E5 splittet om Ukraines langtrækkende våben

Estlands udenrigsminister kalder vildfarne ukrainske droner på NATO-territorium for "en pris, der er værd at betale" (Zeit). Italiens udenrigsminister siger, at de våben, Rom sender til Ukraine, "aldrig" må bruges uden for ukrainsk territorium (Reuters). Mellem de to positioner forsøger Europas største militærmagter at opbygge nye angrebskapaciteter til Ukraine uden at være enige om, hvem der bærer risikoen, når angrebene får følger på NATO’s egen side af grænsen.

En drone bliver skudt ned. Andre gør ikke.

Den 8. juni skød franske kampfly i NATO’s baltiske luftpatrulje en drone ned, efter at den var fløjet ind i lettisk luftrum nær Rēzekne tæt på grænsen til Rusland (LRT, NATO). Luftpatruljen er en roterende NATO-mission, fordi de baltiske lande ikke selv har kampfly nok til at dække deres luftrum. Ved tidligere episoder over Polen og Rumænien fulgte piloter dronerne, men undlod at skyde. Risikoen ved nedfaldende vragrester blev vurderet for høj, eller truslen var for uklar. Der fandtes ingen fælles doktrin, som afgjorde sagen for dem.

Beboerne i Letlands Latgale-region og i lokalsamfund i det østlige Polen havde ingen indflydelse på de beslutninger. De fik heller ikke indsigt i de regler, der fortæller en pilot, hvornår han skal trykke på aftrækkeren. Netop afstanden mellem det, alliancen militært kan gøre, og det, den politisk har forklaret og aftalt, ligger nu under en sværere uenighed mellem fem hovedstæder.

To uger efter nedskydningen i Letland mødtes E5-gruppen i Berlin. E5 består af Europas fem største militære magter målt på forsvarsudgifter: Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien og Polen. De lovede at fremskynde "dybe præcisionsangrebskapaciteter" til Ukraine (Élysée, Bundesregierung). På almindeligt dansk: våben med længere rækkevidde. Erklæringen sagde ikke noget om, hvem der håndterer risikoen, når brugen af de våben skaber hændelser på NATO-territorium.

Fem hovedstæder, fem røde linjer

Estland står i den ene ende. Udenrigsminister Margus Tsahkna har argumenteret for, at det kan accepteres, hvis ukrainske droner af og til falder ned på allieret territorium, så længe angrebene ødelægger russiske raffinaderier og militærbaser. Ingen anden NATO-regering har sagt det samme offentligt.

Letland er enig i, at Ukraine har brug for langtrækkende angrebskapacitet, men svarer med udstyr snarere end politisk accept af afledte hændelser. Riga opstiller flere radarer og luftforsvarsbatterier tæt på grænsen til Rusland (NATO). Mere evne til at skyde ned, ikke større tolerance over for vildfarne droner.

Polen støtter den militære effekt. Ukraines dronekampagner har tvunget Rusland til at flytte luftforsvarssystemer væk fra fronten for at beskytte raffinaderier længere inde i landet (Rzeczpospolita). Men premierminister Donald Tusk har trukket en grænse: Sikkerhedsordninger, som udelukker Polen, forpligter ikke Polen (gov.pl).

Tyskland opbygger forsvaret langs NATO’s østlige grænse, blandt andet med en permanent brigade i Litauen, men undgår formuleringer, der kan læses som tysk medansvar for måludpegning inde i Rusland (Bundesregierung).

Italien trækker den hårdeste vesteuropæiske linje. Udenrigsminister Antonio Tajani har sagt, at NATO bør undgå at give indtryk af, at alliancen er på vej ind i krigen (Reuters).

Myndigheden, ingen vil eje

NATO’s traktat besvarer ikke det centrale spørgsmål. Artikel 5, den kollektive forsvarsklausul, forpligter de allierede til at betragte et angreb på ét medlemsland som et angreb på alle. Men den gælder først, når medlemslandene i fællesskab vurderer, at der er tale om et "væbnet angreb". Artikel 4 giver mulighed for konsultationer, når et medlem føler sig truet. En vildfaren drone, hvor oprindelsen ofte er uklar i de første timer, falder ikke automatisk ind under nogen af bestemmelserne (North Atlantic Treaty). Derfor forbliver reglerne for magtanvendelse, altså ordrerne om hvornår en pilot må skyde, nationale og ikke fælles for alliancen.

Frankrig skyder en drone ned over Letland. Rumænien følger en drone og holder igen. Polen overvåger og advarer. Hver reaktion kan forklares ud fra den konkrete situation. Samlet fortæller de Moskva, at NATO’s østlige grænse ikke reagerer ens på den samme type hændelse.

E5-landene har forpligtet sig til længeretrækkende våben til Ukraine. Ingen af dem har samtidig forpligtet sig til at eje risikoen, når de våben skaber hændelser på allieret jord. Indtil videre er det de mennesker, der bor tættest på NATO’s østlige grænse, som betaler en pris, deres regeringer endnu ikke offentligt har anerkendt, endsige lagt frem til demokratisk behandling.