Estlands forsvar mangler milliardkontrol

Hanno Pevkur trådte i denne uge tilbage som Estlands forsvarsminister efter to indkøbssager, der ender i samme spørgsmål: Kan et land med grænse til Rusland dokumentere, hvor forsvarspengene er blevet af? Det mener Estlands rigsrevision ikke, at staten kan gøre pålideligt. Problemet rækker ud over Tallinn, fordi EU-midler nu løber gennem de samme nationale systemer, som her har svigtet.

Som To Brief tidligere skrev, da Pevkur først varslede sin afgang, handler sagen om forudbetalinger og manglende ansvarlighed i hastige forsvarsindkøb. Det samlede billede består af to adskilte fejl. Tilsammen gør de sagen langt mere alvorlig.

Ammunitionen, der ikke kom frem

Estlands center for forsvarsinvesteringer, RKIK, den statslige indkøbsmyndighed for militært materiel, indgik en aftale med Datasel S.R.L., et italiensk registreret selskab med forbindelse til indiske Neco Defence Munitions, om artilleriammunition til Ukraine. Selskabet havde ingen synlig tidligere historik med salg af denne type ammunition (ERR News, Euractiv).

Estland betalte store beløb på forhånd. Ammunitionen nåede enten aldrig frem til Ukraine eller blev afvist som ufuldstændig eller under standard (Breaking Defense). Revisorerne gennemgik 72,1 mio. euro i forudbetalinger til leverandører og fandt problemer med 71,6 mio. euro. Den største problematiske leverandør havde modtaget 59,8 mio. euro (Riigikontroll).

Datasel afviser Estlands fremstilling. Selskabet siger, at det har faktureret leveret materiale for 58 mio. euro, og at Estland opsagde aftalen for tidligt (ERR News). Sagen er nu sendt til voldgift. De offentligt kendte oplysninger afgør ikke, om varerne aldrig blev leveret, om de blev leveret i for dårlig stand, eller om Estland afviste dem uden tilstrækkeligt kontraktligt grundlag. Hvis staten ikke får pengene tilbage, ender regningen på omkring 70 mio. euro hos de estiske skatteydere (Kyiv Independent).

Ansvaret er fortsat omstridt. Pevkur siger, at ministeren fastlægger politikken, men ikke vælger leverandører. Den tidligere RKIK-chef Magnus-Valdemar Saar siger, at de store beslutninger havde ministeriets ledelses godkendelse (ERR). Ingen offentligt tilgængelig dokumentation forklarer, hvorfor Datasel blev vurderet som en acceptabel leverandør.

Lageret, ingen kan kontrollere

Den anden fejl er en separat sag, men den forstærker skaden. Estlands rigsrevision, Riigikontroll, siger, at den ikke kunne verificere rigtigheden af 1,2 mia. euro i forsvarslagre. Forsvarets lagerregnskab viste ikke pålideligt, hvilke genstande, mængder og værdier der var registreret, eller hvilke der uberettiget var udeladt (ERR News, Riigikontroll). Det betyder ikke, at udstyr for 1,2 mia. euro er forsvundet. Det betyder, at revisorerne ikke kunne bekræfte, at bøgerne passede med virkeligheden. Dermed bliver alle andre påstande om forsvarsberedskab sværere at stole på.

Estland har bygget meget af sin troværdighed på støtte til Ukraine og beredskab på NATOs østflanke. I denne sag kunne staten hverken dokumentere, at en akut ammunitionskæde var under kontrol, eller at egne lagre kunne revideres.

EU-penge kræver nationale beviser

Sagen er relevant langt ud over Estland, fordi EU’s forsvarspenge afhænger af nationale ministerier, der vælger leverandører, kontrollerer leverancer og fører brugbare regnskaber. Bruxelles udpeger ikke leverandørerne og går ikke lagerhallerne igennem.

Den europæiske fredsfacilitet, EPF, er en fond uden for EU-budgettet, som styres af Rådet, hvor medlemsstaternes regeringer sidder. Den kan refundere landes våbendonationer til Ukraine eller indkøb foretaget på Ukraines vegne (Council). Ifølge ERR News undersøger EU-Kommissionen, om Estland skal betale EPF-relaterede beløb tilbage efter den mislykkede ammunitionsaftale. Estland har også en aftale på 2,34 mia. euro under SAFE, EU’s nye låneinstrument til forsvar, hvor den første udbetaling på 351,6 mio. euro allerede er gennemført (European Commission DG DEFIS).

Begge instrumenter placerer den svære del nationalt. Når en leverandør svigter, skal kontraktstaten selv forsøge at få pengene hjem gennem egne domstole. Tjekkiets ammunitionsinitiativ viser en anden model: Prag har bygget donorregeringer ind i kontrolkæden, og donorernes revisorer har ikke fundet den korruption, som kritikere advarede om (CT24). Hurtige indkøb kan fungere, når dokumentationen følger pengene.

Estlands sag beviser ikke, at EU’s forsvarsindkøb er korrupte. Den viser det svage punkt i Europas største nye udgiftsløft: Grundlæggende spørgsmål om, hvem der valgte leverandøren, hvilke kontroller der blev lavet, hvad der kom frem, og hvem der godkendte leverancen, stod ubesvarede, indtil revisorerne efter ministerens afgang konstaterede, at næsten alle forudbetalingerne var problematiske. EU-Kommissionen og medlemslandene skylder et svar, før flere EU-støttede forsvarspenge sendes gennem de samme nationale systemer.