EU mangler bevis for energimilliarder

EU's genopretningsfond blev bygget på en hård aftale: Medlemslandene skulle få penge, når de leverede de aftalte milepæle, ikke når de leverede pæne pressemeddelelser. Den Europæiske Revisionsret peger nu på et svagt punkt i den aftale. I sin revision af boligrenoveringer konstaterer Revisionsretten, at medlemslandene planlagde energieffektiviseringer for omkring 43 mia. euro, men at mange planer og kontroller ikke kunne dokumentere faktiske eller omkostningseffektive energibesparelser. Det er også beskrevet af Euronews.

Det er ikke en historie om skjult tyveri. Problemet er mere lavpraktisk og mere pinligt: Genopretningsfonden kan hurtigere kontrollere, om projekter er gennemført, end om de faktisk leverer de resultater, de blev solgt på.

Målene bestemmer presset

Udbetalingerne følger de milepæle og mål, som er godkendt i hvert lands nationale plan. Forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten knytter pengene til en "tilfredsstillende opfyldelse" af målene. EU-Kommissionen kan tilbageholde en del af en udbetaling, hvis en regering ikke lever op til dem, sådan som Kommissionens egen metode for betalingsstop beskriver.

Revisionsretten kan gøre regeringer og Kommissionen forlegne, men den kan ikke selv stoppe en rate. Det ligger uden for dens traktatmandat. Magten ligger hos Kommissionen, og kun dér hvor de juridiske mål giver plads til det. Hvis en national plan tæller færdige arbejder, tilsluttede solpaneler eller administrative trin, kan Kommissionen kontrollere netop det. Den kan vanskeligt kræve en anden standard til sidst, fordi revisorerne senere viser, at det oprindelige mål sagde for lidt om målte energibesparelser.

Italien og Cypern viser hullet

Italien er det tydeligste eksempel. Rom peger på gennemførelse, og minister Tommaso Foti har sagt, at RRF-udgifterne i Italiens overvågningssystem er nået op på 143 mia. euro (den italienske regering). Det svarer på, om pengene er blevet brugt. Det svarer ikke på, om renoveringspengene købte energieffektive besparelser.

Superbonus, Italiens store ordning med skattefradrag til boligrenoveringer, gør problemet konkret. ECO skrev med henvisning til revisionen, at omkring 14 mia. euro, omtrent en tredjedel af RRF-midlerne til renovering, gik til ordningen (ECO). Revisionsretten konstaterede, at prisen per sparet energienhed var næsten fire gange højere end forventet (ECA). Husholdninger fik udført arbejder, og byggebranchen fik aktivitet. Det offentlige regnskab har stadig svært ved at vise, at klimaresultatet stod mål med prisen.

Cypern viser et renere måleproblem. Revisionsretten rejste tvivl om, hvorvidt en dybderenoveringsordning, som udgjorde 20 pct. af renoveringsmidlerne, opfyldte kravet om 30 pct. energibesparelse. Den konstaterede også, at 88 pct. af de indberettede besparelser kom fra solcelleanlæg og ikke fra lavere energiforbrug i bygningerne (ECA). Solceller kan reducere udledninger. De beviser ikke, at boliger bruger mindre energi. Et projekt kan se grønt ud og hjælpe et mål, mens selve bygningsproblemet kun delvist bliver løst.

Slagsmålet bliver ikke teknisk

Belgien viser styringsproblemet. Kommissionens Belgien-side præsenterer stadig én national plan, mens renoveringerne gennemføres af både føderale og regionale myndigheder. European Sting rapporterede, at Kommissionen gav en positiv vurdering af Belgiens fjerde betalingsanmodning på 567 mio. euro efter gennemførte milepæle og mål (European Sting). Kontrasten er sagen: En betalingssag kan være i orden, samtidig med at det er vanskeligt for offentligheden at følge ansvaret for de målte besparelser.

Litauen ser mindre dramatisk ud, og netop derfor er landet nyttigt som eksempel. LRT skrev, at en sjette betalingsanmodning på 153 mio. euro omfattede bygningsrenovering, og at 158 af 197 indikatorer var nået (LRT). Lrytas skrev, at den fungerende finansminister var sikker på, at Litauen ville modtage alle RRF-midler (Lrytas). Det er almindeligt RRF-sprog: indikatorer, anmodninger, forventede udbetalinger. Det manglende led er lige så almindeligt: en enkel offentlig opgørelse over, hvor meget energi RRF-renoverede bygninger brugte før og efter arbejdet.

Den nederlandske dækning viser, hvordan revisionen vandrer politisk. Upday beskrev konklusionen som, at EU har brugt eller planlagt 43 mia. euro til boligrenoveringer uden overbevisende dokumentation for besparelser (Upday). Indepen gjorde den til et bredere angreb på EU's klimaudgifter (Indepen). Den sidste version er polemisk og går for langt, hvis den antyder, at pengene er forsvundet. Men den viser, hvordan revisionen vil blive brugt: Regeringer og partier, der er skeptiske over for fælles EU-lån, behøver ikke bevise svindel. De skal bare kunne sige, at Bruxelles ikke kan vise resultaterne tydeligt nok.

Kommissionen er delvist fanget af de mål, den selv har accepteret. Den kan håndhæve det, planerne juridisk kræver, selv når kravene nu ser for svage ud. Den mest præcise konklusion er derfor også den stærkeste: Revisionen dokumenterer ikke omfattende spild. Den viser et betalingssystem, der kan bekræfte gennemførelse, før offentligheden kan se, hvad gennemførelsen faktisk førte til. Indtil Kommissionen og de nationale ministre offentliggør målte energibesparelser side om side med betalingskravene, flytter bevisbyrden sig fra revisorerne til dem, der godkendte målene.