EU godkender udrejsecentre uden værter

Intet tredjeland har sagt ja til at huse et udrejsecenter for EU. Det er den centrale svaghed i den nye tilbagesendelsesforordning, som Europa-Parlamentet godkendte 17. juni, og som for første gang giver medlemslandene et juridisk grundlag for at drive udsendelsesfaciliteter uden for EU’s territorium (European Parliament, DW).

Nitten EU-ledere har i et fælles brev opfordret EU-Kommissionen til hurtigt at bakke centrene op, også med EU-midler (Statsministeriet). Østrig, Danmark, Grækenland og Nederlandene undersøger ifølge flere medier mulige placeringer. Rådet, hvor medlemslandenes regeringer forhandler EU-lovgivning, mangler stadig at give sin formelle godkendelse. Men den reelle forhandlingsmagt ligger hos det land, der skal acceptere frihedsberøvede personer på eget territorium. Indtil videre har ingen sagt ja.

Hvorfor de fleste udrejseafgørelser ender i ingenting

Tilhængerne peger på et reelt problem. Kun omkring 28 % af EU’s afgørelser om tilbagesendelse ender ifølge forordningens parlamentariske ordfører, Malik Azmani, med, at personen faktisk forlader EU (EP interview). De nye regler skaber en fælles europæisk tilbagesendelsesafgørelse, som gælder på tværs af medlemslandene, og åbner for overførsel til tilbageholdelse uden for EU’s grænser.

Men årsagerne til, at de fleste udsendelser mislykkes, handler sjældent om, hvor personen tilbageholdes. Oprindelseslande nægter at udstede rejsedokumenter. Konsulater trækker sager i langdrag. Domstole griber ind. En analyse fra College of Europe pegede på den egentlige flaskehals: at få oprindelseslandene til at samarbejde og modtage egne borgere (College of Europe). Europa-Parlamentet kan godkende værktøjet. Det kan ikke tvinge et tredjeland til at huse et center eller et oprindelsesland til at tage mennesker tilbage.

Italien prøvede. Fem personer blev sendt hjem.

Italien er det eneste EU-land, der har afprøvet noget, der ligner modellen. To faciliteter i Albanien, en til identifikation i Shëngjin og en til tilbageholdelse i Gjadër, drives efter italiensk lov. Efter at domstole i slutningen af 2024 afviste de første tilbageholdelser, skiftede Rom spor fra asylbehandling uden for EU til tilbageholdelse af personer, der allerede havde fået ordre om at rejse ud (EFE).

Resultatet er beskedent. Internazionale skrev med henvisning til dokumenter fremskaffet af Altreconomia, at fem migranter blev sendt direkte fra Albanien til Egypten. Andre, der blev overført til Albanien, endte tilbage i Italien. Samme undersøgelse talte 54 hændelser, der krævede akut indsats, i Gjadërs første åbningsdage (Internazionale).

Den juridiske konflikt kører på et andet spor og er ikke afgjort. Ifølge en opdatering fra ECRE/ELENA skal Albanien-modellen prøves ved EU-Domstolen i de forenede sager C-706/25 og C-707/25, hvor spørgsmålet er, om faciliteterne er forenelige med EU’s asylret (ECRE/ELENA). Giorgia Meloni siger, at Europa-Parlamentets afstemning bekræfter hendes linje (La Nación). Domstolene har ikke sagt det samme.

Kampen om penge og rettigheder

Grækenlands premierminister, Kyriakos Mitsotakis, har givet den mest konkrete tidsplan: aftaler inden udgangen af 2026 og centre i drift fra 2027 (Le Monde). Tyskland deltager i en arbejdsgruppe om mulige placeringer, men underskrev ikke brevet fra de 19 regeringschefer (EUobserver).

Frankrig og Spanien kan ikke blokere forordningen under kvalificeret flertal, hvor der kræves et flertal af både lande og befolkning, og hvor ét land derfor ikke har veto. Men Emmanuel Macron har sagt, at Frankrig vil modsætte sig EU-budgetstøtte til centrene, og Pedro Sánchez har kaldt dem ineffektive og skadelige for forholdet til de transitlande, som Europa samtidig er afhængigt af (Euronews, El País). De kan ikke standse loven. De kan gøre den sværere at finansiere og forsvare.

Forordningen fjerner også en garanti: En klage over udsendelse vil ikke længere automatisk sætte udsendelsen i bero. Dommere skal afgøre det fra sag til sag (European Parliament, Politis). FN’s højkommissær for menneskerettigheder har advaret om, at regeringer ikke kan udlicitere ansvaret, hvis en person tilbageholdes ulovligt eller nægtes en effektiv klageadgang (European Times). Amnesty peger på risikoen ved at tilbageholde mennesker i lande, hvor de hverken har tilknytning eller adgang til advokater (Amnesty).

Europa-Parlamentet har godkendt rammen. Rådet skal stadig sige ja. Et værtsland skal stadig melde sig. Domstolene i Luxembourg og Strasbourg skal stadig afgøre, om EU’s rettighedsbeskyttelse følger med, når mennesker flyttes uden for EU’s grænser. Den politiske bevægelse er reel. De praktiske svar mangler.