EIB åbner for litauisk militærbase

Litauen bygger et militært anlæg ved Rūdninkai med 369 mio. euro i samlet finansiering fra Den Europæiske Investeringsbank, Swedbank og SEB (EIB). EIB, EU’s traktatfæstede offentlige bank ejet af alle 27 medlemslande, er ikke blevet en våbenbank. Men når banken gør militær infrastruktur låneegnet, flytter den grænsen mellem udviklingslån og forsvarspolitik. Regeringer på EU’s østflanke ser allerede mod samme model.

Reglen, der faldt

Frem til september 2024 krævede EIB, at forsvarsrelaterede projekter skulle hente mere end halvdelen af deres indtægter fra civil brug (EIB). Den test holdt de fleste militære anlæg ude. Kaserner, logistikhubs og øvelsesområder kunne ikke troværdigt påstå, at hovedparten af indtægterne kom fra civile aktiviteter, selv når projekterne ikke omfattede våben.

Medlemslandenes finansministre, der sidder som EIB’s guvernørråd og dermed bankens øverste beslutningsorgan, stemte for at fjerne kravet og give banken et bredere sikkerhedsmandat. Våben og ammunition er fortsat udelukket. Men bygninger, veje, energisystemer og boliger på et militært område kan nu finansieres. Det er infrastruktur, som understøtter militær aktivitet uden selv at være våbenindkøb (Scope Ratings). Rūdninkai ligger præcis på den grænse: formålet er tydeligt militært, men lånet kan godkendes, fordi det dækker infrastruktur og ikke våben.

Samme åbning, to interesser

Ændringen ser forskellig ud alt efter, hvor i Europa man står.

På østflanken er Rūdninkai et sikkerhedsspørgsmål pakket ind som finansiering. Polske medier beskriver litauisk militær infrastruktur som led i en afskrækkelseskæde gennem Suwałki-korridoren, den smalle landforbindelse mellem Polen og de baltiske lande (Onet). Warszawa vil have NATO-rørledninger forlænget, veje opgraderet og flere udgifter flyttet fra nationale budgetter over i fælles EU-instrumenter (WP). Letland ser samme behov og er gået med i et canadisk ledet initiativ om at oprette en særskilt bank for forsvar, sikkerhed og modstandskraft, selv om den endnu hverken har bekræftet kapital eller udlån i drift (LRT).

Frankrig læser lempelsen gennem industripolitikken. Bpifrance, Frankrigs offentlige investeringsbank, og EIB kanaliserede 150 mio. euro til franske små og mellemstore virksomheder inden for sikkerhed og forsvar og præsenterede investeringen som strategisk autonomi snarere end territorial afskrækkelse (Caisse des Dépôts). Et særskilt stort EIB-lån til Airbus trak samme linje op: Europa kan finansiere forsvarsrelevant industri gennem sin udviklingsbank (Le Monde).

Østflanken har brug for beton, veje og logistik, der kan godkendes af en bank. Frankrig har brug for rumfart, leverandørkæder og industrikapacitet, der kan det samme. Reglen blev ændret, fordi den tjener begge interesser.

Hvad aftalen viser, og hvad den ikke viser

At Swedbank og SEB står ved siden af EIB, er den mindre synlige, men mere sigende del af Rūdninkai-aftalen. Når en offentlig bank låner til et militært projekt, kan kommercielle banker følge efter uden samme frygt for, at forsvarseksponering skader deres bæredygtighedsvurderinger eller omdømme. EIB har bekræftet, at banken udvider udlån gennem kommercielle banker til virksomheder inden for sikkerhed og forsvar (Scope Ratings). Et projekt med EIB i ryggen ligner offentlig politik, ikke en bank, der prøver at snige sig uden om normen.

Men de svenske spor bærer ikke en større konklusion. Svenske tilsynsmyndigheder offentliggør fortsat almindelige bankrisikoregler, og der findes ingen offentlig doktrin, som pålægger banker at behandle forsvar som en udlånsprioritet. SEB og Swedbank gik ind i denne konkrete aftale. Det beviser ikke, at nordisk finans har ændret sin grundlæggende tilgang til forsvar.

En tysksproget finanskommentar beskrev EIB som på vej mod at blive en "våbenbank" (Kettner Edelmetalle). Anklagen går længere, end fakta rækker: våben og ammunition er stadig formelt udelukket. Men den rammer en reel styringskonflikt. EIB offentliggør ikke, hvorfor ét projekt godkendes, mens et andet falder udenfor. Borgerne kan se retningen, men ikke efterprøve begrundelsen i den enkelte aftale.

Rūdninkai er endnu ikke en fast model. Det er én aftale med vilkår, som hverken EIB eller de deltagende banker har lagt fuldt frem. Polen, Letland og Rumænien har alle infrastruktur, der kunne passe ind i samme skabelon, men der findes ingen offentlig liste over tilsvarende lån på vej. Det er også uklart, hvem der tager tabet, hvis et projekt ikke leverer som planlagt: EIB, de kommercielle banker eller værtslandet. Litauens forsvarsministerium, EIB’s bestyrelse og de private banker skylder et svar. EIB har flyttet grænsen mellem udviklingslån og forsvarspolitik. Spørgsmålet er, om banken vil håndhæve den grænse i fuldt dagslys.