Estland køber pansrede køretøjer til Moldova

EU-midler for mere end 50 mio. euro skal finansiere over 100 taktiske pansrede køretøjer til Moldovas hær (ERR, Digi24). Pengene kommer fra den europæiske fredsfacilitet, EPF, som er et EU-instrument uden for det almindelige EU-budget, hvor medlemslandene i fællesskab kan finansiere militær støtte til partnerlande (EUR-Lex). Estlands center for forsvarsinvesteringer, RKIK, har underskrevet rammeaftalen med Moldovas forsvarsministerium og den canadiske producent Roshel. Aftalen gør EU’s sikkerhedsløfter konkrete for et land under direkte russisk pres. Den viser også, at indkøbsmodellen vokser hurtigere end den offentlige kontrol med den.

Sådan blev Estland EU’s indkøber

EPF fungerer anderledes end de fleste EU-udgifter. Det Europæiske Råd, hvor stats- og regeringscheferne sætter retningen, godkender støtten. Medlemslandene betaler via nationale bidrag i stedet for over EU’s almindelige budget. Men nogen skal stadig forhandle priser, underskrive kontrakter og sikre levering. I Moldovas tilfælde er det Estland.

RKIK har siden 2022 håndteret EPF-indkøb til Moldova og tidligere stået for kontrakter om logistik, kommunikationsudstyr og overvågningsteknologi (ERR). Aftalen med Roshel er den største i rækken og indgår i en støttepakke for 2022-2025, som skal styrke Moldovas mobilitet og transportkapacitet (True North Strategic Review, Defence Blog). Leveringen skal være afsluttet senest i maj 2027.

Modellen er enkel i sin arbejdsdeling: Et lille baltisk land med troværdige forsvarsinstitutioner køber ind for EU-penge. Bruxelles beslutter og betaler. Tallinn forhandler og anskaffer. Chișinău modtager. Det gør Estland til en praktisk forlængelse af EU’s sikkerhedspolitik og giver Tallinn en indkøbserfaring, som større medlemslande indtil videre ikke har valgt at kopiere.

Et hurtigt voksende engagement

Moldova er nu den næststørste modtager af EPF-støtte efter Ukraine. For perioden 2021-2025 er der afsat 197 mio. euro (EEAS, EEAS). I maj foreslog EU’s udenrigschef, Kaja Kallas, at fordoble den årlige EPF-støtte til Moldova til 120 mio. euro. Det ville gøre pakken til den største uden for Ukraine (EEAS).

Moldovas forsvarsminister, Anatolie Nosatîi, siger, at køretøjerne skal forbedre træning, interoperabilitet og tilpasning til europæiske standarder (Digi24). Rumænien, som grænser op til Moldova og deler sproglige bånd med landet, beskriver indkøbet som en direkte styrkelse af Moldovas forsvar. I Østeuropa er den politiske opbakning bred.

Alle medlemslande er dog ikke enige. Slovakiets Robert Fico ser EU’s militære støtte til ikke-medlemmer som en optrapning og fremstiller Bratislava som et »fredsland« (European Interest). Hans kritik retter sig mod EPF’s militære støtte som kategori, ikke mod denne konkrete kontrakt. Men den viser en strukturel begrænsning: EPF-tiltag kræver enighed mellem medlemslandene i Rådet, og regeringer, der ser militær støtte som provokation, kan bremse fremtidige pakker.

Hullet i kontrollen

Den centrale spænding handler mindre om uenighed og mere om gennemsigtighed. Selve indkøbskontrakten, vedligeholdelsesplanen og aftalen om, hvem der betaler for reservedele, reparationer og træning efter leveringen, fremgår ikke af de gennemgåede offentlige dokumenter (Defence Blog). Vi ved, at køretøjerne kommer. Vi ved ikke, hvem der ejer støtteapparatet, når de først er fremme.

Det er ikke en teknisk detalje. Hvis EU fordobler Moldovas EPF-ramme til 120 mio. euro om året, vil Estlands RKIK eller tilsvarende nationale myndigheder håndtere større beløb med den samme sparsomme offentlige dokumentation. EU kan godt købe pansrede køretøjer til et partnerland. Det viser aftalen. Spørgsmålet er, om skatteyderne kan følge, hvem der godkendte pengene, hvem der driver flåden efter leveringen, og hvem der står til ansvar, hvis modellen bredes ud til flere lande og større kontrakter.