Estland godkender atomkraft med 63-10

I februar 2025 gjorde Estland, Letland og Litauen det, de havde forberedt i mere end et årti: De koblede sig af det russisk-kontrollerede BRELL-elsystem og synkroniserede sig med det kontinentaleuropæiske elnet (ENTSO-E, Kleinman Center). Det var uafhængighedserklæringen. Nu skal energisystemet kunne bære den.

17. juni 2026 vedtog Estlands parlament med 63 stemmer mod 10 en lov om atomenergi og sikkerhed, som for første gang giver landet et lovgrundlag for fredelig brug af atomkraft (Riigikogu). Loven godkender ikke en reaktor, udpeger ikke en placering og forpligter ikke staten til at bygge noget. Den fastlægger spillereglerne: hvem der regulerer, hvordan tilladelser gives, og hvem der betaler for affaldet. Først færdselsreglerne, så trafikken.

Fra afkobling til forsyningssikkerhed

Et elnet er ikke et lager. Produktion og forbrug skal balancere næsten øjeblikkeligt, ellers bliver systemet ustabilt. Vind og sol leverer billig strøm, men efter vejret, ikke efter kalenderen. Batterier kan lagre energi i timer, sjældent i uger. Udlandsforbindelser gør det muligt at hente strøm hos naboerne, medmindre de også mangler den.

Efter bruddet med BRELL er de baltiske lande ikke længere afhængige af Moskva for frekvensregulering, den præcise løbende balancering, der holder strømmen stabil. De mistede samtidig noget meget fysisk: rotationsmassen i Ruslands store flåde af generatorer, som fungerede som et svinghjul og absorberede pludselige udsving i produktion og forbrug. Det ansvar ligger nu hos de baltiske net og deres europæiske partnere. Litauiske markedsdata viser allerede presset: I en nylig uge faldt den lokale elproduktion, mens efterspørgslen steg, og importen måtte tage over (LRT). Kabler over grænserne hjælper, men de har begrænset kapacitet, og når plads i kablerne reserveres til netstabilitet, kan det begrænse billigere elhandel mellem landene.

Atomkraft passer ind i det regnestykke som stabil, CO2-fattig elproduktion: Den kører uafhængigt af vejret og leverer med sine store roterende turbiner netop den fysiske inerti, som Baltikum gav afkald på ved at forlade BRELL. Den fjerner ikke behovet for kabler, batterier eller styring af forbruget. Den ændrer sammensætningen af den pålidelige kapacitet i systemet.

En køreplan med mange stop

Den estiske lov opretter en atomkraftregulator under forbruger- og teknikmyndigheden TTJA, som efter planen skal begynde arbejdet 1. januar 2027. Tilladelsesprocessen bygges op i etaper: foreløbig vurdering, byggetilladelse, test, drift og senere afvikling (Riigikogu). Parlamentet har desuden indsat en ekstra lås: En beslutning om at bygge skal godkendes af lovgiverne selv, ikke kun af regulatoren og regeringen.

Selskabet, der håber at bruge den nye ramme, er Fermi Energia. Planen er to små modulære reaktorer af typen GE Hitachi BWRX-300, et design der allerede er under opførelse ved Darlington i Ontario og behandles af de amerikanske myndigheder. Det er dermed mere end en tegning i en investorpræsentation (ANS). Målet er første elproduktion i 2036 (ERR).

Prisen for omkring 600 MW kapacitet anslås til 4,5 mia. euro. Klimaministeriet siger, at der stadig mangler en lang række gennemførelsesregler. Regeringens nuværende linje er, at staten ikke vil finansiere et atomkraftværk, mens Fermi mener, at projektet har brug for en statsligt støttet prisgaranti. Finansieringen er formentlig den egentlige port. En lov kan gøre et projekt lovligt; en indtægtsmodel, som banker og investorer tror på, afgør, om milliarderne faktisk kommer.

Naboernes svarark

Estland arbejder ikke alene med problemet. Sveriges Riksdag godkendte 15. juni 2026 udvidede muligheder for placering af atomkraft, og Vattenfall valgte Rolls-Royce SMR-teknologi til tre enheder nær Ringhals (Riksdag, Rolls-Royce). Alligevel placerede Vattenfalls topchef de reaktorer omkring 2040 (SVT). Letland satser i stedet på udlandsforbindelser og batterilagring (TEGOS Legal). Litauen bærer på den advarende erfaring: Afviklingen af landets sovjetiske Ignalina-reaktorer løber frem til 2049, brugt brændsel skal lagres i 50 år, og et geologisk slutdepot skal være klar senest 2090 (LRT English).

EU’s rammer har også flyttet sig. Atomkraft kan nu tælle med under taksonomiens klimaregler, og forordningen om nettonulindustri behandler små modulære reaktorer som strategisk teknologi (EUR-Lex, World Nuclear News). Det åbner for statsstøtte, men det forkorter ikke vejen fra lov til strøm i stikkontakten.

Estland har godkendt vejen, ikke køretøjet. Den egentlige prøve på baltisk energisuverænitet kommer i 2030’erne og 2040’erne: regulatorer skal bemandes, kabler skal lægges, kontrakter skal underskrives, og reaktorer skal faktisk levere strøm. Atomkraft kan blive en del af det system. Om det sker, afhænger af svar, som ingen lov alene kan give: hvem der betaler, hvem der bygger, og om Europa kan gøre små modulære reaktorer til afprøvet infrastruktur.