Dansk suverænitet består, USA får adgang

Danmark bevarer suveræniteten over Grønland i aftalen, der blev underskrevet i New York 22. september (Statsministeriet). Hvis Folketinget og Inatsisartut godkender den, får USA varige rettigheder til at udbygge sin militære tilstedeværelse på øen. USA får også en formel rolle i fremtidige sikkerhedsbeslutninger (Det Hvide Hus).

Suverænitet på papiret, adgang som modydelse

Donald Trump underskrev aftalen sammen med statsminister Mette Frederiksen og naalakkersuisutformand Jens-Frederik Nielsen. Aftalen ændrer forsvarspagten fra 1951, som oprindeligt gav USA et strategisk fodfæste i Arktis (US Statutes at Large).

Den nye tekst anerkender dansk suverænitet, Grønlands territoriale integritet og grønlændernes ret til selvbestemmelse. Det var den røde linje, som de to regeringsledere havde trukket (Udenrigsministeriet). Trump fastholder alligevel, at aftalen giver USA »permanent kontrol« over sikkerheden på Grønland (Deutsche Welle).

Modydelsen er adgang. Aftalen giver USA mulighed for at modernisere og udbygge Pituffik Space Base og forpligter de tre regeringer til at etablere nye forsvarsområder ved Narsarsuaq og Mestersvig. Amerikanske skibe, fly og styrker kan bevæge sig mellem områderne til lands, til vands og i luften, også gennem grønlandsk farvand (Det Hvide Hus).

Den offentliggjorte tekst har ingen udløbsdato, og enhver ændring kræver samtlige parters samtykke (Udenrigsministeriet). Det regulerer ændringer af aftalen. Om en af regeringerne senere kan træde ud, er et særskilt spørgsmål, som parlamenterne må undersøge.

Hvem kan blokere et nyt område?

1951-pagten var en aftale mellem Washington og København. Nu underskriver Nuuk »sammen med« Danmark, og ethvert forslag om et nyt amerikansk område skal behandles af en komité med repræsentanter for alle tre parter. Hvis komitéen ikke når til enighed inden for 90 dage, går forslaget videre til viceministre og derefter ministre. Intet bliver godkendt automatisk (Det Hvide Hus).

I praksis kræver et nyt område et ja fra alle tre regeringer. Grønland kan derfor sige nej. Den indflydelse stopper dog ved områdets grænse. Inden for et godkendt forsvarsområde giver 1951-rammen allerede USA vide beføjelser til at bygge, stationere styrker og gennemføre operationer (US Statutes at Large).

Den mest vidtrækkende bestemmelse handler om selvstændighed. Hvis Grønland bliver selvstændigt, lægger teksten op til, at landet forbliver i eller tilslutter sig NATO og overtager aftalens rettigheder og forpligtelser (Udenrigsministeriet, TV5Monde). Bestemmelsen forsøger at føre den nuværende sikkerhedspolitiske linje med over i en fremtidig stat. Et selvstændigt Grønland kan stadig kræve en ny forhandling, og aftaleteksten kan ikke i sig selv afgøre, om landet vil være bundet.

Muligheder, ikke udstationeringer

Det overdriver, hvad der faktisk er aftalt, at kalde områderne »to nye amerikanske baser«. Narsarsuaq er en civil lufthavn på en tidligere amerikansk krigsflyveplads, mens Mestersvig er et afsides logistikpunkt på østkysten. Aftalen fastsætter hverken et antal soldater, budgetter eller en tidsplan for byggeriet (BBC).

Pituffik håndterer allerede missilvarsling og satellitsporing, altså registrering snarere end afskydning (US Space Force). Intet i den underskrevne aftale tilføjer en militær enhed eller et missilsystem. USA får tilladelse til senere at bygge ud uden at genforhandle pagten.

Det er også her, Europas interesse ligger. København siger, at NATO med aftalen deler ansvaret for sikkerheden i Arktis. Alliancen har dog ikke underskrevet aftalen og får hverken en kommandorolle eller fælles finansiering (Reuters via Internazionale). Nye anlæg på den nordatlantiske flanke vil derfor være amerikanske faciliteter, som allierede kan få glæde af, ikke fælles infrastruktur.

Aftalen giver også Washington indflydelse, når Grønland screener følsomme udenlandske investeringer. Investorer med forbindelse til lande uden for EU, NATO og anerkendte partnerlande skal sikkerhedsvurderes, hvis de vil investere i minedrift, kritisk infrastruktur eller følsomme data. De danske myndigheder skal i den forbindelse rådføre sig med USA (Sermitsiaq, Udenrigsministeriet). Lande uden for NATO må ikke etablere militære anlæg eller en permanent tilstedeværelse, medmindre alle parter er enige (Politico).

Europæiske investorer er ikke udelukket. EU, som forsøger at styrke sit samarbejde med Grønland om råstoffer, har dog ingen plads ved de konsultationer (EU Perspectives). Det har Washington nu.

Aftalen bevarer suveræniteten, men giver USA varige militære muligheder og en rolle i vurderingen af følsomme udenlandske investeringer. Den er underskrevet, men endnu ikke trådt i kraft, fordi den først skal gennem de danske og grønlandske parlamentariske procedurer (Statsministeriet). Indtil da er gevinsterne aftalte vilkår, ikke operationel kontrol. Folketinget og Inatsisartut skal nu afgøre, om en aftale uden udløbsdato, som også rækker ind i en fremtidig selvstændig grønlandsk stat, er en pris, vælgerne vil acceptere.