Hollands havvind kræver støtte igen

Holland har hævet det maksimale støttebudget for to kommende udbud af havvind i Nordsøen til 9,456 mia. euro, op fra 7,896 mia. euro (RVO, Rijksoverheid). Beløbet er ikke en redningscheck. Det er et loft for de næste udbudsrunder, Gamma-A og Gamma-B, som åbner i november. De vindende bud kan ende klart under maksimumprisen på omkring 0,117 euro pr. kilowatt-time (RVO). Det er over de seneste gennemsnitlige engrospriser, men niveauet skal først og fremmest gøre projekterne finansierbare igen, ikke gøre dem rundhåndet betalt. Retningen er alligevel klar: Den hollandske stat lægger igen offentlige penge under havvind, fordi modellen med parker uden driftsstøtte ikke længere hænger sammen.

Hvorfor den gamle model brød sammen

For to år siden vandt to konsortier retten til at bygge 4 gigawatt havvind ved IJmuiden Ver i Nordsøen uden statsstøtte. Det svarer omtrent til halvdelen af den havvindskapacitet, Holland planlægger at tilføje i dette årti. Noordzeker, bestående af SSE Renewables og APG, der investerer for den hollandske pensionsfond ABP, fik Alpha-feltet. Zeevonk, med Vattenfall og Copenhagen Infrastructure Partners, fik Beta (Blackridge Research, NOS). Begge tøver nu med de endelige investeringsbeslutninger, altså det punkt, hvor ejere og långivere binder kapitalen uden let vej tilbage.

Regnestykket har rykket sig fra begge sider. Omkostningerne er steget. Hollandsk lovgivning angiver, at anlægsomkostningerne for havvind i 2025 lå 40 % over niveauet i 2020, drevet af inflation, højere renter og pressede leverandørkæder (Staatsblad). Samtidig er indtægtsforventningerne faldet, fordi svagere industriel efterspørgsel efter el betyder, at udviklerne venter lavere salgspriser (NOS). Havvind kræver store investeringer fra begyndelsen. Når størstedelen af projektets levetidsomkostning ligger før første producerede kilowatt-time, kan selv moderate rentestigninger gøre forskellen mellem et projekt, banken vil finansiere, og et projekt, den lader ligge (IRENA).

Derfor gør den hollandske regering to ting på én gang: Den forhandler med ABP og Vattenfall om de forsinkede Alpha- og Beta-projekter, og den genåbner for støtte i næste runde. Gamma-udbuddene får en mekanisme, hvor staten betaler udviklerne, hvis elprisen falder under et aftalt niveau. Skuffer markedsprisen, dækker skatteyderne en del af hullet.

Danmark og Tyskland viser samme mønster

Holland står ikke alene. Danmarks tidligere udbud af havvind fik ikke et eneste bud. København ændrede derefter modellen til såkaldte tovejskontrakter for difference, hvor staten betaler, når priserne er lave, men får penge tilbage, når de er høje. Vattenfall bød og vandt med et samlet støtteloft på 37,6 mia. kr. (KEFM, Energistyrelsen). Frankrig har fået EU-Kommissionens godkendelse til en støtteordning for havvind på 63 mia. euro, der dækker op til 11,1 gigawatt (European Commission, ESG Today). I Tyskland er billedet endnu skarpere. Et havvindudbud på 2,5 gigawatt fik ingen bud, og branchen presser nu Berlin til at indføre differencelignende kontrakter (IWR). Storbritannien har været gennem samme runde: Femte CfD-auktion gav ingen havvindprojekter, og først efter ændrede vilkår vendte udviklerne tilbage i sjette runde (UK Gov AR5, UK Gov AR6).

Hvem betaler for mere stabil vind

Vinderne er udviklerne og deres långivere. De får mere stabile indtægter og dermed billigere finansiering. Regningen lander hos skatteydere og elforbrugere, men vejen dertil varierer fra land til land. I Tyskland betaler husholdninger og virksomheder allerede et offshore-nettillæg på 0,941 cent pr. kilowatt-time (Netztransparenz). Alene udbygningen af det tyske offshore-net ventes at koste 153-171 mia. euro frem mod 2045, og de omkostninger føres direkte videre i sådanne tillæg (Netzentwicklungsplan). I Belgien siger kemivirksomheder i Antwerpen, at de står over for 80-100 mio. euro i ekstra transmissionstariffer knyttet til investeringer i offshore-nettet (Made in).

Den hollandske industriorganisation VEMW peger på et problem, som går igen på tværs af grænser: Hvis man støtter vindproducenterne, men glemmer køberne, flytter man problemet mere, end man løser det. Industrivirksomheder, der vil indgå langsigtede elkøbsaftaler, er netop den type efterspørgsel, som gør långivere trygge ved at finansiere projekterne (VEMW). Uden den efterspørgsel bliver den offentlige regning større og mere vedvarende.

Det var altid misvisende at kalde subsidiefrie havvindparker fri for statslig støtte. Netplanlægning, havbundsundersøgelser og kabelforbindelser var offentlige omkostninger fra begyndelsen. Det nye er, at regeringerne nu også løfter en større del af indtægtsrisikoen over på de offentlige balancer. Europa opgiver ikke havvind. Det gør bare skatteydere og elforbrugere mere direkte ansvarlige for prisen, når markedet ikke leverer.