EU åbner for deportering til tredjelande

Europa-Parlamentet stemte 418 mod 218 den 17. juni for den første EU-forordning, der giver et fælles juridisk grundlag for at overføre udvisningsdømte personer til centre i lande uden for EU (Europa-Parlamentet, DW). Forordningen afløser tilbagesendelsesdirektivet fra 2008, som fastsatte brede mål, men lod medlemslandene omsætte dem i national lov. Nu bliver reglerne direkte gældende og ens i hele EU. Ministerrådet, hvor de nationale regeringer sidder, skal stadig formelt vedtage teksten, før den får retskraft, men Parlamentets afstemning fastlåser det politiske indhold (Brussels Times).

Ét system i stedet for 27

Skiftet fra direktiv til forordning flytter reel magt. Efter EU-traktaterne fortæller et direktiv regeringerne, hvad de skal opnå; en forordning fortæller dem også hvordan og kræver ingen national oversættelse til lovgivning (TEUF artikel 288). Direktivet fra 2008 endte derfor med 27 forskellige tilbagesendelsessystemer med forskellige regler for frihedsberøvelse, klageadgang og håndhævelse.

Den nye forordning standardiserer maskinrummet. Frihedsberøvelse kan vare op til 24 måneder med mulighed for seks måneders forlængelse. Personer, der står over for udvisning, skal udlevere identitetspapirer og biometriske data. En europæisk tilbagesendelsesordre, registreret i Schengen-databaserne, EU’s fælles grænseinformationssystem, gør det muligt for ét medlemsland at håndhæve et andet lands udvisningsafgørelse. Det skal forhindre, at en person krydser en indre grænse og dermed får processen til at begynde forfra (Europa-Parlamentet, Brussels Times).

Myndighederne får også adgang til at ransage boliger, ejendele og elektroniske enheder, hvis der foreligger retslig eller administrativ tilladelse. Udvisningsafgørelser bliver ikke længere automatisk sat i bero under klagesager. Domstolene skal i stedet fra sag til sag afgøre, om udsendelsen skal standses, mens klagen behandles (DW).

Udenlandske centre uden kort

Den mest omstridte bestemmelse giver medlemslande mulighed for at indgå bilaterale aftaler med tredjelande om centre for personer, der allerede har fået ordre om at forlade EU. Uledsagede mindreårige er undtaget. Værtslandene skal respektere non-refoulement, princippet om at ingen må sendes videre til et sted, hvor vedkommende risikerer forfølgelse (Europa-Parlamentet).

Italiens aftale med Albanien er den nærmeste eksisterende model. Premierminister Giorgia Meloni åbnede centre i Shëngjin og Gjadër, men italienske domstole blokerede tidlige frihedsberøvelser på grund af tvivl om sikre tredjelande, og faciliteterne blev senere omdisponeret. Den 11. juni konkluderede en generaladvokat ved EU-Domstolen, at centre uden for EU ikke i sig selv er ulovlige, men at EU’s standarder for frihedsberøvelse og retten til forsvar ikke kan udvandes af geografien (College of Europe).

Forordningen skaber en juridisk tilladelse til udvisningscentre uden for EU. Den leverer hverken bygninger, villige værtslande eller et system til uafhængig kontrol.

National virkelighed slog partiloyalitet

Presset ved grænserne brød de normale gruppelinjer i afstemningen. Alle tre maltesiske Labour-medlemmer stemte imod deres centrum-venstregruppe, S&D, og støttede forordningen. For en lille østat med et uforholdsmæssigt stort migrationspres vejede national interesse tungere end partilinjen (Europa-Parlamentet). Spaniens regering nåede den modsatte konklusion og afviste teksten med henvisning til legalitet og proportionalitet, samtidig med at den fortsat gennemfører den bredere EU-migrationspagt. I Tyskland delte regeringslandskabet sig efter kendte linjer: CDU/CSU og det yderste højreparti AfD støttede forordningen, mens SPD og De Grønne stemte imod.

Berlin opretholder samtidig kontrol ved landegrænserne, fordi det indenrigspolitiske pres for at vise resultater på udvisninger ikke venter på, at EU-reglerne træder i kraft.

Det operationelle tomrum

Om et ensartet system kan levere det, som 27 nationale systemer ikke kunne, afhænger af forhold, forordningen ikke løser: aftaler med værtslande, inspektionsrettigheder, realistiske udsendelsesrater og et kontrolsystem, som endnu ikke er tegnet. De italiensk-albanske sager har allerede vist, at nationale domstole vil måle frihedsberøvelse op mod grundlæggende rettigheder, uanset hvor stærk den politiske ambition er. EU-Domstolen vil næsten sikkert gøre det samme. De retssager er kun lige begyndt.