lavere værdidel af kæden først og overladt den højere værdidel til udenlandske leverandører.

Forbi sin egen frist

Råstofforordningen skal bringe EU op på mindst 10 % indenlandsk udvinding, 40 % indenlandsk forarbejdning og 25 % genanvendelse af strategiske råstoffer i 2030. Samtidig må afhængigheden af ét enkelt land uden for EU højst være 65 % på noget forarbejdningstrin (Eur-Lex, European Commission). Selv hvis Chvaletice når fuld kapacitet, vil projektet først dække en femtedel af Europas behov for batterimangan to år efter EU’s måldato.

Europas batteristrategi har et rækkefølgeproblem. Hvis Chvaletice får de sidste tilladelser, rejser omkring 670 mio. dollar, indgår bindende købsaftaler og når frem til en endelig investeringsbeslutning, kan projektet blive en reel del af svaret efter 2032. Med den nuværende tidsplan styrker det Europas batteriforsyning efter 2030 mere end EU’s 2030-mål.