EU godkender tysk industristøtte

Hos Slovalco, Slovakiets eneste aluminiumsværk, har regeringen for nylig lovet næsten 470 mio. euro frem mod 2030 til at dække eludgifter og holde ovnene i gang (Denník E). Det blev solgt som en ekstraordinær redningsaktion. Kort efter fik Tyskland grønt lys til noget langt større.

Den 8. juli godkendte EU-Kommissionen en udvidelse af Berlins ordning for kompensation af elpriser. Ordningen giver energiintensive fabrikker penge tilbage for den CO2-omkostning, som kraftværker sender videre gennem elregningen. Omkring 20 nye sektorer kan nu søge støtte, fra glas til batterier, og virksomheder, der allerede var omfattet, får en lidt højere dækning (Spiegel, BBH Blog). Det var anden udvidelse på få uger. I juni gav Bruxelles også Tyskland lov til at kombinere kompensationen med et særskilt program for industriel el, hvilket lægger omtrent 1 mia. euro oven i budgetudgiften (Zeit).

Det strider ikke mod EU-retten. Artikel 107 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde forbyder statsstøtte, der giver virksomheder i ét land en urimelig fordel, men åbner for undtagelser, når støtten skal forhindre en større skade. Det kan for eksempel være, at fabrikker flytter ud af Europa for at slippe for CO2-omkostninger. Kommissionen godkendte den tyske ordning på det grundlag. Problemet er derfor ikke juraen. Problemet er, hvad der sker, når samme regelsæt møder meget forskellige statskasser.

Hvordan CO2-prisen slår revner i det indre marked

Mekanismen er enkel. I EU's kvotehandelssystem, ETS, skal kraftværker købe rettigheder til at udlede CO2. Den udgift bliver lagt oven i elprisen. Fabrikker med stort elforbrug betaler derfor mere, selv om de ikke nødvendigvis selv udleder CO2 i samme omfang. Samtidig får regeringerne milliarder ind ved at auktionere kvoterne og kan føre en del af pengene tilbage til industrien som kompensation.

Det afgørende er, hvor meget de fører tilbage. Tyskland planlægger at bruge 2,9 mia. euro på kompensation til industriel el i 2026, svarende til omkring 67 % af de forventede 4,3 mia. euro i indtægter fra kvoteauktioner (Ariadne). Frankrig brugte 44 % af sine auktionsindtægter på samme formål, Belgien 33 %, Slovakiet omkring 5 % (Aktuality). På papiret har alle regeringer samme mulighed. I praksis giver Tysklands store industribase en større kvotepulje, og landets budget giver plads til at bruge en stor del af den. Et land, der allerede låner tungt for at finansiere den daglige drift, kan ikke matche det, selv om reglerne siger, at det gerne må.

Fabrikkerne mærker forskellen

Forskellen viser sig på fabriksgulvet. I Rumænien har Dacias direktør sagt, at landet har Europas højeste industrielle energipris, og han koblede usikkerheden om omkostningerne til et fald i investeringerne på 64 % og næsten 1.000 færre ansatte på ét år (Ziarul Financiar). I Polen ligger de samlede energiomkostninger for de største industriforbrugere på omkring 170 euro/MWh, omtrent 45 % over EU-gennemsnittet, ifølge branchevurderinger, der advarer om årlige produktionstab i industrien for milliarder af zloty (WP).

Tallene skal læses med et forbehold. Der findes ikke et offentligt datasæt, der viser, hvad et støttet tysk glasværk eller et polsk stålværk uden kompensation faktisk betaler, når national støtte, afgifter, nettariffer og prissikringsaftaler er regnet med. Eurostat offentliggør elpriser for erhvervskunder, men den endelige regning afhænger af nationale lag af støtte, som ingen enkelt tabel indfanger.

Mønstret nedenunder er alligevel tydeligt. Lande med sunde offentlige finanser kan absorbere en større del af industriens omkostning ved den grønne omstilling. Lande med store underskud kan ikke. Rumæniens underskud nåede 9,3 % af BNP i 2024, ifølge HotNews, og den slags budgettal efterlader ikke meget rum til at kopiere Berlin. Kommissionen har ikke ødelagt det indre marked. Men når den godkender national støtte i denne størrelse uden et fælles gulv, bliver den grønne omstilling også en prøve i offentlige finanser, ikke kun i industriel effektivitet. Aluminiumsværket i Slovakiet fik sin redningsline. For fabrikker i medlemslande, der ikke kan skrive de samme checks, mangler Kommissionen stadig et svar.