EPA skrotter næsten alle CO₂-grænser

USA’s miljøstyrelse, Environmental Protection Agency (EPA), underskrev 14. september en endelig regel, som ophæver størstedelen af Biden-regeringens klimakrav til kraftværker fra 2024. Dermed forsvinder emissionsgrænserne for eksisterende kulkraftværker og nye gasturbiner. Kravene byggede på, at værkerne skulle investere i teknologi til CO₂-fangst (EPA, Sidley).

Et særskilt forslag går videre. Det vil fjerne de resterende krav og trække EPA’s juridiske vurdering tilbage, som fastslår, at elsektorens udledninger bidrager til farlig luftforurening (Sidley). Vurderingen er det juridiske grundlag for overhovedet at regulere kraftværkernes CO₂-udledning. En tilbagetrækning ophæver hverken Clean Air Act eller forhindrer en senere regering i at genindføre regulering, men en efterfølgende EPA-ledelse vil skulle opbygge den juridiske begrundelse fra bunden.

Hvad er vedtaget, og hvad er endnu kun et forslag?

Den underskrevne ophævelse træder i kraft, når den offentliggøres i Federal Register, den amerikanske regerings officielle regelsamling. Den var endnu ikke offentliggjort 15. september. Derefter kan delstaternes justitsministre eller miljøorganisationer indbringe beslutningen for domstolene, mens en kommende regering kan foreslå nye regler.

Det bredere forslag har ingen dato for endelig vedtagelse. Før EPA kan gå videre, skal det gennem en offentlig høring, som normalt tager flere måneder.

EPA hævder, at ophævelsen vil spare 300 mia. dollar (EPA). I et tidligere forslag anslog styrelsen selv besparelsen til omkring 19 mia. dollar i nutidsværdi ved en diskonteringsrente på 3 % (Federal Register). EPA har ikke forklaret forskellen mellem de to beløb. Styrelsens modeller viser samtidig, at ophævelsen i 2035 vil øge udledningen med 123 mio. ton CO₂ om året sammenlignet med en videreførelse af reglerne (regulations.gov). De 123 mio. ton er merudledningen på ét år, ikke det samlede tal for et årti.

Europas udsathed er reel, men ikke ny

Ophævelsen udvider en transatlantisk forskel i reguleringen, som allerede var betydelig. Europæisk industri betaler væsentligt mere for el og gas end amerikanske konkurrenter. Draghi-rapporten om konkurrenceevne peger på tre hovedårsager: tabet af billig russisk gas gennem rørledninger, EU’s kvotehandelssystem, hvor virksomheder betaler for hvert ton CO₂, de udleder, samt højere omkostninger til el- og gasnet. EU-Kommissionens egen handlingsplan for energi til overkommelige priser udpeger netop disse strukturelle prisforskelle som det centrale problem for Europas konkurrenceevne.

De nu ophævede amerikanske krav vedrørte investeringer, som kraftværkerne først skulle gennemføre senere, med frister i 2030’erne. Ingen europæisk regering, brancheorganisation eller forskningsinstitution har endnu beregnet, hvordan denne konkrete beslutning vil påvirke priser, produktion eller investeringer.

Basiskemi og gødningsproduktion er mest udsat for en mulig amerikansk omkostningsfordel, fordi naturgas her både bruges som energikilde og råvare. Spanske kemiproducenter betaler allerede flere gange de amerikanske benchmarkpriser for naturgas (FEIQUE).

CBAM beskytter importmarkedet, ikke eksporten

EU’s CO₂-grænsetilpasningsmekanisme CBAM pålægger importører en pris for den CO₂, der er indlejret i cement, stål, aluminium, gødning, brint og elektricitet. Et amerikansk produkt med højere udledning vil derfor blive mødt af en højere CO₂-afgift ved salg i Europa (Commission CBAM, CBAM Regulation). Ordningen beskytter EU’s hjemmemarked, men hjælper ikke europæiske eksportører, som konkurrerer i USA eller på tredjelandsmarkeder. CBAM medregner desuden strømforbruget ved fremstillingen af nogle omfattede varer, men ikke alle. Kemikalier er slet ikke omfattet.

EPA’s beslutning kan ikke ændre EU’s klimalov, som forpligter unionen til at reducere nettoudledningen med mindst 55 % i 2030 og nå klimaneutralitet i 2050. Washingtons tilbagetog ændrer derfor ikke Europas juridiske forpligtelser. Det kan øge presset på energiintensive europæiske eksportvirksomheder, som allerede konkurrerer med højere omkostninger, men der er endnu ingen dokumentation for et målbart nyt pris- eller investeringschok. Det afgørende bliver, om EU-Kommissionen og medlemslandene kan mindske forskellen i energiomkostninger gennem hurtigere godkendelser og flere investeringer i elnettet. Det ansvar ligger i Europa, og problemet opstod længe før EPA’s beslutning i sidste uge.