Estland køber panserkøretøjer til Moldova

Estlands center for forsvarsindkøb har indgået en kontrakt om mere end 100 canadiskproducerede pansrede Roshel-køretøjer til Moldovas væbnede styrker. Prisen er ifølge Digi24 over 50 mio. euro, og leverancerne ventes afsluttet senest i maj 2027 (Digi24). Pengene kommer fra Den Europæiske Fredsfacilitet, EU’s fond uden for det almindelige budget til militær støtte. Køberen er en estisk statslig myndighed. Modtageren er Moldovas hær, som ligger op ad en krigszone. Leverandøren er canadisk. Den kæde siger mere om EU’s nye måde at bevæbne partnere på end mange topmødeerklæringer.

Hvorfor EU-budgettet ikke kan købe våben

EU’s traktater forbyder, at det almindelige EU-budget bruges til militære udgifter. Derfor oprettede medlemslandene Den Europæiske Fredsfacilitet, EPF, som de finansierer direkte. Fonden styres af Rådet, altså medlemslandenes regeringer, og ligger uden for de normale budgetregler (Council). Det gør EPF hurtigere og mere smidig end almindelige EU-programmer. Det betyder også, at Europa-Parlamentet, som normalt kontrollerer EU’s penge, har langt svagere indblik i, hvordan midlerne bruges.

Moldova er EPF’s næststørste modtager efter Ukraine. Siden 2021 har EU kanaliseret 197 mio. euro til Moldova gennem faciliteten. Pengene går til udstyr og træning, der skal bringe Moldovas militær tættere på EU-standarder (European Commission, Vocea Basarabiei). I april 2024 godkendte Rådet en særskilt støttepakke til Moldova og begrundede den direkte med Ruslands krig mod Ukraine (Council).

Bruxelles godkender, Estland køber, Moldova modtager

Roshel-kontrakten er interessant mindre på grund af selve køretøjerne end på grund af modellen bag. EU har godkendt militær støtte til Moldova. Men EU har ingen central myndighed, der køber pansrede køretøjer på fællesskabets vegne. Derfor fungerer Estlands RKIK, landets nationale center for forsvarsinvesteringer, som køber: Myndigheden gennemfører udbuddet, underskriver kontrakten og styrer leverancen. EU-landene leverer det politiske mandat og pengene. Moldova får materiellet.

Den arbejdsdeling er ved at blive normal på EU’s østlige flanke. Den gør det muligt for EU at handle forsvarspolitisk uden at opbygge et føderalt indkøbskontor. Men den efterlader et oplagt spørgsmål: Hvorfor blev netop RKIK valgt som gennemfører og ikke en myndighed i et andet medlemsland? Ingen offentligt tilgængelige dokumenter forklarer udvælgelsen, kriterierne for leverandørvalget eller stykprisen.

Den canadiske leverandør viser samtidig noget andet: EPF-indkøb til partnerlande er ikke forbeholdt europæiske producenter. Estiske udbudsdokumenter fra tidligere Moldova-relaterede kontrakter har åbnet for tilbudsgivere fra Canada, USA, Storbritannien, Japan og Sydkorea (SSB).

Nabolandene følger med

For Rumænien, der deler grænse med Moldova, indgår aftalen i en direkte sikkerhedskalkule. Moldova ligger mellem Rumænien og krigens afledte risici. Droneepisoder nær Galați og Constanța har gjort den geografiske nærhed konkret (DW Romania). En bedre udrustet moldovisk hær betyder et mindre sårbart mellemrum mellem krigszonen og EU’s territorium.

Ungarn har omvendt flere gange brugt sin vetoret i Rådet til at forsinke EU-støtte til både Ukraine og Moldova (Portfolio). Budapest blokerede ikke denne kontrakt. Men fremtidige EPF-milliarder kan stadig bremses politisk, og medlemmer af Europa-Parlamentet har opfordret medlemslandene til at øge Moldovas andel af midlerne (Moldova1).

Hurtighed uden fuldt indblik

Roshel-aftalen fungerer som en praktisk test af EU’s nye leverancemodel: En beslutning på EU-niveau bliver omsat til konkret militært materiel inden for en oplyst tidsplan. Men det offentlige spor er smalt. Der findes ingen dokumenter, som forklarer, hvem der valgte RKIK, hvad stykprisen er, eller hvor borgere kan se rapporter om leverancen. Europa-Parlamentet har begrænset budgetmagt over EPF, fordi faciliteten netop er konstrueret uden for det almindelige EU-budget. Moldovas eget parlament optræder heller ikke i den tilgængelige rapportering om kontrakten.

EU er ved at bygge et forsvarspolitisk leverancesystem, der bevæger sig hurtigere end det almindelige budgetapparat. Roshel-kontrakten viser, at systemet kan levere. Den viser endnu ikke, hvem der skal svare, når offentligheden spørger, hvorfor netop denne myndighed blev valgt, hvorfor netop denne leverandør vandt, og hvad køretøjerne faktisk koster.