EU godkender returcentre uden for unionen

Europa-Parlamentet, EU's direkte valgte lovgiver, stemte 17. juni for at lade medlemslande oprette såkaldte returcentre: frihedsberøvelsescentre i lande uden for EU, hvor personer med udvisningsordre kan placeres, mens myndighederne forsøger at gennemføre hjemsendelsen. Den nye tilbagesendelsesforordning erstatter et direktiv fra 2008, som har efterladt store forskelle mellem de nationale systemer. Et flertal samlet af det borgerlige EPP og grupper på den yderste højrefløj fik teksten igennem (Euractiv). Rådet, hvor medlemslandenes regeringer stemmer, skal stadig vedtage teksten formelt, men den politiske kurs er lagt. Det eneste land, der faktisk har afprøvet modellen, er Italien i Albanien. Regningen løber i titusinder af millioner euro. Resultatet er fem direkte hjemsendelser.

Prisen for Albanien

Italiens Albanien-model er det nærmeste, Europa har på praktiske erfaringer med returcentre uden for EU. Tallene er svære at pynte på. Centrene i Shengjin og Gjader blev dimensioneret til op mod 3.000 personer. Den seneste belægning lå mellem 15 og 20. Opførelsen kostede omkring 74 mio. euro ifølge tal fra ActionAid (Internazionale). I alt har omkring 620 personer været tilbageholdt, mens fem er blevet sendt direkte tilbage til Egypten (IRC).

Italienske domstole nægtede tidligt at godkende flere frihedsberøvelser. Regeringens vurdering af Bangladesh og Egypten som "sikre lande" holdt ikke juridisk (Internazionale). Separat har generaladvokat Laila Medina ved EU-Domstolen, hvis udtalelser ofte peger på domstolens endelige linje, fastslået, at centre uden for EU ikke i sig selv er forbudt. Men EU-retten gælder fuldt ud dér, hvor et medlemsland udøver kontrol (CJEU). Man kan flytte bygningen. Man flytter ikke personen ud af rettighedssystemet.

De menneskelige omkostninger viste sig hurtigt. IRC registrerede 54 "kritiske hændelser" i Gjader i de første 48 dage, herunder selvskade og selvmordsforsøg (IRC).

En koalition uden tegning

Den politiske alliance bag returcentrene er bredere end den praktiske plan. Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, ønsker centre uden for EU i drift i sin nuværende valgperiode (EPRS). Nederlandene har koblet sin indsats til en gruppe med blandt andre Tyskland, Grækenland, Østrig og Danmark (WNL). Tysklands indenrigsminister, Dobrindt, støtter det, hans CSU kalder en "Abschiebeoffensive", altså et fremstød for flere udsendelser (Deutschlandfunk).

Danmarks rolle rummer en indbygget ironi. På grund af protokol nr. 22, det danske retsforbehold på EU's område for retlige og indre anliggender, vil forordningen ikke automatisk gælde for København. Danmark presser på for en politik, landet ikke selv bliver bundet af. Det gør København til politisk isbryder for andre.

Spanien er den tydeligste modstander. Madrid mener, at centrene risikerer at bryde non-refoulement, det juridiske princip der forbyder stater at sende mennesker til steder, hvor de kan være i fare (RTVE). Spanske embedsmænd kalder også udsigten til op til 24 måneders frihedsberøvelse for en administrativ forseelse uproportional. Under kvalificeret flertal, hvor 55 % af medlemslandene med mindst 65 % af EU's befolkning skal være enige, kan Spanien ikke blokere loven alene. Madrid mangler allierede nok til at samle et blokerende mindretal (El País).

Frankrig placerer sig bevidst i midten. Paris støtter hårdere håndhævelse, men holder afstand til ideen om, at centre uden for EU skal være hovedgrebet (Public Sénat, Ahram/AFP).

Det, ingen regering har sat navn på

Tilhængerne peger på et reelt problem. Ifølge EU-Kommissionens tal ender under 30 % af EU's tilbagesendelsesafgørelser med en faktisk udsendelse (Euractiv). Nogle regeringer ønsker aftaler med tredjelande underskrevet i år, så centrene kan være i drift i 2027 (Reuters via Dawn).

Men ingen regering har sat navn på et værtsland, der er villigt til at huse centrene. Der findes heller ingen budgetramme. EU-Kommissionens eget forslag kom uden en offentlig konsekvensanalyse, hvilket er et usædvanligt hul for lovgivning med så store følger, som en analyse fra College of Europe har påpeget.

Der er bred enighed om, at Europas tilbagesendelsessystem ikke fungerer. Italiens forsøg i Albanien skulle vise, at behandling uden for EU kan fungere. Foreløbig har det mest leveret en prisseddel.